Mandag d. 31-5 ø-hop

02 600 x 257
Vi var 8, som ikke kunne holde os hjemme på maj måneds flotteste solskinsmandag. Bent var turleder. Jeg ved ikke, hvad han havde planlagt, men efter lidt palaver blev vi enige om en ø-tur til Hjortø og Drejø med isætning fra Skovballe Havn på Tåsinge. Udover Bent bestod flotillen af følgende enheder: Anne-Sofie, Finn, Henrik, Kaj, Mads, Mogens og Vagn.
Næppe var den første kajak båret ned til den tangfyldte strand nord for havnen, før en mand i en afmålt tone henviste til et skilt med takster for brug af havnen. 30 kr. for isætning af en kajak. Bent betalte, og hvis ikke vi har betalt Bent, så skylder vi ham dem endnu.
Åh, hvor var det dejligt, at komme på vandet, det var min første tur i år. Hen over den lysegrønne sandbund, og med 3-4 m s dybde kunne vi stadig se bunden.Og havets blå farve! Og man kan se langt! Og sejle sammen med gamle kajakvenner! Inden vi svingede mod syd for at komme ind til Hjortø havn sejlede vi knapt 100 m i 25 cm dybt vand. Det er passagen mellem Hjortø og Hjelmshoved.
Og hvor dejligt at være tæt bænket til kaffe og nyde Anne-Sofies lækre søsterkage.
Hjortø Havn har shelters, toilet og bruserum i fin stand, så man kan sagtens overnatte der. Vi gik en tur op til Hjortø by, men så hverken klokkefrøer eller mennesker.
På turen videre til Drejøs havn mod nord holdt vi tilbage for Ærøfærgen og Drejøfærgen og 2 lystsejlere.
Det var en lang etape, man skal jo uden om Knappen på Drejøs nordlige odde. I det bløde græs og i læ og i sol nød vi så, hvad kajaklugerne gemte. Da jeg tyggede den sidste mundfuld af Kajs uddelte argurk skete det ligesom i een lang bevægelse, hvor jeg endte med at ligge ned i græsset. Og sådan gik det med flere af os.
Finn og Anne Sofie foretog imidlertid en lille ekspedition til bymidten og hurra! - de kom tilbage med vanilleis med chocoladeovertræk. Tak for det Finn.
Ved kaffen på tilbageturen hentede jeg en sammenkrøllet dagmartærte og efter, at den var rettet ud, lod den sig dele med 45 graders snit. Godt at have noget sødt til sidst, fordi:
Selv om strækningen var den samme ud og hjem, så føltes hjemturen noget længere.
En rigtig dejlig tur på 20 km.
Mads