Turleder: Kaj Deltagere : Iben. Hanne. Marianne Stig Tonni og Kaj
En nybegynders (pinlige) bekendelser...
Alle valg har konsekvenser skulle det vise sig... Således stod det ikke lysende klart for undertegnede hvorledes valget af kajakken "Lene" fremfor "Jette" skulle vise sig at påvirke den efterfølgende lørdagstur til Hindsholm på yderst dramatisk vis - ikke mindst for Lenes kajak der til slut fik en "nær-drukneoplevelse" blot en spytklat fra landgang :-) Kun med Kajs heroiske vandgang blev en truende katastrofe afværget på forbilledlig vis...
Nå men for at starte ved begyndelsen. Vi fik alle seks læsset kajakker og grej og drog mod en fjern afkrog af Fyn - smukke Hindsholm. Da vi ankom til turleder Kajs planlagte destination startede vi ud med en lille bonus spadseretur, idet vi lige måtte have afklaret hvorvidt græsset var grønnere (eller vandet mere blå måske?) på den anden side af den tange vi stod på den ene side af... Det var det så ikke, men det er jo godt lige at få varmet bentøjet op inden vandgang.
Vi kom i vandet og her viste det sig hurtigt at gruppens grønskolding ikke var helt så gode venner med "Lene" som hun havde været med "Jette" på begynder-onsdagsturen i juni. Der var visse balancemæssige udfordringer.... kajakken var smal og lå dybere i vandet end "Jette", hvilket resulterede i gratis balancetræning enmasse. Men heldigvis viste Hanne sig at være en fantastisk "wingman" og med masser af opmunterende tips ala "med den her retning af bølgerne er det mest sandsynlig at du kæntrer til venstre side hvis det er...." kom vi frem til vores frokoststop (jeg skal skynde mig at indskyde at det blot var benhård realisme fra Hannes side - hvilket jeg sætter stor pris på!). Nå men vel i land kan jeg så konstatere at oddsene for at jeg ville komme så langt tørskoet ikke havde været så høje. Hvem sagde noget om at arbejde bedst under pres hehe :-) Efter nøje gennemgang af terænnet blev en dejlig uforstyrret plet græs udvalgt, og her indtog vi med stort behag de medbragte madpakker + Kajs hjemmedyrkede agurker ad libitum - mums. En "morfar" i græsset sammen med alle flåterne (og lidt røverhistorier) blev det også til :-)
Så kan jeg vist ikke trække pinen mere - tilbage til det dramatiske højdepunkt i min indtil videre korte havkajak-karriere. Jeg er mod alle odds ikke kæntret i "Lene" og vi er nu tilbage ved landgangsstedet og her har jeg aftalt med Hanne at vi skal øve lidt makkerredning inden vi går i land, herunder finde og trække sig op ved snuden af hendes kajak fra "hovedet helt nedad i vandet under kajakken"-position. Virker som en MEGET relevant kompetence, som jeg jo egentlig havde haft godt af at øve inden vi tog på denne tur.... Nå men bedre sent end aldrig. Det er så her kajakken bliver så fyldt med vand (fordi vi laver ret mange øvelser) at den er tæt på at gå til bunds - ups! Men heldigvis er Kaj klar på at hoppe i vandet og ved fælles hjælp får vi kajakken tømt. Jeg slutter af med at vende en tur i Kajs kajak - heldigvis en helt anderledes stabil oplevelse og godt for min på nuværende tidspunkt lidt flossede kajak-selvtillid :-)
Opsummerende: Man kunne jo fristes til at tro at det her var en tur fra helvede for en begynder som mig, men nej. Jeg er helt klar til nye havkajak-eventyr. For det var både sjovt, smukt, fabelagtigt selskab og solen tittede endda frem. What more can you ask for... Tak for en super dag alle seks! Ikke mindst til Hanne for god opbakning og hyggelig snak. Vi ses bestemt igen på nye havkajak-eventyr...
Note til Lene: Bare rolig, der går nok lidt tid inden jeg vover mig ud i din kajak igen - så indtil videre er hendes (din?) "sjælefred" sikret hehe :-)
Iben