21. kajakaften: - Jeg blev ved den oprindelige plan med en dybblå farve. Ved afvaskningen i grundrens mistede lærrede/epoxy ret meget af den sorte bejdse. For meget synes jeg, men Brian's kajak fremstod efter afvaskning sjovt nok lidt mørkere end min, og han holder derfor fast i det nye "naturlook," der godt kan minde lidt om sælskind – spændende.
Ud fra resultatet - med den megen bejdse der blev "skubbet" ud i overfladen under hærdningen - vedbliver eksperimentet med bejdse direkte i epoxyblandingen dog nok med at være blot et eksperiment, og sådan er det. Tingene reagerer ikke altid som planlagt – og kemiske reaktioner kan i sandhed være ret spøjse.
Efter afvaskning og afpudsning males epoxylærredet med alkydmaling (malerulle), og her har jeg valgt den mørkeste blå fra farvekortet "midnatsblå," og kajakken giver jeg navnet "Aningaaq" ("månemanden" fra grønlandsk mytologi, som også er bekytter af havdyrene).
Selvom jeg har pudset lærredet grundingt, opnår man på en lærredkajak aldrig en glat overflade som på en glafiber ditto, ej heller selv om jeg pudser nok en gang. Den får 2 lag maling, og tilsidst efter at have sprayed navn på, fik den en gang lak, og så ser det slet ikke så tosset ud endda.
Vi har jo etableret vandtætte skotter, hvilket vil sige at kajakken nu har et cockpit og to kamre. For at kunne bruge disse kamre skal der naturligvis også vandtætte luger i.Også på dette punkt har der gennem de sidste par år været eksperimenteret en del i Odense Havkajakklub med "selvgjorte" løsning. Disse har dog vist sig, ikke at være udpræget praktiske og i nogle tilfælde heller ikke helt vandtætte. Derfor har de fleste iår valgt at montere nogle "færdige" luger.
Disse luger er helt vandtætte, og så er de også helt flade – hvilket klæder min kajak – "grønlænder eller ej."
Vi nærmer os finalen – nu mangler der faktisk kun en skureliste i bunden, og så skal der trækkes noget snorværk på dækket, hvorunde man kan opbevare sin pagaj. Disse skal desuden forsynes med "snorestrammere." Her er mit dekorative gen igen løbet af med mig, og jeg har tænkt mig at gi' de strammere Tupilak-look, og hvad det der kan du se næste gang – følg med.