Onsdag d. 25-7. Romsø

Turleder: Bent

Deltagere: Torben, Christian, Jost, Lene, Anni, Kaj, John, Susanne, Vagn, Bent, Erik, Anders, Anne Sophie, Helle, Benny, Lars Christian, Sjak, Tim og Tonny.

19 deltagere var mødt op på denne dejlige dag. Vi endte ved Måle strand efter lidt forvirring.

Jeg vil starte referatet med et surt opstød. Jeg mener vores onsdagsture er hygge ture hvor alle kan deltage og sige til eller fra ud fra deres formåen. Jeg har på det seneste på onsdagsturene oplevet et tiltagende pres fra mere rutinerede roere i form af ”kylling”, ”tag dig nu sammen”, ”vi skal ud hvor der er bølger” osv. Men i aften gik det over stregen med en nedladende bemærkning om at man jo i stedet måtte gå i motionscenter, hvis man ikke kunne klare den smule tur til Romsø.

Jeg håber vi kan bevare vores onsdagsture med plads til alle, hygge og god stemning. Der er jo alternative ture til dem som ønsker mere udfordring!!!

Vi sejlede mod Romsø, vejret var fantastisk, vi så endda marsvin. Vel fremme ved Romsø delte vi os i to grupper. Vandreholdet og rundt om øen holdet, vi nød at se dådyr og den skønne natur. Kaj fik forbud mod at vandre, da han ”plejer” at fare vild! Vi samledes og nød vores medbragte proviant.

Ved afgang fra Romsø opfordrede Sjak os til at øve makkerredning, når vi kom tilbage til Måle. Rigtig godt - vi var nogle stykker der måske lige trængte til lidt øvelse. Erik godkendte faktisk Kajs og min makkerredning, han ville dog ikke benytte sig af den til undervisnings brug - ikke til at forstå, men måske med lidt øvelse?!

Flere tog sig en svømmetur inden vi vendte næsen mod klubhuset, hvor vi som vi plejer nød en franskbrøds mad, kaffe og en lille en.

 

Tak for en god aften  Christian

 

Link til g.p.s. http://www.endomondo.com/workouts/75039017