Turleder. Thomas
øvrige. Bent. Jess. Mette. Maria. Mogens. Christian. John K. Kaj. Vagn. Carsten Søren. Eva Anette og Kim.
Dådyr på en ø
Romsø - "Bacardi island"
Skønne mandagstur
I det skønneste mandagsvejr fik vi pakket 3 biler og 1 trailer og kørte til Bøgebjerg - lidt debat var der om, hvorvidt mødestedet var, hvor sommerhusene startede eller sluttede, men vi fandt hinanden og Eva Anette og Kim, som stødte til der.
Vi måtte over et noget lavvandet stykke inden vi nåede ud i vandet, hvor vi roede mod Romsø. Vandet var skønt og selvom der var lidt udfordringer med at holde gruppen samlet gik det uden problemer. På Romsø var der kaffepause med Kristians skønne kanelsnegle og medbragt kaffe inden vi gik tur. En fin tur rundt på næsten hele øen gav flot udkig til både musvåger og talrige dådyr inkl et albinodådyr.
Der var mange gode samtaler og en facination af den urørte natur og det lille, bitte samfund, der har været på Romsø trods den lille størrelse. Flere små buske var klippet i fantasifulde faconer af "naturens egne gartnere" - dådyr. Vel tilbage ved kajakkerne tog vi 2. pause med frokost og agårker - årets første - Kaj kunne ikke helt dy sig for at dele billede af oldebarnet med årets allerførste agårk, drengen ligner en med flair for kajak for pauser med god mad og agårker kan den lille tydeligvis allerede godt lide. Videre gik turen rundt om den lille fine ø med flotte sider, vi fik snakket om mursejlere, svaler (som vi ikke så) og måger herunder sølvmågeæg, hvor vi så et under den sidste pause. Her var det Sørens hjemmebagte rabarberdrømme af muffins vi nød.
Turen tilbage gik helt efter planen og her stødte John W til - og så var vi 4, der trængte til en badetur - og jeg måtte indrømme, at det var ugens første badetur for mit vedkomne og også den hidtil bedste.
Venlige kajakhilsner Maria