Historien om Odense Kajakklub er nært forbundet til formanden for klubben fra 2000 til 2015, John Weiss Andersen. Her fortæller han hvordan hans interesse for kajakker og kajakbygning opstod.

Den grønlandske qajaq.
En gang i 1990 læste jeg en artikel i Gør Det Selv om Svend Ulstrup, der byggede grønlandske kajakker.
Selv om jeg overhovedet ikke havde erfaring med at ro kajak, blev jeg totalt fascineret af, hvad jeg læste, men jeg kunne overhovedet ikke se mig ud af at deltage i et byggekursus ovre ved Isefjorden, så drømmen fik lov at hvile.
I en weekend i efteråret 1991 blev der så afholdt et grønlandsk idrætsstævne i Søhus (Odenses nordlige udkant, hvor jeg bor), hvor deltagerne fik mulighed for at prøve kajakker i Odense Kanal. Det var en naturvejleder fra Helnæs Mølle, der leverede kajakker. Han havde ikke nogen kajakker med, som jeg kunne få mine lange, stive ben ned i, så jeg måtte om lørdagen nøjes med at kigge misundeligt på alle de grønlandske kvinder, der prøvede kajakkerne. Mændene holdt sig tilbage, fordi de troede, at vi troede, at de alle sammen kunne beherske en kajak – kort sagt ubegrundet præstationsangst !!!.

Da jeg kom hjem, ringede jeg til en kammerat, som jeg fik lokket med derud om søndagen. Han kunne komme ned i en af kajakkerne, og da jeg så hans smil fra øre til øre, var jeg overbevist om, at sådan nogle skulle vi bare i gang med. 
Efterfølgende fandt vi en klodset foldekajak, som jeg kunne være i. Den manglede enhver form for dynamik, men nu havde jeg da prøvet at ro i en kajak..
Vi kunne deltage i et kajakbyggekursus på Helnæs Mølle på samme måde som ovre ved Svend Ulstrup, men vi kunne ikke lige få økonomien til at hænge sammen.
Efter et stykke tid faldt vi i snak med en mand, som året i forvejen havde deltaget i et byggekursus på Helnæs Mølle, og han ville med glæde fungere som instruktør, hvis vi kunne samle et hold på 10-12 mand. Det tog bare et par timer med telefonen i hånden at samle et hold.
Vi startede i et snævert kælderrum i Odense, men da kajakkerne begyndte at fylde lidt mere, måtte vi rykke til Faaborg, hvor vi lånte et lokale på slagteriet.
Ved søsætningen tidligt på sommeren viste det sig, at to af kajakkerne lå nærmest perfekt i vandet, medens resten var endt som katastrofer i varierende grad.
Vores frivillige instruktør havde godt nok prøvet at bygge en kajak, men han havde overhovedet ingen indsigt i, hvordan opmålingen påvirker kajakkens egenskaber i vandet, og vi havde ikke nogen baggrund for at gennemskue det.
På trods af fiaskoen havde vi ikke mistet modet, så Odense Havkajak Klub og Kajakklubben Malik opstod på basis af det første års byggeri.
Vi var så nogen stykker, der ikke kunne forstå, at kajakbyggeri i den grad skulle baseres på tilfældigheder, så vi fandt alt, hvad det lokale bibliotek indeholdt om kajakbygning. Det lettest tilgængelige litteratur, vi fandt, var denne lille bog:
Qaanniornermut ilitsersuut: Instruktion i kajakbygning: Instruction in kayak building, som højskoleforstander H. C. Petersen fra Sisimiut i sin tid udgav i et samarbejde mellem Grønlands Landsmuseum og Vikingeskibshallen i Roskilde.
Bogen er skrevet på grønlandsk, dansk og engelsk, så afsnittene kommer skiftevis.
Bogen har desværre i en periode været trukket tilbage fra handelen efter pres fra en anden instruktør i kajakbygning, men den udgives igen, og den kan lånes på biblioteket under registreringsnummer 62.83.