Lørdag d.7-9 Æbelø

IMG 0006 480 x 278

Turleder: Kaj. Deltagere: Tony, Tommy, Lars, Lars, Carsten, Tim, Bent, Karen Elise.

9 mand tog af sted en fantastisk sensommerdag til Jersore ved Ebbevejen og satte kajakkerne i. Turen gik vesten om i fredeligt vejr og solskin, og første pause blev i nærheden af ”havnen” på Æbelø. Kaffepause og dagens første forkælelse i form af en firkantet brunsviger, der skulle deles i 9 stykker. (det var nemt Torben, 3 på den ene led og 3 på den anden)

Derefter videre vesten om. Vinden tog til og bølgerne blev lidt større. Ved 13-tiden gik vi i land under klinten på nordsiden og gik ind over land til vores frokoststed. Her kom så næste forkælelse, da Lars, Kaj og Carsten havde sørget for forloren skildpadde med franskbrød, nylagte, nykogte æg, agurker og tomater. Tim og Bent havde kogegrejet parat, og så var der ellers dækket op til råhygge i solskinnet

Kaj havde som ægte turleder også tænkt på den kulturelle del og læste Æbeløs historie, geografi, biologi og nutidige status op for alle, mens gryderne boblede. Vi ved stadig ikke, hvor mange sider det var, men det var langt og interessant.

Mens kogeriet stod på, blev der også tid til at smånippe til lidt blåbærsnaps, malurtsnaps og lidt mjød. Og så var der ellers rigeligt mad.

Solen skinnede så bluserne røg af og trætheden overmandede enkelte roere, mens Kaj, Bent, Tommy, Tony, Carsten og jeg gik en herlig tur og så hvordan det plastiske ler (som Kaj havde fortalt om) fik jorden til at sænke sig i et hul, hvor selv træerne blev stående. Fantastisk natur. Lars var gået tilbage til kajakkerne og efter endt morfar og tur fortsatte vores tur rundt, med uret.

Det blæste ikke mindre, og bølgerne blev temmelig store, syntes nogen af os, eller i hvert fald en.

Heldigvis er det en klub, hvor man passer på hinanden og tager hensyn, så jeg havde hele tiden en body-guard omkring mig, lidt på skift. Herligt, så kunne jeg nyde turen og slås med bølgerne uden et eneste ups.

Ved 16.30 tiden sluttede vi, hvor vi startede ved Ebbevejen, pakkede sammen, spiste et stykke chokolade og kørte hjemad.

En fantastisk sensommerdag med sol, varme og vind.

Tak for en dejlig tur, som blev ca 18 km lang.

Karen Elise