Turleder Erik. Deltagere Anders, Bent, Benny, Erik, Eva-Anette, Peder, Tim, Torben.
8 friske roere stillede til start. Anders havde taget en ven Peder med fra klubben på Sige Ø. Peder stillede med en XP Lite en LV version af den kajak Bent og Sjak sejler i.
Farvandsdirektoratet havde lovet chancer for ~7m/s og max 50cm bølger, det mærkede vi ikke meget til. Turforeslagene var valgt med omhu af Erik, så vi ville være relativt godt afskærmede.
Der var 3 forslag til afstemning.
1) Fra Dyreborg og rund om Bjørnø.
2) Nummer 1 udvidet med kryds til havnen på Avernakø
3) En tur rund om øerne i Helnæsbugten..
Flertallet valgte Helnæsbugten. Det var for mig en lidt usædvanlig version, idet vi startede fra den lille naturhavn med sandstrand syd for campingpladsen på Helnæs og ikke fra havnen i Falsled.
Turen gik udad på indersiden af øerne i medvind, og hjem på ydersiden med lidt læ fra øerne. 1.te stop skulle være på Vigø, som ligger tættest på Falsled, på nordøstsiden af revet..
Erik oplyste før vi tog af sted at luften ville være omkring 7 grader og vandet omkring de 3 grader, så prædikatet forårsroning syntes mere passende. Både Eva-Anette og Tim var imidlertid rørende enige om, at det var pisse kold da vi stod og skiftede til arbejdstøjet.
Vi nåede ud til revet / trillen på nordsiden af Vigø uden de store falbelader, vi havde en smule medvind og bølger ind bagfra, så mange havde lige sænket skeget en smule.
Der var møde blandt mågerne i den lokale oddesidder forening, da vi nåede ud til revet, men de fortrak ud mod spidsen da de 8 vikinger dukkede op i deres langskibe. Der var omkring 8 forskellige bud på hvor vi kunne komme over. Det er muligt at Erik og Eva-Anette i deres små både kunne komme over sandbanken, resten af os måtte på uværdig vis enten stage eller gå abegang med hænderne.
Frem med frokosten og så brød solen frem, mens vi lå og gassede os. Det var stort. Anders protesterede højlydt, da der blev snakket om næste stop. Turen var så kort, så mere end et stop det var simpelthen for slapt. Benny havde taget kage med, så der var ingen kære mor. Tim måtte fortælle Peder, at sådan var det altså, når man var på tur med Odense Havkageklub.
Af sted igen langs ydersiden af Vigø inden det blev for koldt. Så skulle vi over til Illum. Erik førte an og krydsede direkte over sammen med Peder og Tim. Resten var enten faldet i søvn eller allerede nedsunken til strandkajakroning i bedste onsdagstursstil. De kom dog på bedre tanker, da de fik (gen)opfrisket faconen af nordspidsen af Illum. Da vi kom forbi den røde villa på Illum igen, denne gang på ydersiden, kunne Tim konstatere, at der var kommet orden i sagerne. Sidste sommer, da vi krydsede over til Illum ved søsætningen, der var ejerne i gang med at male den røde villa hvid. Den står nu igen i en flot rød farve, som den plejer.
Et par af de lokale tosser havde åbenbart set for mange genudsendelser af Zulu Djævleræs, så de havde fået fragtet et gammelt folkevognsrugbrød uden nummerplader, døre eller udstødningsrør over på Illum, som de så fræsede rundt i på øen. De morede sig formodentligt. Vi andre rystede bare på hovedet.
Vi holdt kaffepause i bugten før skarvkolonien. Her fremtryllede Benny en brunsvigerkage, som blev nydt med velbehag med en kaffetår til..
Tilbage var så turen højdepunkt. Vi skulle krydse fra Illum og over til Helnæs. Det var det eneste tidspunkt vi så noget til vind og bølger. Det blæste nok 6 m/s, og vi fik en masse krappe bølger ikke helt på tværs, men ca. 60 grader ind fra siden. Nu begyndte det at ligne havkajakroning, så det var bare med at få skeerne i vandet og komme ud og nyde det..
Morskaben fik dog hurtigt en ende, da Eva-Anette med myndig skolelærerstemme gav Tim besked på a at falde tilbage og ro bagest, så kunne han samle kæntrede og andet drivgods op.
Alt i alt en yderst vellykket og veltilrettelagt tur. Vi havde sågar alle nået at få skiftet, før der kom et par enkelte regndråber..
/Tim