Ka'jaj'byg kajak? nr. 1

kajaj1

Min første "kajakaften" startede med, at hilse pænt på de andre deltagere. Det gør vi nemlig til "kajakaften". Ja det er i det hele taget et overordenligt "civiliseret" kursus, m kaffepause og kage (hvis nogen altså har taget kage med), lidt i samme stil som en strikkeklub, forestiller jeg mig.

Efter go'daw ritualet gik kajakbygningen så i gang. Det startede med, at vores gode kursusleder John tog nogle hurtige mål af mig. Omend pasningsgraden i en grønlænderkajak nogle gange tenderer både halve og hele "træskolængder" (som John udtrykker det), så er en grønlænderkajak skam skræddersyet - hva' sir' I så!

John er iøvrigt en fantastisk instruktør, hvad han ikke ved om grønlænder kajakker, er der vist kun nogle få grønlændere der ved :0)

Første proces er de to rælingslister. Nogle forfærdelig lange brædder. Min kajak bliver 5,4 meter lang, det har iøvrigt fået mig til at spekulere på, hvor jeg skal opbevare tingesten, hvis jeg får den bygget færdig? Der fræses "taphuller" i brædderne til de tværgående "støtter," der udgør overdækket, og danner bredden og formen på kajakken (set fra oven).

Dernæst fræses der i rælingslisternes underside spantehuller, og til sidst afsluttes denne 1. proces med at lime de trækiler på i stævn og agter, der tilsidst giver den typiske grønlænderkajak-form.

Alting lykkedes, uden at jeg kom til skade, eller producerede til "brokkassen". Det er stadig kun et par lange brædder med nogle huller, men næste gang skal jeg i gang med at udforme lænde-, knæ-,tå- og alle de andre tværstøtter - uha - mer' derom senere :0)

Hans Jørn Bøtcher