Turleder: Anders (i våddragt, tørdragten var ikke nået frem). Deltagere: Bent, Peder, Eva Anette, Jørgen C, Stig og Laila.
Vi satte ud ved Klintebjerg og lå i området ved Vigelsø og øvede os. Vi skulle udfordres i turlederfunktionen og Anders havde planlagt et godt og afvekslende forløb.
På skift var vi turledere. Resten af flokken skulle forestille sig at være begyndere, og mærkelige ting skete undervejs. Folk væltede midt i sejlrenden, som skulle forestille at være meget befærdet, en af deltagerne sad i sine egne tanker og styrede væk fra gruppen – det sammen gjorde en anden, mens gruppen var i gang med en makkerredning. Alt sammen for at give os anledning til at tænke over hvad vi ville gøre som turleder i situationen. Det gav god snak og refleksion over forskellige handlemuligheder – og mange gode grin.
Aldrig har OHK haft så mange kæntringer og hovedet-under-armen-handlinger på så lille en tur i stille vand på Odense Fjord.
Der blev også tid til frokost på Vigelsø ved en af mortorbådsklubbernes havne. Her gik snakken og jeg tænker somme tider på, hvad en udenforstående ville tænke, hvis de hørte vores endeløse snak om pagajer, pagajføring, slæbetov o.l? Det er vist, hvad man kalder nørdesnak, men hvor er det skønt.
Tak til Anders og I andre for en god dag, som fortjener gentagelse.
Laila