kajaj2

Min 2. kajakaften startede sør'me også med, at hilse pænt på de andre kursister. Det er helt sikkert en indarbejdet kutyme, og det er dejligt, for så bliver de kajakaftener ingenlunde overfladiske, og vi både søger og får hjælp hos hinanden.

Jeg var nået til fremstiling af diverse støtter. D.v.s. de tværgående "pinde" som tappes sammen med rælingslisterne, og som udgør skellettet til kajakkens overdæk. Overdæk er måske også så meget sagt, for meningen er at kajakken til sin tid, skal beklædes med lærred, og det udgør altså et meget tyndt overdæk - newermind.

Der skal laves 11 støtter, og da der skal tages hensyn til både den lange ovale facon og til rælingslisternes vinkel, er det om at holde tungen "skævt i munden." Vinklen 70 grader går igen i fremstillingen af disse støtter. Knæ- og lændestøtterne er de vigtigste. De danner kajakkens bredeste sted, og er med til at bestemme kajakkens sejlegenskaber. Når disse støtter er lavet sættes det hele i spænd, og de øvrige støtter kan opmåles.

Denne proces er psykologisk god, for allerede på dette tidlige stadie af en grønlænderkajak, forvandles elementerne fra lange brædder til kajakform. Også "støttefremstillingen" gik godt og kajakken ligger nu i spænd.

Næste gang skal navnlig knæ- og tå støtterne bearbejdes, så min krop på et senere tidspunkt rent faktisk også kan være der. Det blir' spændende

Hans Jørn Bøtcher