Mandag d. 1-10 Signebjerg

 RIMG0970 600 x 337

Turleder og ansvarlig for gastronomi: Bent
Referent: John
Øvrige deltagere: Jørgen Roiy, Mogens, Kaj og Erik Reinsborg.
Turens distance: 15 km., 17 km. og 19 km.

I klubhuset aftalte vi at køre til Knold og ro via Horne Sommerland til Sønderhjørne.
Da vi ankom til Knold, kunne vi se, at vi ikke ville have en chance for at søsætte kajakkerne, uden at de straks ville blive bordfyldt, så vi kørte i stedet til Sinebjerg, hvor det var som at komme til en anden verden – eller måske bare en anden årstid.
Vi startede på roligt vand, men allerede da vi havde rundet det første hjørne fik vi modvinden lige i hovedet, og der kom noget facon på vandet. Bølgerne var ikke nogen teknisk udfordring, det var bare benhårdt knokkelarbejde hen til Horne Sommerland, hvor vi gik i land til kaffepausen med en lille dram og en lakridspibe.
Medens vi holdt pause lagde vinden sig, og vi kunne ro i rimelig læ forbi naturistcampingpladsen (der var ingen badenymfer på stranden) til Sønderhjørne, hvor vi steg op ad trappen til den plads, hvor der er luksussheltere.
Nede på stranden gik 3 lystfiskere, hvoraf den en fangede en pæn havørred.
Kaj bærer jo som bekendt titlen ”grødhoved” efter hans gastronomiske indsats på sverigesturene, så Bent udnævnte ham til at røre rundt i gryden med det mad, som han havde medbragt. Da Bent tømte 2 plastposer med en ubestemmelig lyserød grumset masse ud i gryden tænkte jeg: Blommegrød ---- det kan han da ikke byde voksne mænd, der knokler i modvind på en kajaktur !!!!
Jeg gik lidt for mig selv og surmulede lidt, men jeg blev jo nysgerrig, så jeg kiggede ned i gryden og spurgte Kaj, om det var brændt på, eller om der var baconstykker i blommegrøden. Nu var duften begyndt at brede sig, så det gik op for mig, at det var æbleflæsk. Jeg fik ikke lige fat i, hvilken æblesort det var, men den havde noget lyserødt frugtkød og smagte simpelthen himmelsk.
Hjemturen startede med moderat medvind, men da vi kom forbi Horne Sommerland steg vindstyrken og bølgerne, så det krævede lidt mere teknik at udnytte bølgerne til lidt surf.
Vi blev spredt lidt ud, så Mogens, Erik og jeg var forrest, og vi missede simpelthen landgangsstedet,så vi roede for langt. Da vi fandt ud af, at vi var nået helt hen til Drejet ved Knold, gik jeg i land, medens Erik satte pagajen dybt i vandet for at indhente Mogens. Han nåede ham vist lige før, han skulle til at bestille en hotdog på torvet i Faaborg :). Da de kom tilbage, måtte jeg sige, at jeg blev på stedet, for jeg var blevet så træt i lænden, at jeg
ikke følte mig sikker i kajakken. Jeg havde heldigvis fundet et sted med læ, og jeg havde varm kaffe og en lakridspibe, som jeg kunne hygge mig med, til jeg blev hentet.
Det var en lidt utraditionel afslutning på en kajaktur, og jeg fik heller ikke min obligatoriske dukkert.
John