15. Kajakaften: Der skulle fortsat strækkes lærred, denne gang ned over sidelisterne. Til det bruger vi en slags "moment-lærred-strække-anordning". Et andet slags håndtag og en snor med to kraftige clips (stammer vistnok fra et hedengangen garveri), der kan trække lærredet nedover sidelisterne, og helt ned til kølen hvor lærredet fikseres med kraftige clips.
Da kajakken jo er alt andet end lige, vil der selvfølgelig hele tiden være steder, hvor lærredet er løsere. Det overskydende lærred fordeles, og man strammer det ud af flere gange, hvorfor man må påregne at skulle "pille" flere clips op, og genstramme, indtil man får lærredet strammet ud over det hele. Og lærredet skal være stramt – "tapper" man på det, skal det lyde som en tromme. Processen med fordelingen af overskydende lærred er lidt af en vurdering, og der havde jeg god hjælp af Benny fra klubben, som vistnok har opfundet metoden "at samle lærredet i kølen."
Jeg har ved flere lejligheder under opbygningen af skelettet, causeret over grønlænderkajakkens "spændte kurver" som værende elegante, og set frem til dette tidspunkt hvor "huden" kommer på, og på alle måder afslører kajakkens former. Med fare for at blive kaldt semintal og subjektiv, så synes jeg altså at en grønlænderkajakens slanke spændte krop, er det smukkeste man finder indenfor kajakker; BASTA.
Hold kæft hvor jeg glæder mig til at få den kajak færdig – følg med...