69381350 2736506749695728 2437883493737299968 n 600 x 450

Turleder: Erik R.
Deltagere: Sjak, Stig, Laila, Linda, Eva Anette, Henrik, Lene, Benny, Lene G., Birgitte, Mogens, Tonni.
Vi var 11 deltagere der skulle afsted fra klubhuset, vi skulle så mødes med Stig og Laila, der kom fra København. En bil skulle over Nyborg for at samle Eva Anette op de 2 andre kørte mod Sjælland, vi havde så aftalt at mødes på rastepladsen i Tuelsø. Erik havde medbragt rundstykker, brunsviger og kaffe som vi nød inden vi begav os videre mod Stevns. Kajakvognen kørte direkte mod Rødvig Havn hvor vi skulle sætte ud fra, de 2 andre kørte til Præsteskov for at mødes med Stig og Laila. Her skulle den ene bil efterlades og os fra den bil kørte videre med Stig og Laila til Rødvig og kajakvognen.
Vi skulle sætte i fra Rødvig Roklubs broer, et rigtigt dejligt anlæg. Inden vi skulle i vandet fik vi lige nogle dessiner fra turlederen. Der var mulighed for at vinden kunne blive rimeligt kraftig over middag, derfor skulle vi ro i par dvs. vi fik en fast romakker som man skulle være i rimelig kontakt med. Dette med henblik på redningssituationer el. lign. Vi fik også oplyst hvor pauserne var planlagt og de 2 "endestationer", 17 km hvor chaufførerne til bilerne stod af sammen med andre, der ikke ville mere, og 25 km. for dem som ikke kan få nok.
Vi kom i vandet og satte kurs op langs Stevns flotte kyst, med de hvide klinter. Vejret var fantastisk, høj flot sol og vinden var ganske rimelig og skråt ind bagfra, så der var rig mulighed for at nyde udsigten. Første stop var frokost ved Højerup Gl. Kirke, strandene ved klienterne er, hvis der overhovedet er nogen, ganske stejle stenstrande, pga. bølgerne blev det derfor aftalt at dem som kunne gå i land uden støtte af pagajen skulle gå ind først og derefter hjælpe de andre i land. Mere om Højerup Kirke senere.
Fra Højerup gik det videre nordpå og efter en kaffe/kage pause i et gammelt kalkbrud nåede vi første endestation, hvor chaufførerne stod af for at hente biler, resten fortsatte videre til sidste endestation ved Strøby Ladeplads. Da vi gik i land var bilerne ikke kommet endnu så vi benyttede lejligheden til at tage en dukkert, det var tiltrængt ovenpå den varme tur. Hvis den lørdag var den sidste rigtige sommerdag i år, var der ikke noget bedre sted man kunne have tilbragt den, end i en kajak med Stevns klinter om bagbord. Bilerne ankom, vi fik læsset kajakkerne og kørte mod Rødvig Camping, hvor vi skulle overnatte.
Der var ikke mange gæster på campingpladsen så vi havde masser af plads til at brede os og fik kapret 3 bord/bænkesæt. Vi slog telte op og nogle gik i gang med at varme aftensmaden, Eva Anette havde lavet skipper labskovs. Der var både hjemmebagt rugbrød og masser af rødbeder til. Vi fik også afprøvet klubbens nyanskaffelse, en kuppelformet pavillion, den fungerede ganske godt og var nem at slå op. Senere fik vi nok engang kage og vejrudsigten blev debatteret, nogle steder lovede man regn kl. 21:00 den kom dog ikke på det tidspunkt. Men det begyndte at buldre og lyne i det fjerne og det kom desværre vores vej. Jeg havde knap nok ramt madrassen før regnen begynder og den blev kraftig.
Næste morgen var den heldigvis væk og vi stod op til en ganske pæn morgen, det var aftalt aftenen før at vi skulle køre fra pladsen kl. 09:00, så efter morgenmaden pakkede vi telte ned og læssede i biler. Dagens første punkt var en gåtur langs klinten ud til Højerup Kirke. Vi parkerede bilerne ved siden af af Stevnsfortet, herfra var der 3 Kilometer langs klinten ud til kirken. Det var en oplevelse at se klinterne fra den side også, stien gik det meste af vejen lige på kanten, så der var rig mulighed for at beundre udsigten over klint og hav. Da vi kom til kirken aftalte vi et tidspunkt at mødes for at gå tilbage, vi havde en aftale ved Stevnsfortet kl. 13:00 og vi skulle spise frokost først.
Lidt om Højerup Gamle Kirke: "Siden kirken blev bygget omkring år 1250 havde klintekanten nærmet sig ubarmhjerteligt. Ifølge lokale sagn rykkede kirken hver julenat et hanefjed ind i land, men det var altså ikke nok til at redde den. I 1600-tallet var klinten begyndt at gnave sig ind på kirkegården med det makabre resultat at kisteender og skeletter stak ud af klinten. I 1910 opgav man at bruge kirken, men der skulle gå endnu 18 år inden skæbnen indhentede bygningen. Den 16. marts 1928 klokken fem om morgenen skete der et klinteskred ved Højerup, skredet var så stort at det tog koret fra Højerup gl. Kirke og en stor del af kirkegården med i faldet. Den delvist nedstyrtede kirke blev hurtigt et tilløbsstykke. I løbet af tre dage besøgte omkring 40.000 mennesker Højerup. Alle var fascinerede af det dramatiske syn af en overrevet kirke og de sørgelige rester af kor, alter, gravsten, kister og skeletter nede på stranden. Ret hurtigt efter styrtet blev det besluttet at sikre kirken mod yderligere nedstyrtning. I dag knejser kirken stolt på den yderste klintekant, og det forsvundne kor er blevet erstattet af en udsigtsterrasse, der giver et fantastisk udsyn over klint og hav."
Vel tilbage fra kirken spiste vi vores frokost, der hvor bilerne var parkeret, der blev også plads til en "morfar", inden vi kørte over til Stevnsfortet, til vores rundvisning. Vores guide var historiker og fortalte levende om fortet og dets historie, han kom også omkring nogle af de ydre begivenheder der førte til fortets opførelse og også dets endeligt. Fortet blev taget i brug i starten af 50'erne og blev taget ud af drift i 2000, i 2008 genopstod det som koldkrigsmuseum. Første del af rundvisningen var det øvre terræn, her var fortets bevæbning placeret til beskyttelse af fortet. Hovedarmeringen bestod af 2 pansertårne med hver 2 stk. 150 mm kanoner, kanonerne kunne række 23 km og dermed dække både hele Øresund og de to mulige landgangsstrande ved Faxe Bugt og Køge Bugt. Der var desuden opstillet et HAWK-batteri på området. Radar til overvågning, til brug for kanoner mm. er også placeret her. Vi gik derefter ned i den underjordiske del af fortet, her var de tekniske installationer til radar, ildledercentral til kanonerne, mandskabsstuer, ammunitions opbevaring mm. Disse gange er placeret 18 m under terræn. Temperaturen hernede ligger konstant på 10 grader, da gangene ikke mere er opvarmede, det var en kølig affære, men meget interessant.
Efter besøget i Stevnsfortet skulle vi have kaffe og kage inden vi kørte hjem, denne skulle indtages i Boesdal Kalkbrud, men da vi nåede frem var den desværre optaget af en flok mænd i hurtige biler. Vi måtte så finde et andet sted, og fandt en rasteplads hvor vi kunne få kaffen. Efter kaffen skiltes vi fra Stig og Laila der skulle mod København og vi andre satte kurs mod Fyn. I planen fra turlederen var det meldt ud at vi var hjemme 17:28, men klokken var tættere på 17:58 inden vi ramte klubhuset. Ifølge turlederen var det guiden på Stevnsfortet der var skyld i det, fordi han havde brugt 1/2 time mere end beregnet. Men lige meget hvad, så tilgiver vi dem begge for vi har haft en fantastisk weekend.
Tonni

 

 

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér

oldlogo

Seneste ture 2019

Mandag d. 14-10 Seden StrandbyMandag d. 14-10 Seden Strandby

Turleder. Bent øvrige: Mogens. Jess. Finn. Tonni. Bjarne og Kaj
Søndag aften regnede, tordnede de [ ... ]

Flere artikler