Tur leder Bent
Deltagere: Erik R, Finn, Benny, Kaj, Jørgen R, Henrik, Lise, Inge og Hanne N.
Turen denne mandag var planlagt til det sydfynske med start fra Skårupøre strand og sejlads til Lundeborg – en tur på ca. 23 km tur retur.
Vejret var dejligt med en passende balance mellem temperatur, sol og vind plus skiftende skyer. Der var lidt bølger i starten, som gjorde det lidt svært at styre kajakken, men vi kom hurtigt i læ og kunne nyde den smukke strækning, som denne rute jo netop er.
Stemningen helt i top – gruppens størrelse slog vist rekord idet indtil flere ferierende roere havde besluttet at bruge mandagen sammen med pensionistholdet – dejligt – de var alle særdeles velkomne.
Og snakken gik om stort og småt – hele tiden ............
Der blev da også fotograferet en masse – indtil flere arrangerede foto-shots!!!
Frokosten blev nydt på havnen i Lundeborg og de obligatoriske pauser med hjemmebag mm. blev afviklet på sædvanlig vis i løbet af ruten.
På tilbageturen løb vi ind i strid modvind og pæne bølger de sidste 3-4 km, så da måtte der lægges kræfter i – snakken forstummedes og alle så lidt sammenbidte ud, men ingen havde problemer med at ro hjem – Erik kom først selvfølgelig – galant som han er havde han først tilbudt pigerne et trække-tov, men pigerne havde heldigvis kræfterne i behold og takkede nej – man har vel også sin ære og stolthed at tænke på – trætte var vi godt nok om aftenen!
Der blev rullet nogle gange af de erfarne og til slut blev der badet i det 17grader dejlige vand. En stor is fik de fleste før vi kørte hjem.
Atter en super skøn dag på vandet omkring vores smilende ø.
Stor tak til turlederen og alle deltagerene og på gensyn næste mandag.
Smilende ø, hvor ligger du kønt
Der mellem blånende bælter.
Vårvinden bøjer de levende hegn,
Som favner om frodige felter.
Af istids vælde du groede frem-
Et yndefuldt rige, et fredeligt hjem,
en forårsgrøn blomstrende have.
Forunderlig skabt blev hver bakke og vig.
Hvor ligger du venlig og frodig og rig
Under de drivende skyer.
Smilende ø i det dejlige blå.
Sogne og kønne små byer
Lyser i solen ved sund og ved sø,
der farves af himmel og skyer.
Her dufter dagen af mildhed ved vår,
her grønnes det tidligst hver eneste år.
Og sindet bliver mildt, når det våres.
Årtusind tilbage, en dag i april
På Fyn, ja, der tror jeg, at smilet blev til
mellem de blånende bælter.
Denne hyldest til vor skønne ø er forfattet af Vibeke Flach.
Hanne Neumann