Kajs øtur

IMG 20240803 185213403

Turledere .Inge og Thomas
Øvrige. Mette. Dorthe. Benny. Carsten. John K. og Kaj


Det er som om, vejrguderne i flere år, har været af den opfattelse, at Kaj IKKE skulle lykkes med en ø-tur.
I år syntes, de så at være blevet formildet, weekendvejret så ud til at blive, med både solskin og begrænset vind.

Turen startede i Ballen Havn, hvor kajakkerne blev pakket med telt, trangia og rigelig med mad og drikke. Vi krydsede over til Skarø, hvor Kia tog imod os, hun var til festival.
Der var fyldt med glade børn og voksne på Skarø, der nød musik og samvær. Vi fandt en plads ved havnen, hvor kaffe og kage kom frem på bordet.
Herefter gik turen videre til Hjortø, som vi næsten havde for os selv, her fik vi frokost, en lille lur og en dejlig gåtur. Vi fandt gadekæret, og så en enkel frø og en sno i vandet.

Tilbage i kajakkerne og så gik kursen mod Drejø, hvor vi holdt en pause i Drejø Gamle Havn inden vi tog det sidste hop over til Avernakø, hvor vi slog lejr på en dejlig naturplads på Korshavn.

Det havde været en fantastisk dag med solskin, så alle trængte til at få en badetur, efter badeturen gav Kaj sig selv en ekstra udfordring, ved at have efterladt sit tøj i bilen i Ballen. Han var heldigvis blandt venner, så han slap for at blive i de våde badebukser.

Der var en del telte på pladsen, så til en start havde vi ikke bord og bænke, men vi lurede på, hvordan vi kunne lokke sættet fra de 3 tyskere, der også var på kajaktur.

Vi startede med at gøre klar til aftensmad, så alle fik travlt med at hjælpe til.....det var så her Kaj udsatte sig selv for næste udfordring: Hvordan skulle han lige få forklaret en flok sultne og forventningsfulde kajakvenner, at den hønsesalat, han nu havde talt om i flere uger, stod hjemme i køleskabet.....det var lige før vi gav ham de både badebukser på igen, men vi forbarmede os, OG glæder os til at smage hønsesalaten til næste år.

Heldigvis havde vi rigelig med kartofler og lækker sommergryde, som Thomas havde lavet, og Kaj havde også leveret masser af bær til dejlig rødgrød med fløde.

Lige før maden var klar begyndte det at regne, vi fik tarpen monteret – den var faktisk i Kajs kajak....tyskerne kryb i læ i deres telte, så vi erobrede bord og bænke.

Alle myg i det sydfynske var kaldt til fest på Korshavn og de generede os en del, vi prøvede at flytte ned på strandet efter vi havde spist, men de var overalt i rigelige mængder, og tog noget af fornøjelsen fra den ellers så hyggelige og dejlige sommeraften.

Næste morgen vågnede vi til en ordentlig regnbyge, men det betød ingenting, for Benny havde friskbagt brød og kaffe klar. Vi nød morgenmaden, fik pakket sammen og var klar til at ro kl 9.00.
Det blæste lidt mere søndag, men vi havde gode bløde bølger imod os i krydset fra Korshavn over til Store Svelmø, og videre til Fjellebroen, hvor vi holdt pause.

Det sidste stykke tilbage til Ballen var med vinden i ryggen, så allerede 12.15 gik vi ind i Ballen Havn, her spiste vi frokost inden vi kørte tilbage til klubben.

Ialt blev det til 22 km lørdag og 15 km søndag.

Tak til Kaj for ø-turen, vi glæder os allerede til hønsesalat og ø-tur i 2025

Inge