
Turleder: Bent
Øvrige: Kaj, Tonni, Hong, Inge, Claus, Kenneth og Laila
Kajakkerne blev pakket og kursen sat mod Stenene på Langø i næsten tørvejr. Efter en flot parkering med trailer og bil på tværs af hele parkeringspladsen blev kajakkerne sat i vandet ved en strand og havbund, der til fulde levede op til sit navn.
Vi roede mod nord og holdt en lille pause på vandet med udsigt til klinten på Mejlø og Korshavn lidt længere væk. Der skulle billeddokumenteres og vi gjorde et ihærdigt forsøg på at danne flåde. Det lykkedes da næsten. Bent levede ikke helt op til sit ry, som turleder med garanti for regn på turen. Lidt regn fik vi dog. Det var nok til at nogle mente, at pausen på land kunne sløjfes, da kajakken er vældig bekvem i regnvejr og desuden var der alt for mange sten på kysten. Pludselig var der sandstrand og vupti, så var der landgang. Der var et par stykker i front, som ikke lige opdagede landgangsmanøvren og derfor fik lejlighed til mere roning end resten af gruppen. Den traditionelle pause blev afholdt i tørvejr suppleret med dejlige blommer fra Bent. Så var det hjemad og kajakkerne blev læsset i tørvejr. En lille diskussion om bademulighed trods stenet strand blev hurtig afsluttet, da dråberne begyndte at falde fra oven. Hurtig omklædning og hjem til dejlige ostemadder i et fint nymalet klubhus.
Distancen var vist 9,5 km for de fleste i gruppen.
Tak for en god tur
Laila
