25. kajakaften: - "Aningaaq" er færdig, og jeg er rigtig glad for resultatet. Det har været et super parløb som "Aningaaq" og jeg har foretaget denne vinter, og vi har skam begge udviklet os.
"Aningaaq" fra et par lange brædder, til et smukt og sødygtigt fartøj. Og jeg – ja det føles som om, at kajakken har vækket en hengemt lyst, til at save, høvle, bore, snitte, pudse og formgive.
Den sidste kajakaften forløb med diverse puslerier. Der kom snore i lugerne, så disse ikke risikerer at flyde væk, og cockpittet's sæde blev beklædt med liggeunderlag – for komfortens skyld. Og så kom jeg endelig til "den sidste olie" for pagajen.
PEACOCK PAGAJEN var et ambitiøs påfund, og den er da heller ikke blevet helt perfekt, der har været svipsere undervejs. Men nu er den færdig, og kan den også holde til selve ro-arbejdet i det lange løb - ja så er det faktisk en ret speciel pagaj, jeg har fået snittet mig. Først og fremmest synes jeg, at den er flot, men samtidig har jeg også fået pagajens vægt ned på sølle 860 g – hvilket ikke er ret meget for en træpagaj på over 240 cm.
SØSÆTNING: Det om holdbarhed og sødygtighed fandt jeg ud af lørdag den 25. maj i Helnæsbugten ved Løgismosestrand Camping, hvor vi afholdt Odense Havkajakklubs årlige kajakweekend og søsætning for alle vinterens nybygninger.
Aningaaq og Peacockpagajen klarede begge søsætningen med bravour, hvorimod mine evner som "kajakchauffør", var lidt mere diskutable. Jeg skulle lige omkring en enkelt "våd" udstigning, men efterfølgende gik det meget, meget bedre, og det blev en fantastisk kajakweekend :0)
Har du lyst til at vide mere om søsætningen henviser jeg til turrapporten andetsteds på siden.
EPILOG:
Som jeg har nævnt tidligere, så har det - at bygge sin helt egen grønlandske havkajak denne vinter - været en fantastisk rejse, og at gøre det i Odense Havkajakklub, har været en dejlig oplevelse.
Jeg tror næppe, at der findes større koncentreret viden, omkring det at bygge en "grønlænder" noget andet steds i Danmark. Og her i klubben stiller man i den grad sin viden til rådighed. Det hele er baseret på faglig stolthed og entusiasme, både med hensyn til konstruktion af kajakken og sikkerhedsprøver så du også kan lære, at "tumle" den.
Drømmer du om en havkajak, så kan jeg på det varmeste anbefale dig at tjekke ind i Odense Havkajakklub, og leve drømmen ud – du kan simpelthen ikke komme i bedre hænder.
Hans Jørn Bøtcher – nyudsprungen "havkajakpilot"