Mandag d.9-9, Gabet

IMGP0638 600 x 450

Turleder. Bent Deltagere:   Bent, Kaj, Palle, Jørgen R.

I regn og blæst skal kajakken ud, og det kom de også.

Turen gik til Enebærodde med søsætning ved leddet, vi havde besluttet at se nærmere på Odins bro, som lå 5km ude i Kattegat udfor leddet. Det var vindstyrke 7ms, så ved 300m bøjen meddelte turlederen at Odins bro var aflyst, p.g.a. for høje bølger.

I stedet blev det Gabet med kaffe ved Martinegården. Det gik strygende derudad med vind og bølger i ryggen. På Martinegården indtog vi drambryggernes telt, der ikke var taget ned efter fjordens dag, det var hyggeligt i tørvejr med regnens trommen på teltdugen.

Friske og oplagte fortsatte vi mod Gabet, men ak vind og regn tog til, så ved Gabet vendte vi kajakkerne og stred i stiv modvind tilbage mod Martinegården, en tur der tog dobbelt så lang tid som udturen. Ved udstigningen fik vi godt med vand i kajakkerne og blev godt gennemblødte. Vi søgte hurtigt mod vort telt, og fik frokost  Heldigvis havde nogle tørt tøj i beholdning som blev delt ud til den mest våde og frysende.

Da vi var klar til at sejle de sidste 3,5km til traileren var det blæst op til 8ms, med vindstød op til 15ms.

Det var for meget for os, kajakkerne blev lagt på land og turlederen fik ved sine diplomatiske evner foranlediget, ved et telefonopkald, at vi kunne låne en nøgle til leddet.

Nøglen skulle hentes i Otterup, altså vi gik i stiv modvind og regn tilbage til bilen, fik skiftet tøj igen og kørte til Otterup og tilbage igen og fik læsset kajakkerne.

Alt i alt en afvekslende tur som helt berettiget udløser en dram ved hjemkomsten. Det skal nævnes at drambryggernes telt var hermetisk tørlagt.

Jørgen Roiy