Mandag d. 7-8 Åen

IMG 2052

Turleder: Bent, andre: Kaj, Vagn, Mogens, Jesper og Maria.

11 m/sekund

15 km

I regnvejr og blæst mødtes vi 6 mennesker i klubhuset. Ja, du læste rigtigt, vi mødtes inde i klubhuset og lagde en slagplan. Planen blev en å-tur, så vi pakkede 2 biler og kørte til Ejby mølle. Eller altså et enkelt glemt venstresving blev til en lille udflugt til rensningsanlæget - men det var ikke fristende at sætte kajakkerne i vandet der, så vi tog lidt videre og satte i ved Beredskab Fyn. De første 3 km gik ret fredsommeligt ad åen i et vildnes, som nogen mente mindede om Amazonas, men hvor andre mente at der kunne komme en elg, vi så nu hverken elge eller slanger, men en del fugle med unger - herunder svaner, grønbenede rørhøns og blishøns. 1. pause blev lige efter Åsumvej og her kunne vi beundre kæmpebalsamin og jeg fik lært at lave en google billedsøgning, envidere fik vi muffins med æblefyld. 

Videre gik det og nu med en del forhindringer og vi var flere, der fik "botaniseret" lidt rigeligt langs kanten af åen, men vi slap for kæntringer. 2. pause blev på Stige ø - da vi lavede overbæring var en autocamper venlig og holdt tilbage for os og så fandt Bent sandelig en bænk i læ. Herefter roede vi tilbage til klubben og mens nogen skyllede kajakker og andre lavede kaffe var der et hold sendt ud efter trailer og biler - til sidst kunne vi mødes i klubhuset og løse det lille problem, at jeg havde bagt præcist dobbelt så mange muffins, som vi var deltagere... Turen sluttede relativt tidligt, så vi kunne nå hjem i tørvejr. "Tørvejr?", siger du - ja, nemlig Bent havde fundet tørvejret frem til denne tur og timet den godt, for det regnede, da jeg kørte mod klubben og igen ret kort efter jeg kom hjem.

Tak for en god tur.

VH Maria