Kajs Øtur til Ærø 27. og 28. juli 2013.

Turleder Kaj, Deltagere: Erik. Jørgen Roye, Eva Annette, Tim, Bent og Kaj

Efter en del pakning både ved klubhuset og ved havnen i Ballen kom vi endelig af sted ved 11 tiden.

Planen var at vi skulle fra Ballen til Skarø, Hjortø, Birkholm og Ærø. Vejret var flot med meget varme og ingen vind.

Lige før vi nåede Skarø opdagede Erik at han havde glemt sin helt nye cedertræspagaj på havnen i Ballen. Han måtte så vende om og ro tilbage efter den. Nogle venlige kajakroere havde lagt den tilbage på traileren. Det var nok det hurtigste der blev roet på turen: 8,5 km/h i gennemsnit. Erik blev så også snydt for kaffepausen på Skarø.

Nu fortsatte vi til Hjortø hvor vi indtog vores medbragte mad i skyggen i nogle havestole lige foran indgangen til toiletterne på havnen.

Da vi havde spist og snakket fortsatte vi til Birkholm hvor havnefogeden modtog os og spurgte om vi skulle overnatte på øen. Vi forklarede at vi agtede at sejle til Ærø. Han anbefalede så at vi gik op til døgnkiosken hvor der både var is og wienerbrød at købe. Så efter at vi havde drukket kaffe gik vi op forbi gadekæret der vrimlede med grønne frøer og videre til døgnkiosken hvor vi købte is.

Eva Anette og Bent talte meget varmt for at vi blev på Birkholm og overnattede. Der manglede stadig omkring 10 km til Ommel på Ærø, det var ved at blive sent og ingen af os havde prøvet at bo på Birkholm. Men der var ingen medfølelse fra turlederen, han ville til Ærø, så vi fortsatte.

Derfor satte vi så ud på det sidste lange kryds der førte os forbi Egholm og forbi odden ved indsejlingen til Ærøskøbing. Kaj mente at teltpladsen lå her men det viste sig at den lå helt inde i bunden af vigen ved Ommel havn. Det var en rigtig fin plads med toiletter og bad. Ros for det.

Himlen var imidlertid ved at blive mørk og truende så vi skyndte os at sætte telte op og tænde op i den nye Weber grill der var til rådighed på pladsen.

Aldrig så snart var teltene sat op inden der kom en voldsom tordenbyge med tilhørende storm. Det blæste så teltene næsten lå fladt hen ad jorden. Og vandet i fjorden blev pisket op til skum. Godt vi var nået på land.

Der manglede et sted at kunne komme i tørvejr så det blev i første omgang handicaptoilettet. Der var dog nogle modige deltagere der kiggede ind i de skure der var på havnen og det viste sig at et af dem var indrettet til værksted, lager og vigtigst: smugkro. Der var stole og borde og et køleskab med kolde øl til 7 kr./ stk. Her blev vi enige om at indtage vores aftensmad. Vi fik hyggeligt selskab af en enlig cykelturist som også savnede husly.

Middagen bestod af Kajs indkøbte ribben og Lottes hjemmelavede kartoffelsalat. Kolde øl og lunken rødvin. Lækkert.

Søndag.

Tidlig morgenmad med nybagt Bannock brød, kaffe og havregryn.

Vi fik pakket sammen og kom af sted i god tid.

Der var lidt mere vind og bølger, men ikke noget der gav problemer på turen fra Ærø og til Birkholm. Nu var det dog blæst mere op så vi fik medvind og temmelig store bølger på turen fra Birkholm og til Tåsinge hvor vi ramte sydspidsen. Turen fortsatte langs Tåsinge med sidevind frem til Skovballe havn hvor vi gik ind og fik frokost.

Kaj havde lovet at sørge for tørkost, men det lykkedes ikke helt da rugbrødet var temmeligt vådt og smagte af saltvand.

Nu blæste det op til 8-9 m/sec som vejrudsigten også havde lovet. Så efter lidt snak frem og tilbage enedes vi om at de 3 stærkeste roere, Erik, Tim og Eva Anette roede tilbage til Ballen og hentede bil og trailer medens resten blev i Skovballe.

Det blev en hård tur for dem der tog tilbage med vind og bølger fra siden og forfra. De fortalte om bølger op imod 1 m.

Turen blev på i alt 51 km for dem der tog hele vejen og 41 km for de øvrige. Lørdagen alene 24 km.

Alt i alt en rigtig god tur.

Bent

Lille videoklip fra turen over vandet:


Garmin, rute for Øturen

xgallery}Kalot/20130727{/gallery}

Seneste ture 2024

Torsdag d. 20-6 Kertinge NorTorsdag d. 20-6 Kertinge Nor

Turleder Mai-Britt & Erik B
Øvrige. Dorthe B. Inge. Sjak. Johanne og M;ikkel
Turen gik til Kert [ ... ]

Flere artikler

Seneste ture 2023

Vejlby Fed d. 16-12Vejlby Fed d. 16-12

Turleder: Carsten
Deltagere: Erik R., Maria, Hong, Bent, Yvonne og Lene J.

Der blev lagt op til at  [ ... ]

Flere artikler

Seneste ture 2022

Fredag d. 30-12 ÆbleskiveturFredag d. 30-12 Æbleskivetur
30 Dec 2022

  Nytårstur d. 30. december til Fuglesang
Turleder Benny
Deltagere. Kaj, Bent, Tonni, Begitte,  [ ... ]

Flere artikler

Ture 2014

Ture 2013

Ture 2012