IMG 4079 600 x 450

Turleder: Bent Deltager: Bent. Jøegen R. Torben. Mads og Kaj

 

5 garvede gutter kørte op til Bogense Kajakklub. Bent var turleder, inden vi gik ud af døren i klubhuset. Vi fik vist senere gjort ham til permanent turleder på mandagsturene, men jeg kan ikke helt huske, om han takkede for det valg. Bent havde også foreslået, at vi skulle ud og se de oversvømmede områder ved Gyldensteen Strand, et godt forslag.

Det er Aage V. Jensens fond, der har købt arealet af Gyldensteens ejer for et større millionbeløb, og som står for etablering af vildtreservatet.

For de fleste af os var det første kajaktur i 2014, og jeg skulle i hvert fald lige tjekke balancen og musklerne på de første 100 m.

Gråvejr, ingen regn, ingen vind af betydning, 10-12 grader i luften og halvt så meget i vandet. Det var da rimeligt på den første tur.

Efter 3½ km med knapt ½ meter vanddybde var vi ved hullet ind til det nyoversvømmede område. Der var en meget kraftig udadgående strøm, og der var også et par heldige lystfiskere på Bogensesiden. Vi så , de trak 2 fisk op inden for 10 minutter. Og så var der en digeædende gravko, hvis fører råbte om, at det er forbudt at sejle ind i naturparken.

Så vi sejlede videre - hen til udsigtsplatformen. Bare 4 – 5 m højere oppe har man en rigtig god oversigt ud over det nye våde reservat. 240 ha, det ser ud af noget deroppefra, med afbrudte diger, enkelte buske og spor efter vejkanter som tegninger på vandfladen. I læ af et lille dige spiste vi. Dansk kajakstandardmadpakker tror jeg. Jeg skævede over til Torbens, den var ligesom min: Spegepølse og sammenlagt med leverpostej.

Vi ville også hen og se besøgscenteret på den store gård ”Eriksholm”, så vi måtte i kajakkerne igen og ro lidt længere mod nordøst. På vejen kom vi tæt på et par gråsorte sæler, som nysgerrigt svømmede i mod os. Inden den nærmeste luffede op på Kajs fordæk, dykkede den. ”Den har nok aldrig set noget så sælsomt” var Kajs umiddelbare bemærkning. Så gik vi i land og gik en lille km over mark og gennem skov og kom til det nyistandsatte besøgscenter Eriksholm. Det er meget fint, helt nyt, knapt nok færdigt. Og rigeligt med borde og bænke, så de kan tage imod mange besøgende på én gang. Her nød vi, hvad vi så rigeligt havde fortjent, nemlig den kajske hyldebærdrik.

På hjemturen ville vi ind og sparke til en hvid mølle med 4 møllevinger - vi sejlede forbi den på udturen, sådan ca midtvejs. Stegø Mølle hedder den, en hollandsk mølletype, vidste Bent. Den er opført i sin tid, da digerne blev bygget, og vådområderne skulle tømmes for vand! ! – Tjah, Tiderne skifter! Der var privat skilte ved møllen, så vi måtte undvære sparkningen.

Konklusion: Fin tur på 12 km. Tag også op og besøg området i bil.

Mads

 

 

Seneste ture 2019

Søndag d. 3-11 Å turSøndag d. 3-11 Å tur


Turledere Bent og Kaj
Referent John
Øvrige deltagere: Erik, Birgitte, Asger, Tonni, Lene, Mike, Prebe [ ... ]

Flere artikler

Ture 2014

Ture 2013