Weekendtur Fur d. 31/8 - 2/9



20180901 153229 01 01 600 x 346
Deltagere: Eva Anette, Erik B., Carsten, Begitte, Hanne, Benny, Henrik, Lene, Mike og Tonni.
Turleder: Erik R.

Vi var 11 forventningsfulde roere der var mødt op fredag eftermiddag til en tur til Fur. Afgang var kl. 16:00 sharp (Erik R. var turleder) slutdestinationen var Nykøbing Mors camping og turen derop gik uden problemer. Et enkelt stop lige før Herning til en kop kaffe og kl. 19:30 var vi ved campingpladsen.
Vi fik tildelt vores pladser og fik sat telte op. Nu var det tid for aftensmad, som Erik R. stod for, og fordi vi ankom så sent var det kold mad. Det kan lyde simpelt, men nu er det jo ikke for ingenting at det hedder Odense Havkajak og Gourmet Klub. Erik havde kreeret en græsk inspiret kold kartoffelsalat med bl.a gede feta og oliven og dertil marineret stegt oksekød og tzatziki. Der var selvfølgelig også dessert, tærte med blåbær og marcipan og med creme fraiche både den almindelige og den fede, MUMS.
Før maden havde Erik sendt et skema rundt med weekendens praktiske gøremål, man skulle skrive sig på 2 steder undtagen hvis man valgte at skrive referat. Nu har jeg altid været lidt en doven hund, så valget var oplagt. Efter mad og oprydning snakkede vi lidt om morgendagens tur, der var forslag om udgangspunkt fra campingpladsen til turen Fur rundt, det ville give 2 x 5 km. oven i. Det blev fravalgt og udgangspunktet blev Sæbygårds Hage lige overfor Fur.
Lørdag var vi oppe kl. 07:00 som vanligt, men da kiosken med morgenbrød først åbnede kl. 8 var der masser af tid til morgentoilette, en kop kaffe og en lille gåtur. Nå men morgenmaden blev overstået og vi kørte mod Hagen. Kajakkerne kom i vandet og kursen sat mod Fur og formiddagens kaffepause, men undervejs var der noget som fangede vores opmærksomhed. Det var en masse grå plastik bøjer som flød på vandet i en tæt klynge. Vi sejlede derhen og så at det var en muslinge farm. Eva Anette som lige har været på en tur med en vandmand (pendant til landmand) med en sådan farm, gav en større beretning om muslingedyrkningens ædle kunst.
Nu var det blevet tid til kaffe så vi fandt hurtigt det udsete punkt på Fur og gik i land. Der lå en klit hvor vi gik i land, så selvfølgelig skulle kaffen indtages på toppen af den (føj vandre-laug til klub navnet). Fra toppen var der en fremragende udsigt over Limfjorden mod Mors, at der så var chokolade- og æblekage til kaffen gjorde ikke tingene ringere. Kagerne var Mike’s fortjeneste. Nå men gode ting varer jo ikke evigt så vi måtte ned til kajakkerne og videre nord om øen. Furs nordlige kyst har et fantastisk landskab med høje klitter hvor jordlagene tydeligt træder frem i al deres forskellighed. Der var høj sol og ikke en krusning på vandet så det blev en herlig tur.
Efter et par små tisse- og strække-ben pauser kom vi rundt om Færker Odde og krydsede Færker Vig og fandt et sted vi kunne holde middagspause (Engelstør Odde). Da vi havde rugbrød med denne gang, blev det en god pause. Under maden fortalte Erik R. en historie fra det virkelige liv, om hvor galt det kan gå når man ikke har styr på vejret og overvurderer egne evner. Historien endte godt men illustrerer at det ikke er legeværk at være på vandet, alle til eftertanke.
Det blev en god lang pause men så skulle vi på den igen; vi holdt en mindre pause ved færgehavnen, hvor Eva Anette skulle have et stempel (Ø-pas). Vi lod derefter færgen passere og tog det sidste stykke til udgangspunktet (godt 23 kilometer I alt). Nogle af os havde snakket om at sejle herfra og tilbage til campingpladsen; så efter kaffe og lidt mere kage var vi 7 der tog vandvejen til campingpladsen. De resterende skulle få bilerne hjem. Vi aftalte at Erik R. skulle hente kajakkerne ved stranden på den anden side, så det blev jo et kapløb om at nå frem først, og vi nåede lige op på stranden før Erik og kajakvognen. Vi havde så også holdt et gennemsnit på 7,5 km/t. på de godt 5 km. over.
Aftensmaden denne aften var Carstens fortjeneste og den lod ikke gårsdagens noget efter, Marokkansk lammegryde med cous-cous og salat. Der blev igen tid til lidt hygge inden soveposerne kaldte, vi skulle have lejren pakken sammen søndag morgen inden morgenmaden kl. 08:00.
Søndagens tur skulle være til det nordlige Mors forbi Hanklit. Den ene bil blev stillet nord for Flade hvorefter vi kørte til udgangspunktet, der var Vilsund lige ved broen. Vi kom i kajakkerne, under broen og til højre langs kysten mod Hanklit, der var delmålet. Kysten her minder en del om Furs nordkyst med høje klitter og vejret var lige så godt som om lørdagen. Vi nåede Han Klit hvor turens eneste pause var. Vi skulle selvfølgelig op på klitten (der var vandre-lauget igen), ifølge Wikipedia er toppen 60 m over havet. Vel oppe kunne vi nyde udsigten over Thisted Bredning og kaffe uden kage, der var dog enkelte formildende omstændigheder til (chokolade, salt mandler mm.). De tre der skulle hente bilerne i Vilsund tog afsted lidt før os andre, vi andre fulgte lidt senere og tøffede stille og roligt mod målet. Vi var kun lige ankommet da bilerne dukkede op, vi fik klædt om og bagefter var der frokost. Turen var knap 12 km.
Efter frokosten læssede vi kajakkerne og så gik turen hjemad. Igen et stop omkring Herning med kaffe og denne gang var der kage (Eva Anettes fortjeneste). Vi var ved klubhuset lidt før 18:00 fik læsset pakkenellikerne af og fik kajakkerne i hus. Det var absolut en vellykket weekend på alle måder og kan godt gentages en anden gang.

Tonni 

}