Lørdag d. 8-9. Odense Å

Turleder: Bent  Deltagere: Bent, Mads, Tonni.

 
Fredag eftermiddag vel hjemkommet fra arbejde så jeg at Bent havde inviteret til en sensommertur på Odense Å, lørdag den 8. Jeg syntes at det lød tillokkende, så jeg skyndte mig at melde mig på.
Da vi mødtes lørdag viste det sig at vi kun var tre der var blevet var blevet lokket med på turen, Bent, Mads og mig (Tonni). Nå, men det skulle da ikke afholde os fra at sejle, vejret var jo strålende. Først skulle vi have styr på logistikken, en sådan å-tur medfører jo at der skal stå en bil, der hvor vi stopper, så vi skulle blive enige om hvor det var. Valget faldt på Ejby Mølle.
Vi kørte i tre biler og fik afleveret en ved møllen. Vi kørte til broen i Bellinge, hvor der er gode muligheder for at sætte kajakkerne i vandet. Vi fik hurtigt klædt om og fik kajakkerne i, hvorefter det gik lystigt ned ad åen. Strømmen var jo med os, så det handlede mest om at styre, og så ellers nyde det gode vejr og naturen omkring os.
Første stop var naturligt ved Dalum Papirfabrik hvor kajakkerne skulle bæres over, vi benyttede lejligheden til en kop kaffe. Efter Papirfabrikken gik det videre ind mod byen, omgivelserne ændrede sig jo nærmere vi kom byen. Der kom også mere trafik på åen, vandcykler, joller og sågar 2 af åfartens både, men der var jo rigeligt plads til os alle.
Næste stop var ved Munke Mose, hvor kajakkerne skal bæres uden om havhesten, vi benyttede stoppet til at holde frokost. Bedst som vi var gået i gang med madpakkerne kom der et par mænd og spurgte hvor længe vi havde tænkt os at blive liggende. Ikke at de ville smide os væk, men det årlige "Anderace" i Munkemose var undervejs, og åen ville blive spærret inenfor den næste time.
Vi fik spist færdigt, og gik over for at tage bestik af, hvor vi skulle sætte kajakkerne i; de to gamle garvede valgte at tage gennem "white water fossen" jeg spillede sikkert og blev sat ud 200 meter længere nede af åen.
Nå men vi mødtes sikkert på den anden side og turen gik videre ad åen mod Ejby Mølle.
Vel ankommet fik vi hentet de sidste biler, fik læsset kajakkerne og kørte hjemad. En fantastisk hyggelig tur med et fantastisk vejr.
 
Tonni