Turleder: Sjak

Deltagere: Stig, Marianne, Bent, Benny, Birgitte, Erik, Anders og Carsten.

Regnen trommede på bilen på vej mod klubhuset, og vejrudsigten lovede en del finregn. Æv for et vejr at skulle lave bål, mad og telte i. Tankerne kredsede omkring nogle muligheder for at bruge shelters, lader og klubhuse rundt i fjorden. Jeg tænkte på Bennys ord fra i onsdags. Det klarer altid op, når vi skal på tur uanset, hvad de lover i vejrudsigten. Det passede, hvad han sagde, mens vi pakkede og drøftede de forskellige muligheder blev vejret bedre.

Da vi endelig havde fået det hele ned i kajakken roede vi mod Viggelsø. Det tog ikke mange tag med pagajen før vi var fremme og fik sat lavuen og teltene op og pakket ud.

Snart snurrede trangiaen og der bredte sig en dejlig duft af kaffe. Vejret klarede helt op med blå himmel og sol. Hvem havde regnet med det. Det var jo lige det Benny havde lovet.

Sjak lavede nogle dejlige fiskehapser på ristet pumpernikkels med røget laks/peberrod og røget hellefisk med karse, hvilken dejlig mundfuld.

Så lavede jeg en pakke til bålet med rødfisk i appelsin/ fennikelsovs med en lille skvat pernod til at varme fisken med. Dertil aspargeskartofler og lidt salat. Jo maden fejlere ikke noget på sådan en tur, og det fortsatte sammen med det udmærkede vejr.

Mørket kom krybende, da Marianne serverede en dejlig kage med brombær, som Stig havde plukket, og dertil creme fraiche. Uhm det lå godt i maven.

Mørket var blevet så mørkt, at Anders måtte have Eriks pandelygte på for at hælde op i de små glas. Vi fik 3 forskellige rommer, der lagde sig godt oven på den gode mad.

Lidt mere brænde på bålet delte lidt varme ud til dem der rykkede tættere på. Trætheden kom snigende og vi valgte at finde soveposerne.

Solen var oppe tidligt om lørdagen. En lystfisker kiggede en ekstra gang, da Birgitte tog sig en morgendukkert. Det oplevede han nok ikke så tit. Det friskede sikket dejligt.

Bent var tidlig på færde og sørgede for friskbagt bannockbrød og hvad der ellers hører til et godt morgenmåltid. Vi pakkede teltene og roede mod Lindø. Det var stadig dejlig solskin og med en smule vind fra den bagerste kajakspids. Det er altid lidt spændende at ro tæt på Lindø og kigge på skibe og de store fødder til havvindmøllerne.

Da vi skulle tilbage var der en god modvind og lidt bølger. Anders og jeg ville ro tilbage for at pakke lavuen sammen. Den var knapt tør, men da en sort sky truede, blev den hurtig pakket sammen og straks efter væltede regnen ned. Det blev heldigvis til en ret kort byge og solen kom atter frem, men det blæste stadig en del.

På havnen i Klintebjerg serverede Benny de gode pølser fra slagteren i Nr. Åby (der er lukket om mandagen) og paté. Det gav lidt ny energi, så Carsten, Sjak og Anders besluttede at trodse vinden og ro ind til klubhuset.

Undervejs havde vi sat næsen op efter lidt fest ved Stigefærgen, som havde 110 års fødselsdag, men det skulle først fejres om søndagen. Vi havde dog heldigvis selv en øl vi kunne drikke.

Efter en del modvind, dejlig solskin og en lille regnbyge ankom vi til klubhuset efter en dejlig tur, der blev langt bedre en vejrudsigten havde planlagt. Tak til alle.

Hilsen Carsten  

Seneste ture 2020

Mandag d. 21-9 LillebæltMandag d. 21-9 Lillebælt

  Turleder: Bent.
Deltagere: Bent, Kaj, Mogens, John, Bjarne og Christian.
Vi satte i ved Strib  [ ... ]

Flere artikler

Seneste ture 2019

Søndag d. 29-12 EnebæroddeSøndag d. 29-12 Enebærodde

  Turleder Sjak
Deltager: Hanne, Mogens, Kaj, Bjarne, Henrik, Jess, Dorthe, Lene, Bent, Begitte [ ... ]

Flere artikler

Ture 2014

Ture 2013