Mandagstur: Holckenhavn - Tårup Strand. 14,3 km
Turleder: Sjak
Deltagere: Vagn, Mogens og Dorthe.
Endelig fik jeg mulighed for en mandagstur og så var der kun Vagn, der som den eneste havde tilmeldt sig, resten af mandagsholdet var nemlig på langfart. Men heldigvis var der På ingen måder tale om aflysning, og Mogens kom da også på listen.
Efter lidt snak inden afgang, om isætningssted pga lidt udfordringer med vejret, blev der enighed om Holckenhavn....
Jeg spejdede dog noget ud over havet ved ankomst og syntes det så noget uroligt ud...men i med kajakkerne, og ud i bølgen blå, der skubbede os lidt rundt, og gav lidt modstand.
Jeg fandt heldigvis rytmen ret hurtigt efter kun at have været i stille vand hele sæsonen. Så nød det faktisk, så det gik i fin stil for alle mand ud til Kajbjerg Skov, men der blev nu ikke snakket meget undervejs. Til kaffe pausen diskede Vagn op med rester fra weekenden... og hvilken rest: Skønneste jordbærtærte, og til trods for det lille selskab... Blev der ikke levnet en krumme.
Vi satte igang igen, og da der var gang i havet var Sjak sød lige at hjælpe mig i kajakken...og alligevel måtte jeg lige ned og mærke om vandet var lunt, og det var det 😊...så nu er årets vandtur klaret. Imens mørknede det en smule og jeg så i det fjerne et enkelt lyn... Det så dog ud til at vi lige netop kunne slippe fri.
Madpakkerne blev nydt ved Tårup Strand, hvor solen var rundhåndet og skinnede skønt...i et par minutter.
Havet havde også godt af vores pause og viste sig pludselig fra sin pæne side... så min frygt for bølger skrå bagfra, hele vejen hjem var fuldstændigt spildt.
Næsten tilbage ved isætningsstedet så vi noget, der godt kunne ligne en kajak på taget... Tættere på så vi, at det var Carsten som stod i vandkanten og pudsigt nok skulle ud og træne lidt..Hyggeligt lige at få hilst på ham.
Tak for hyggeligt selskab og en skøn dag i bølgen blå.
Dorthe

