Tur leder: Bent
Deltagere: Kaj, Jørgen R, Tonni og Hanne.
På denne dejlige solskins dag sidst i august var mandagsturen planlagt til at skulle foregå i Odense Fjord.
Der var ingen vind, totalt havblik og en smuk udsigt så langt øjet rakte.
Vi satte kajakkerne i vandet ud for Bogø Havekoloni – lidt af en udfordring pga den høje bro, men alle klarede det og vi roede i roligt tempo til Sortehusene for at drikke formiddags kaffen.
Derefter stilede vi direkte til Vigelsø, hvor vi gik i land på den lille strand neden for bålpladsen.
Vi startede med at vandre øen rundt for bl.a at tjekke op på slåenbær og paradisæbler – de er knapt modne endnu – der var masser af paradisæbler på træet ved gården, men der var nu meget sparsomt med slåenbær på de utallige buske der findes på øen. En smule bekymrende - håber sørme der bliver nok bær til alle når der skal produceres slåen snaps til årets julefrokost .............
Vi var selvfølgelig en tur oppe i fugletårnet for at nyde den fantastiske udsigt.
Frokosten blev nydt ved bålpladsen i strålende solskin. Kaj fortalte – dog ikke om sin barndom, men om så mange andre oplevelser – alt sammen ganske fornøjeligt omend nogle havde hørt det hele før...........
Hjemturen gik over Klintebjerg – (det var lavvandet og derfor ikke muligt at ro rundt om Vigelsø – derefter videre ind mod kanalen før vi krydsede over mod Stige Ø og op ad åen og tilbage udgangspunktet.
Det blev en tur på 15 km.
Jeg observerede en sæl på hjemturen – den stak lige sit søde hovedet op over vandoverfladen for at se sig omkring.
Da vi var på Stige Ø havde jeg inviteret til kaffe og flødeskumskage i Inges og min kolonihave efter turen og vi hyggede os i vores have under vores gamle æbletræ en lille stund før vi skiltes.
Tak for atter en dejlig mandag på vandet.
Hanne Neumann