Lørdagstur den 21/4 2018
Deltagere: Kia, Begitte, Benny og Erik. Turleder Erik.
Der var 1, der var 2, der var 3, der var 4, der var .... Ja en lille kernegruppe på 4, heraf 2 af klubbens mest dekorative kvindelige medlemmer tog på en kajaktur i det sydfynske og besøgte den lille ubeboede ø i Svendborg Sund, der hedder Iholm Ø. Turen startede ved broen over til Thurø, mod vest, ind gennem Svendborg havn, og så på de gamle dages træskibe, forbi færgelejet og hen til sejlklubben, hvor en bænk stod og ventede på os til formiddagskaffen og den første kage. Videre mod Iholm med 6 m/s lige mod og i modstrøm. Efter broen dukkede Iholm op i horisonten. Det syntes at være meeeget langt derhen. Men det lykkedes. Holdt pause på den østligste ende, hvor der var læ og blødt græs. Tilbage mod broen som vi nåede i løbet af nulkommafem i medstrøm og medvind. Frem og tilbage er ikke lige langt i en kajak. Sidste (kage)pause ved Vindebyøre, hvor bænk og pavillion var sat frem til os. Det er et meget turistvenligt område.
Supertur på i alt 15 km.
Fra VisitSvendborg.dk om Iholm:
I 1853 blev der ved et tilfælde opdaget en stor vikingetids skat på Iholm.
En dag lå der på toppen af et muldvarpeskud en mønt og blinkede i solen.
Muldvarpen var kommet til at grave en af sine gange tværs gennem et større skatkammer med sølvringe, barre og en pung med 475 mønter, arabiske, tyske og engelske - de yngste fra år 1002-1024.