Turleder: Bent, Chefkok: Jørgen Roiy , øvrige deltagere: Kaj, Finn Obel, Tonni og John.
Vi mødtes planmæssigt ved klubhuset lidt før klokken 9, så vi kunne pakke kajakkerne og beslutte målet for dagens ekspedition.
Vi blev enige om at starte ved Strib Fyr og tage en tur på Lillebælt.
På vejen mod Strib kontrollerede Finn de aktuelle strømforholde i Lillebælt, så vi var forberedt på, at vi ville ro i modstrøm, og at den ville vende ved middagstid - - - kort sagt, hele dagen i modstrøm.
Vi krydsede straks over til den anden side af Lillebælt og erobrede landet. Herefter roede vi forbi flere idylliske steder, hvor vi kunne have indtaget vores formiddagskaffe, men det endte med, at vi gik i land lige da vi havde roet under den nye Lillebæltsbro. Her var borde og bænke og en flot udsigt til de håndværkere, der var i gang med at brandsikre broens bærekabler. Idyl ??????
Jeg ved ikke om det var indbildning, men det så ud til, at håndværkerne kiggede ned på os, da vi sang den omdelte sang. Jørgen var selvfølgelig tekstforfatteren.
Nu skal turlederen ikke have flere prygl, for det var dæleme en dejlig tur.
Efter kaffen roede vi hen til den gamle Lillebæltsbro og krydsede tilbage til vor egen landsdel. Der var ikke forbandet store bølger, men for pokker hvor var de rodede. Vi roede langs kysten forbi den gamle badeanstalt og hen til Gals Klint Camping, hvor vi fik øje på borde og bænke. Begge Trangia’er blev fyret op, så vi kunne få klar suppe suppleret med tortellini, kogte pølser og ristede hvidløgsflutes.
Hjemme i spisekøkkenet ville vi nok regne sådan et måltid for noget roderi, men ude under Guds (delvis)blå himmel var det et uforligneligt herremåltid. For at holde stilen havde Jørgen taget en flaske Montepulciano med, og Kaj belærte os om, at vi skulle holde om glassets stilk, når vi skulle drikke med stil.
Hvad pokker hjælper det, når man drikker vinen af koppen fra en termoflaske L.
Efter frokost gik turen tilbage til udgangspunktet. Vi havde roet godt 8 km. inden frokost, så der var ca. 10 km. hjem i modstrøm. Et stykke af vejen fik vi en god hjælp af vind og bølger bagfra, så vi kunne surfe uden den voldsomme fysiske indsats, men pludselig blev jeg svimmel af kajakkens bevægelser, så der var ikke andet at gøre end at søge ind under land og tage den lange, seje rute uden hjælp af bølgerne.
Da vi nåede tilbage til fyret, var det den sædvanlige rutine med at læsse kajakkerne, og det var de sædvanlige tre, der var friske til en afsluttende dukkert. Det var fascinerende at svømme i så stærk strøm, at man ligger på samme sted ligesom i en modstrømskanal i et vandland.
Der var sådan rimeligt roligt i bilen på vejen hjem, og vore koner havde vist ikke meget bøvl med nogen af os om aftenen
John
