Mandag d. 15-5 Æbleø

20230515 111646

Turleder: Bent
Øvrige deltagere: Annette, Anne Sofie, Birgitte, Erik R., Hong, John K, Kaj, Lene GJ, Maria, Tonni, Vagn.
Roning: 16 km. Gang: 5,6 km, heraf 5 km til lands.
Vi blev mødt af et noget usædvanligt syn, da vi mødtes ved klubben. Alt stod vid åbent. Døren og alle vinduer var taget af, men ikke et øje var at se. Inden vi fik læsset traileren dukkede to håndværkere op fra kaffepause, og da vi returnerede, var der sat nye vinduer og dør i.
12 m/k (og det blev bemærket, at kønsfordelingen (i gængs gammeldags forstand) var helt ligelig) kørte mod Nørrebystrand, hvor vi satte i. På fladt næsten blikstille vand blev kursen sat mod den sydlige del af Æbelø. Her holdt vi pause nær skibsvraget, hvor vi nød den dejlige drømmekage, som John havde medbragt/-bagt.
Mens de sidste lette skyer forsvandt, så solen kunne komme til sin ret, gik turen videre mod nord langs kysten og rundt om fyret. Her udvalgte Bent en dejlig strand, hvor vi let kunne trække kajakkerne op, og en meget stejl, uvejsom og brændenældefyldt skrænt, som skulle bestiges, inden vi kunne indtage vores madpakker med den skønneste udsigt over havet. Så skulle der vandres, og da nogle af turdeltagerne var på Æbelø for første gang, skulle det gøres grundigt. Vi fik beundret de store flotte træer, idylliske vandhuller, små flokke af dådyr og skibsvraget fra oven. Enkelte fik også klatret i træer, og vi var lidt nervøse for, om det ville lykkes at få alle ned og med hjem igen.
Efter en dejlig gåtur på 5 km var det godt at kunne hvile benene i kajakken, til vi nåede til Brådet, hvor vi bar kajakkerne over, drak kaffe og atter spiste dejlig kage, og enkelte af os tog en dukkert.
Derefter skulle der krydses over til Nørrebystrand, der ikke var helt nem at få øje på. Til gengæld fik Anne Sofie og jeg øje på en sæl. Det sidste stykke måtte vi trække pga. vandmangel.
Tak for en dejlig tur – min første mandagstur, men ikke den sidste!
Birgitte