Turleder: Bent. Deltagerer: Rigmor, Lene, Marianne, Stig, Tonny, Benny, Bent, Erik og Palle
Efter en køretur til Rørbæk sø, kom kajakkerne i vandet og vi kom godt af sted. Gennem søerne var der områder hvor en græsslåmaskine havde været på sin plads, vi kom dog igennem og tog hul på åen. Åen viste sig at være en oplevelse som det varer længe inden forsvinder. Skjern Å er meget smal og MEGET snoet, så vi var lidt brugte da vi efter 20 km ankom til Brande Camping. Der var slået et stort telt op som vi indtog, grillen blev startet, sovepladser indrettet, der var også tid til kolde bruse bade. Efter dejlig mad og drikke blev det hurtigt ”Go nat” og nattens lyde var så øredøvende at selv dræbersnegle og stankelben holdt sig på afstand.
Efter hyggelig morgenmad kom vi af sted på det sidste stykke til Skarrild. Mange forhindringer gjorde det spændene at komme frem, nogle brugte meget tid på at kravle i træer, andre måtte i vandet af forskellige årsager. Efter 2,5 times sejlads havde vi tilbagelagt 3,8 km, så der blev meget brug for Eriks undervisning i bagror. Lidt efter lidt blev åen mere sejlbar og så skulle der hænges i for at overholde tiden. Der var overbæringer og stryg som skulle forseres, nogle bar og andre valgte en tur i rutsjebane, der var udfordringer nok til alle. Vel ankommet i Skarrild var det tid til at pakke sammen og sætte kursen mod Odense.
Jeg, som nyt medlem og med 2,5 mdr. i kajak, fik opgaven med referatet fra turen og vil takke deltagerne for en god oplevelse.
Tak til Bent som turleder og tak til Kaj for tomater, agurker og blommer.
Palle