
Turleder. Sjak
Øvrige. Benny. Bent. Christian. Erik R. Hong. Kaj. Thomas og Tonni
Igen igen kørte vi mod Kerteminde Nordstrand, men i stedet for at køre til højre ved Kerteminde Camping, ja så fortsatte vi ligeud. Vind var der ikke meget af denne onsdag aften så vi fortsatte videre til Måle Strand, som ligger for enden af Stengårds Stænge. De sidste 5 km gennem ren Morten Korch land. Vi skulle rundt om Romsø.
Hurtig omklædning og isætning, og måske lidt for hurtigt, da der var en der væltede, vi siger ikke hvem det var, det vil Benny bare blive ked af.
Vi roede af sted som skudt ud af et oversavet jagtgevær, dog ikke så hurtigt ,men til gengæld meget spredt. Det blev ikke påtalt, da turleder lyder bedre end sur-leder.
Vi sejlede med uret rundt og da vi nåede øen vrimlede det med dådyr, der blev talt op mod 100 stykker på turen rundt.
De gik stille og roligt og græssede og gik først når vi var lige ud for dem.
Længere fremme undrede jeg mig over en hvid ged blandt dådyrene, det viste sig dog at være et albino dådyr.
På vandet blev der også observeret sæler og marsvin.
Planen var at gå i land ved fyret, men det blev påtalt at sandkornene her var for grove, så vi fortsatte til lige før bådebroen.
Så tilbage mod bilerne, sigt mod antennen, nej mod det store træ på bakkekammen, nej, nej mod den lille busk og så videre. Vi kom frem men sejlede i en bue, da vi kom for langt mod syd.
Står man på spidsen af Romsø så sæt kompasset på KURS 240
Vel hjemme stod den på en ostemad,som vi plejer, men det var i aften kun forretten, herefter diskede Van & Hong op med de lækreste, hjemmelavede sprøde sommerruller, det var bare så lækkert, tak for det.
Tak for en god aften
Sjak
