119976557 3629649450388108 4672494613139687917 o 600 x 270

Turledere: Benny og Peter.
Deltagere: Anne Sofie, Thomas, Hong, Niels, Mogens, Lene, Karen Elise og Yvonne.

Der var afgang fra klubben kl. 9.00 med kurs mod Ebbevejen.
Der var lavvandet, da vi kom, så der var et stykke ud til vandet.
Vi trak kajakkerne det første stykke, indtil der var dybt nok til at sejle.
Solen lod vente på sig. Der var tåget, så der blev sejlet efter Bennys planlagte rute ved hjælp af kompas.
Alle havde set, at solen skulle komme frem efter frokost, så vi var fortrøstningsfulde.
Da vi kom ud på lidt dybere vand, fik vi selskab af en flok nysgerrige sæler som fulgte os et stykke. Måske blev de tiltrukket af hyggesnakken, der gik lystigt.
De blev muligvis skræmt væk af Niels` rumlende mave eller hans klagen over, hvor længe det var siden, han havde spist.
Mogens tog en lille afstikker for at kigge på fugle.
Vi holdt kaffepause på Holmen. Karen Elise havde bagt muffins og Lene havde bagt småkager, så der faldt lidt ro over Niels et øjeblik. Han syntes dog at småkagerne manglede krydderi, så han tilsatte en portion sand til en del af dem.
Vi roede videre stadig i tåge (nu kommer solen jo snart). Niels var sulten igen.
Benny mente at der blev snakket for meget og roet for lidt, så tempoet blev sat op.
Det skulle heller ikke hedde sig, at nybegynderen var grund til at vi ikke nåede øen rundt.

Vi holdt frokostpause ved fyret, hvor der blev plukket modne figner på træet ved fyrhuset med livet som indsats.
Mogens blev tilbage og holdt skansen (eller fik en middagslur) imens vi andre gik øen rundt i vores terrængående neoprensko.
Selvom øen ikke er stor, kan man godt få en rask diskussion i gang, om hvilken vej man skal gå.
Vi fandt rundt og så en flok dådyr og en flok får, deriblandt en stor flot vædder.
Vi fik historien om vraget fra den uheldige sejler, der druknede tæt ved øen.

Og så skulle solen komme – men det gjorde den ikke. Tågen lettede dog lidt og vi kunne se til Fyn.
Niels var mæt, men nu var han træt.
Vandet var spejlblankt, hvilket mange af os nød synet af. Mogens ville hellere ha bølger.
Da vi kom rundt om Æbelø på vej mod Fyn, var et marsvin oppe og trække luft nogle gange.

Vi holdt eftermiddagspause på den anden side af Holmen og spiste og drak resten af forsyningerne. Niels var bekymret for resten af turen uden mad.
Han overlevede resten af turen.
Vi var i land ca. kl. 16, fik læsset kajakker og kørte hjem til klubben.
Vi mødte solen da vi kom et stykke ind i land. Så havde vi da set den.
Vi sagde farvel og tak kort før kl. 17.

Endnu engang tusind tak for en livgivende oplevelse i vores dejlige natur med venlige, hyggelige mennesker, godmodigt drilleri og gode snakke under roningen. Nybegyndere kan godt tåle at blive pisket lidt.
Tak til Benny og Peter for god planlægning og turledelse og tak til Hong for hendes iver efter at tage flotte billeder som hun lægger på Facebook. Og du skal bare blive ved med at snakke som du gør, selvom drengene driller.
Tak for kage Lene og Karen Elise.

Vær hilset – Yvonne.

 

 

 

oldlogo

Seneste ture 2020

Mandag d. 19-10 Thurø rundtMandag d. 19-10 Thurø rundt

  Vi var turlederne Bent og Kaj, Anne Sofie, Hanne ,Solveig ,Lene, Finn , Mogens ,Tonny, Thoma [ ... ]

Flere artikler

Seneste ture 2019

Søndag d. 29-12 EnebæroddeSøndag d. 29-12 Enebærodde

  Turleder Sjak
Deltager: Hanne, Mogens, Kaj, Bjarne, Henrik, Jess, Dorthe, Lene, Bent, Begitte [ ... ]

Flere artikler