Søsætning d.18-5- 20-5, Løgismose Camping

Der kommer deltagerliste senere

 Jeg kørte fra Århus en dejlig morgen, det var fredag midt i maj. Jeg skulle hente Benny, en kajak-bygge-kollega. Vi skulle sammen til Søsætningsarrangement i Odense Havkajakklub. Rammen skulle være det skønne sydfynske lokaliseret ved Løgismosestrand Camping. Jeg, en af de nye, havde lige færdiggjort min grønlandske kajak, som vi havde bygget gennem de sidste par måneder på klubbens kajak-værft i Bellinge. Jeg fik meget hjælp fra mine nye kolleger, uden hvilke det ikke havde været muligt.

 Vel ankommet til teltpladsen hilste vi på de allerede ankomne, som man altid gør i Odense Havkajakklub – ved at give hånd til alle, se folk i øjnene og hilse. Det gør sig gældende om man er i værftet, hvor der gennem årene er blevet skabt henved 300 grønlandske kajakker, eller som nu, hvor det er den årlige fest for nybegyndere som jeg, årets søsætning.

 Planen var, at der skulle sejles en lille frokosttur. Jeg valgte at stå over – var ikke sikker på, om jeg kunne klare en tur på et par timer som start, men blev inviteret med.

Hen på eftermiddagen ankom klub-teltet og det blev straks sat op af ivrige hænder, hvilket gennemsyrerede hele weekenden – alle hjalp til, hvor de kunne. Der kom flere kajakker og efterhånden var der en pæn samling linet op nede ved vandet.

 Så kom vi til aftensmaden, der blev serveret i klubteltet og menuen var traditionen tro: Susannes spaghetti med ChiliConKødsovs; rigtig mad for kajakbyggere og Roere. Denne herlige ret blev indtaget under megen hygge og dertil rigelige mængder drikke af forskellig herkomst.

Lørdag morgen var der, som altid, morgen-badning. Uheldigvis viste det sig at være 7.30 og at kommende ”Bambi-på-glat-is” først udførte denne rituelle handling kl. 8.00 – undrende sig over at måtte gøre dette helt mutters alene.

Den fælles morgenmad var klar i klubteltet og blev ledsaget af opgavefordeling for resten af søsætningsweekenden.

 Resten af formiddagen var der fri leg, og man kunne komme på en lille tyvstartstur med kajakken, hvis man havde lyst. Jeg tænkte, at det var på sin plads at prøve min kajaks sejlevner af, inden den endelige søsætning om eftermiddagen – for ikke at snakke om  mine egne evner til at sejle den.

Vi var en lille flok, der ville sejle en lille tur op langs kysten. Der var lette små krappe bølger ind bagfra, og dem havde jeg ikke trænet i svømmehallen, så vupti var jeg i gang med træning af en halv grønlænder, som lykkedes perfekt, efterfulgt af en nice våd udstigning – helt perfekt. Jeg følte mig som ham, der er inde i ”Bambi-på-glat-is”. Videre gik det over i træning af makkerredning, med tømning af kajak, og vupti var jeg igen sejlende. Dette gentog sig efter få minutter, så John mente, det var bedre, at jeg og han trænede lidt balance henne ved pladsen. Det gjorde vi så med succes, - John klarede sig fint, men han har jo også sejlet hen mod 20 år

Den fælles frokost var ligeledes i klubteltet, og nu fornemmede man snart, at det seriøse nærmede sig. De sidste praktiske ting kunne endnu ordnes inden det kl. 14.00 præcis, var start på søsætningen. Formand John optalte 12 nybygninger, som skulle søsættes, et flot resultat. John holdt en lille tale, hvorefter vi fik gennemgået reglerne for selve søsætnings-arrangementet:

Man skulle sejle rundt til tre fartøjer, hvor man ville få en opgave, som at vende sin kajak, bremse kajakken, eller indtage 1 Enkelt, en Dr. Nielsen eller en Gammel Dansk. Hele programmet blev gennemført af alle uden fejl!!

Så flot og meget hyggeligt.

Den fælles tur op langs kysten foregik i godt rotempo, hvor selv os nybegyndere kunne være med. Efter en lille halv times roning gik vi i land, så der kunne strækkes ben. En gruppe fortsatte videre, mens resten sejlede tilbage, både for at sørge for kaffen, hjælpe med at pigernes kager kom på bordet, samt at foretage de indledende øvelser til aftenens festmiddag. Grillen skulle klargøres og startes, okse-stege skulle klargøres, salat skulle snittes, kartofler skulle renses til grillen osv., og endelig skulle det selvbestaltede klub-brygger-laug prøvesmage årets bryg, til stor fornøjelse for alle øl-interesserede.

Festmiddagen satte rammen for aftenen med hovedret: lækker oksesteg, bagte kartofler, gigantisk salatbar, lækkert brød. Desserten var udsøgt is med tilbehør. Der var også uddeling af diplomer for bestået niveau 1. Der blev uddelt gaver til medlemmer, som havde gjort en særlig indsats. Den dejlige mad blev indtaget, der blev snakket, hygget, gamle mødte hinanden, nye blev indlemmet, erfaringer blev udvekslet. Nye historier kom til og gamle historier blev genfortalt. I rækken af historier, der går ca. 20 år tilbage, er HYGGE det grundlæggende og bærende.

Søndag morgen, det var havblik, en fantastisk smuk morgen, og allerede kl. 7 var en lille flok Roere stukket af ud over det stille vand i den skønne morgensol – denne smukke morgen var der igen morgenbadning kl. 7.30, efterfulgt af en Gammel Dansk.

 Kl. 9.00 var der mulighed for en begyndertur ned til den lille havn Nab. Vi var ca. 8 kajakker, der skød stille hen over silke-vand med solen over os fra en højblå himmel. Det var perfekt til nybegyndersejlads, og jeg fik lidt fornemmelse af rorytme og stabilitet. ”Bambi-på-glat-is” hvilede sig lidt. Efter et kvarters sejlads blev der spottet en havørn inde ved skoven. Jeg nåede dog ikke at se den – havde mit fokus på balance og fremdrift.

Vel nede ved Nab, et lille fiskerleje, gik vi i land, strakte ben og til vores store overraskelse, så vi nu havørnen nærme sig i lav højde, roligt cirkle over os og med majestætisk ro afsøgende området for fødeemner. Den fortsatte længere ned, men vendte tilbage, som om den lige skulle se på området og os igen. En fantastisk oplevelse som satte denne kajaktur i et helt særligt lys, ikke hver dag man får lov at se denne vores største ørn med vingefang på op mod 240 cm, endvidere sejle hele turen oven vande. Sejladsen hjemad gik også fint, og alle nød den høje sol og silkevandet.

 Nedtagningen af teltet var allerede i gang, da vi igen nåede Løgismosestrand Camping. Alle hjalp med det sidste, pakning af stænger og dug, så telttraileren var klar.

 Afslutningen på Odense Havkajakklubs søsætning var fællesfrokosten, hvor man gik lidt til og fra. Der blev snakket om oplevelser, småpakket færdig og man kunne ligeså stille begynde at omstille sig til at komme tilbage til virkeligheden. Benny og jeg forlod pladsen over middag og skulle lige et smut over kajakværftet i Bellinge med en kajak, nogle skruetvinger og remme, inden vi kunne køre mod Nørre Åby og Århus.

Til alle deltagere – Tak for en dejlig oplevelse.

 Hilsen Claus Beuchert