sosatning 003

Som det efterhånden er blevet tradition, kørte vi til Løgismose med campingvognen om torsdagen, så vi kunne få årets første miniferie ud af det.
Meteorologerne havde ikke givet os de allerstørste håb for den udvidede weekend, men vi kunne da altid håbe, at de tog lidt fejl.
Villy havde allerede etableret sin campingvogn i stormvejret om onsdagen, og Per var etableret i sin sædvanlige hytte.
Per roede om formiddagen en kort tur ind i bugten, hvor han så en af havørnene ude over vandet.
Om eftermiddagen gik Per og jeg en tur med kameraerne for at se, om vi kunne møde ørnene inde over land. Ganske rigtigt ! Begge ørnene kom tilbage fra bugten for at gå ned på reden, men de blev drillet af en flok krager, så de nåede at flyve en del rundt, inden de gik ned på reden. Det var desværre rigeligt langt ude til at vi kunne få rigtigt gode fotos af dem. Oplevelsen blev dog ikke mindre af den grund.
Da vi spiste aftensmad kom den ene af ørnene flyvende ganske lavt hen over campingpladsen.
Tidligt om fredagen kom trailerne med kajakker, partytelt og alt det andet grej.
I løbet af kort tid fik vi etableret et hold på 4, der roede hele vejen om Helnæs, medens vi var 3, der fulgte med til dæmningen og roede samme vej hjem igen.
Det var simpelthen så smukt vejr hele dagen, at vi skulle passe på solen – forsommeren faldt på en fredag i år.
Folkene kom i en lind strøm dagen igennem, så vi om eftermiddagen var tilstrækkeligt mange til at rejse partyteltet.
Alle de fremmødte havde meldt sig til Susannes traditionelle pasta med kødsauce, og vi blev hængende i partyteltet, hvor vi hyggede os til omkring midnat. Der var lige et par af de nye medlemmer, der fik åbnet smagsløgene for rom af en ordentlig kvalitet.
Om lørdagen var vejret nøjagtig lige så kedeligt, som de havde truet med. Koldt og med en strid vind fra den allermest ondsindede retning. I perioder kom der også en kold regn, der lige tog det sidste af det sjove.
Vi tilbragte det meste af lørdagen i partyteltet, hvor vi på sædvanlig vis meldte os til alle de opgaver, der skulle klares.
Da vi nærmede os klokken 14, hvor den officielle søsætning skulle foregå, kunne vi godt se, at vi ikke kunne gennemføre det som planlagt. I blæsten ville jeg ikke kunne holde den sædvanlige tale, da lyden bare ville blæse væk. Jeg kaldte derfor sammen til "skippermøde" i teltet. I betragtning af kulden og vindretningen ville vi ikke presse nybegynderne ud i en situation med forlæns og baglæns manøvrer m.v., hvor de ville risikere at få en dårlig oplevelse, så det skulle bare være en kort rotur i samlet flok med en efterfølgende dram til at varme sig på, når de kom i land.
Jeg selv blev på land, da jeg simpelthen frøs som en lille hund. Det er godt nok første gang i alle de år, vi har haft søsætning.
Den ene havørn kom lige hen over hovedet på os, da de var ude på vandet.
Sidste års succes med grubestegning kunne vi desværre ikke følge op på, da Lars skulle stå for det tilsvarende i Jernalderlandsbyen. Grillen blev støvet af igen, og denne gang stegte vi en oksefilet skåret ud som steaks samt en håndfuld marinerede svinefileter og gode grillpølser. Salatbuffeten havde den sædvanlige høje standard.
Lige som fredag aften hyggede vi os til omkring midnat med blandt andet den sang, som Hans Jørn skrev sidste år. Vores husorkester var repræsenteret med guitar, violin og tromme. Vi fandt ud af, at Benny også spiller, men det var for besværligt at slæbe Steinwayflygelet med på sådan en kajaktur.
Ved morgenmaden om søndagen blev det besluttet at pille teltet ned hurtigst muligt, da meteorologerne lovede yderligere opfriskende vind. I øvrigt var forskellen på dag- og nattemperaturen så lille, at der ikke var faldet noget dug, så vi kunne pakke teltet tørt. Der var ingen, der havde lyst til at tage på vandet, så de sidste kørte ved middagstid.
Jeg var lige ved at glemme, at på trods af småkedeligt vejr og meget lavvande om morgenen var vi de sædvanlige småskøre : Torben, Helle, Lene, Kaj, Rigmor, Stig, Marianne og jeg selv, der tog den traditionelle morgendukkert.
Deltagere: Listen i kalenderen med følgende tilføjelser: Alex optræder 2 gange, den ene er Kirsten. Desuden Karen, Villy og Grethe samt Anders Wiuff med kone og barn.

Seneste ture 2020

Mandag d. 14-9 Helnæs rundtMandag d. 14-9 Helnæs rundt

Turleder: Bent
Øvrige: Anne Sofie. Mogens Kaj Bjarne. Mads. Tonni og Finn Jeg ved ikke, om det va [ ... ]

Flere artikler

Seneste ture 2019

Søndag d. 29-12 EnebæroddeSøndag d. 29-12 Enebærodde

  Turleder Sjak
Deltager: Hanne, Mogens, Kaj, Bjarne, Henrik, Jess, Dorthe, Lene, Bent, Begitte [ ... ]

Flere artikler

Ture 2014