23. kajakaften: - Det lakker mod enden, og jeg er kommet til de afsluttende detaljer med "Aningaaq", som jeg jhar valgt at kalde min grønlænder havkajak. Jeg lovede i sidste afsnit at vise gallionsfiguren, som jeg i et permanent anfald af pyntesyge, har valgt at ville forsyne "Aningaaq" med.
Det må blive næste gang - men jeg kan vise mine "Tupilak snorstrammere" frem, jeg brugte nemlig 23. kajakaften på at rigge kajakken til med snore til opbevaring af pagaj m.m., og så blev de epoxy og lakerede snorstrammere endeligt monteret.
Jeg fandt det lidt af en vovet operation, at skulle bore hul i den fine overflade, som jeg just havde epoxyet, pudset, malet, pudset igen og lakeret, men rigningen kræver naturligvis huller – sådan er det. Vi bruger noget meget stabilt nylonsnor til kajak-rigningen. Snorene trækkes gennem hullerne, og fikseres ved hvert hul med en lille kile (Mikado pinde igen :0) og skumlim. Det giver en relativ holdbar lås af snoren, og om ikke usynligt, så er det dog en relativ diskret fiksering, idet vi med en dorn hamrer kilen helt ned i hullet, og snoren dækker jo også efterfølgende. For at undgå at nylonrebet skal flosse, bliver det i begge ende "klippet" med en loddekolbe.
Til snorestrammere bruges mange forskellige materialer, og der er naturligvis fokus på holdbarhed, da man nødig vil bryde rigningen, blot for at skifte en knækket snorstrammer. Grønlænderne brugte mest tand eller ben, og ben bruges også af nogle på vores kajakbyggerhold. Andre bruger nylon, og nogle hårdttræ. Grundet tupilak udkæringerne valgte jeg træ, og med lidt epoxybehandling regner jeg med, at det kan holde.
Desuden er jeg glad for at "apteringen" (mandehul og snorstrammere) kan holdes i det lyse trælook, hvorfor "gallionsfiguren" også bliver i lakeret Ask, og den figur får jeg monteret næste gang – det lover jeg – følg med.
I 1. Omgang skruer vi dog ikke enderne fast. De stritter ud i ænderne, og omsluttes af et dampkammer i 15 minutter, så de kan bøjes perfekt efter kølknækkene i stævn og agter
Skruerne er dog kun en midlertidig fiksering, idet vi – som vi har gjort med flere af de andre kajakoperationer - bagefter erstatter skruerne med "micado dybler," og først limen er tør. Lidt mange operationer, men med lidt hurtigt tørrende superlim nå vi det.
Kajakker med samling af lærredet på dækket, har jo en pæn ren køl, og derfor afkorter man typisk skurelisten så'a ca ved vandlinien – det er det pæneste. Men en kajak med samlingen i bunden, har jo behov for at skurelisten går hele vejen fra agter til stævn, og det er selvfølgelig lidt mere klodset...nåh pyt, min trang til at designe har allerede snittet en lille galionsfigur. Ingen tvivl om at nogle synes det er for meget pynt, men det er sgu også iorden. Aningaaq må gerne være pyntet... og der er alligevel ikke nogen af os på holdet, der skal overleve morgendagen ved, at vore kajakker er blevet det ultimative sælfangerredskab.
Hvad det er for en galionsfigur jeg har snittet kan du se i næste afsnit – følg med.