Onsdag d. 26-4 Flyvesandet

IMGP0839 600 x 450

Turleder Erik R. Øvrige deltagere: Jørgen R. Begitte. Benny. Annmarie. Henrik. Alex. Kaj. Lene R. Lise. Hanne N. Jesper. Diana og Dan.

12 friske roere mødte op ved klubhuset denne aften og 2 mere stødte til ved stranden i Flyvesandet.

Det var rigtig aprilsvejr, hvor vi havde oplevet alle fire årstider i løbet af dagen og mange måtte da også tilstå, at de havde haft deres reservationer mht. hvorvidt de egentlig gerne ville ud at ro.............

Men - al tvivl forsvandt øjeblikkelig da vi stod ved traileren og den sædvanlige entusiasme indfandt sig omgående – stemningen høj som sædvanlig og store forventninger til aftenens udflugt.

Erik havde bestemt vi skulle til Flyvesandet , det var ikke det mest rolige vand denne aften, men han mente vi skulle udfordres lidt ...........

Og det blev vi!

Det blæste ret frisk og koldt var det sørme også, men vi fik iført os alt udstyr – det tog noget tid – mere for nogen end andre, men snart var kajakkerne i vandet og på trods af vind og bølger lykkedes det alle at komme sikkert afsted.

Der var pæne bølger – blæsten vel 6 meter i sekundet – og det var med at komme lidt væk fra kysten og undgå at sejle direkte i brændingen.

Bølgerne fik vi ind bagfra og det kildede godt i vores maver og var faktisk rigtig sjovt omend ikke for folk med hang til søsyge.......

Erik belærte os om hvordan pagajen skulle hugges lige ned midt i bølgen når den kom ind mod os og igen når den forlod os på den anden side af kajakken.

Det virkede og alle klarede det rigtig fint. Ingen væltede – den eneste der var under vandoverfladen var turlederen selv, som foretog et par meget hurtige og særdeles elegante og fuldstændige perfekte rulninger - meget imponerende.

Pausen blev afviklet ved det lille badehus og turen hjemad foregik i den skønneste og mest farverige solnedgang jeg nogensinde har oplevet – vinden havde pludselig lagt sig og der var næsten havblik – himlen var i det fjerne dækket af store og faretruende mørke skyer – andre mindre mørke og nuancerne blev blandet med de mange røde og orange farver solen kan præstere lige før den går ned. Der blev fotograferet flittigt så I kan selv se!

Håber webmasteren lægger masser af fotos ud!

Da der ikke var nogen af vinterbaderne med denne aften sprang vi andre også dukkerten over og kørte i stedet hjem til klubhuset til den sædvanlige ostemad med tilbehør, hvor vi sammen genoplevede turen og morede os over hinanden.

Drilleriene blev der heller ikke sparet på denne aften!

En super tur – stor tak til alle og især til turlederen.

Hanne Neumann