Turledere: Thomas, Carsten
Deltagere: Hong, Christian, Kaj, John, Tonni og Anne Sofie
Det var min første onsdagstur i år og vejret var jo fantastisk- Vi var 8 håbefulde roere der var mødt op for at se hvad turlederne kunne byde på. Vinden var fra sydvest så langs Nordfyn var der primært fralandsvind.
Destinationen blev Fuglsang og til venstre, vi var ret hurtigt pakket, og satte kurs mod nord. Der var en del mennesker på stranden, men der blev også plads til 8 kajakker. Vi blev klædt om, kom i kajakkerne og satte kurs mod Flyvesandet. Vandet var rimeligt roligt, men hvor der ikke var læ fra land var vinden rimeligt mærkbar, den kom fra land dvs. forfra og til venstre. Det var ikke et stort problem, men hvis man ikke var opmærksom, kunne man let blive presset udad.
Ca. 5 km fra Fuglsang ligger der en hytte inde på stranden med et bord-bænkesæt ved siden af. Her holdt vi pause, der var jo de obligatoriske chokoladekiks til omdeling, men Thomas er jo altid lidt for sig selv. Op af en taske fremdrog han en madpakke med højbelagt smørrebrød. Der var både æg og rejer, frikadelle og hvad ved jeg. Der blev kastet mange sultne blikke efter den madpakke, så jeg tror at al saft og kraft var suget ud af de madder inden de nåede Thomas.
Anne Sofie var lidt utålmodig for at bryde op, jeg ved ikke om madpakken var for meget, men snart vendte vi også næsen den anden vej. Vinden var løjet af, så vi fik ikke engang rygvind hjemad, men alligevel gik der ikke lang tid, inden vi stod ved ophalerstedet ved Fuglsang igen.
Vi blev enige om at klæde om, inden vi læssede kajakkerne. Vognen skal jo også bakkes til først. På trods af det gode vejr, var det kun Hong, der ville dyppes inden vi kørte hjem.
I klubhuset var der som sædvanlig kaffe og ostemadder. Den ene ost var af den slags der giver hår på brystet, det var for meget for Christian, så han nøjedes med børneosten.
Tonni