Prolog
Kajakbyggeri og mig – ja det var ikke en planlagt konstellation! Jeg havde godt nok (med misundelse) ofte betragtet kajakroere, når de stille gled forbi langs kysten foran sommerhuset på Østfyn, men drømmen om egen havkajak, har altid virket utopisk. Så det var tilfældigheder, der bragte mig tæt på Odense Havkajakklub, og deres værkstedssysler i Bellinge.

Min første "kajakaften" startede med, at hilse pænt på de andre deltagere. Det gør vi nemlig til "kajakaften". Ja det er i det hele taget et overordenligt "civiliseret" kursus, m kaffepause og kage (hvis nogen altså har taget kage med), lidt i samme stil som en strikkeklub, forestiller jeg mig.

Efter go'daw ritualet gik kajakbygningen så i gang. Det startede med, at vores gode kursusleder John tog nogle hurtige mål af mig. Omend pasningsgraden i en grønlænderkajak nogle gange tenderer både halve og hele "træskolængder" (som John udtrykker det), så er en grønlænderkajak skam skræddersyet - hva' sir' I så!

John er iøvrigt en fantastisk instruktør, hvad han ikke ved om grønlænder kajakker, er der vist kun nogle få grønlændere der ved :0)

Første proces er de to rælingslister. Nogle forfærdelig lange brædder. Min kajak bliver 5,4 meter lang, det har iøvrigt fået mig til at spekulere på, hvor jeg skal opbevare tingesten, hvis jeg får den bygget færdig? Der fræses "taphuller" i brædderne til de tværgående "støtter," der udgør overdækket, og danner bredden og formen på kajakken (set fra oven).

Dernæst fræses der i rælingslisternes underside spantehuller, og til sidst afsluttes denne 1. proces med at lime de trækiler på i stævn og agter, der tilsidst giver den typiske grønlænderkajak-form.

Alting lykkedes, uden at jeg kom til skade, eller producerede til "brokkassen". Det er stadig kun et par lange brædder med nogle huller, men næste gang skal jeg i gang med at udforme lænde-, knæ-,tå- og alle de andre tværstøtter - uha - mer' derom senere :0)

Hans Jørn Bøtcher

Min 2. kajakaften startede sør'me også med, at hilse pænt på de andre kursister. Det er helt sikkert en indarbejdet kutyme, og det er dejligt, for så bliver de kajakaftener ingenlunde overfladiske, og vi både søger og får hjælp hos hinanden.

Jeg var nået til fremstiling af diverse støtter. D.v.s. de tværgående "pinde" som tappes sammen med rælingslisterne, og som udgør skellettet til kajakkens overdæk. Overdæk er måske også så meget sagt, for meningen er at kajakken til sin tid, skal beklædes med lærred, og det udgør altså et meget tyndt overdæk - newermind.

Der skal laves 11 støtter, og da der skal tages hensyn til både den lange ovale facon og til rælingslisternes vinkel, er det om at holde tungen "skævt i munden." Vinklen 70 grader går igen i fremstillingen af disse støtter. Knæ- og lændestøtterne er de vigtigste. De danner kajakkens bredeste sted, og er med til at bestemme kajakkens sejlegenskaber. Når disse støtter er lavet sættes det hele i spænd, og de øvrige støtter kan opmåles.

Denne proces er psykologisk god, for allerede på dette tidlige stadie af en grønlænderkajak, forvandles elementerne fra lange brædder til kajakform. Også "støttefremstillingen" gik godt og kajakken ligger nu i spænd.

Næste gang skal navnlig knæ- og tå støtterne bearbejdes, så min krop på et senere tidspunkt rent faktisk også kan være der. Det blir' spændende

Hans Jørn Bøtcher

Den 3. kajakaften var turen komet til knæstøtten, der er vigtig af flere årsager. Med knæene bruger man knæstøtten til at styre og holde balance i kajakken, og derfor skal udformningen naturligvis tilpasses den personlige anatomi.
Knæstøtten er sammen med Masik'en (der etableres på et senere tidspunkt) afgørende for pladsforholdene I en grønlænderkajak. Man skal naturligvis kunne komme ind og navnlig ud af kajakken, men heller ikke mere. Overfødig plads forbedrer ikke styreegenskaberne.
Knæstøtten laves ved at lime en klods ovenpå den eksisterende støtte, så den bliver væsentlig højere, og så kan støtten saves, høvles og pudses I facon. Navnlig afpudsningen og en glat overflade er vigtig, da ens ben jo er I hyppig berøring med denne støtte.
Med knæstøtten på plads er overdækket foreløbigt færdigt, og næste gang skal jeg I gang med at bygge stævn og- agterstykker og etablere kølen – følg med

Hans Jørn Bøtcher

Den 4. kajakaften bragte en ny dimension til min grønlænderkajak, nu skulle der arbejdes I højden – stævn, agter og køl skulle etableres.
Bl.a. kølen er et interessant element I dette kajak-bygge-tilbud, idet man kan vælge imellem to køl typer, der har afgørende betydning for kajakkens udseende.
Den traditionelle grønlænderkajak beklædes fra bunden (kølen), og "huden" syes tilsidst sammen i én lang syning på oversiden af kajakken. Instruktørerne i Odense Havkajakklub har imidlertid udviklet en alternativ løsning, hvor kajakken i stedet beklædes fra toppen, og beklædningen samles i bunden af kajakken – i en rille i kølen.
For en formgiver som mig, fremstår denne løsning som den kønneste, og jeg valgte derfor den lidt bredere køl med rille, men holdet er i øvrigt splittet i netop dette isue – originalitet versus udseende. Godt med valgfrihed :0)
Det er i øvrigt min oplevelse at Odense Havkajakklub har opbygget en betydelig viden om grønlænderkajakken, og instruktørerne har gennem årene udviklet mange værktøjer og teknikker, der gør netop dette byggetilbud til noget specielt.
Rælingslisterne har I enderne indtil nu været I spænd, men de saves nu til, så vinklen kommer til at passe på siden af stævn- og agterstykke, når disse er monteret påsættes den lange køl intermistik, for nu forestår en visuel vurdering af kajakkens linier, og her er man I høj grad afhængig af instruktørernes erfaring. Agter er lavere end stævnen, og der skal en svag naturlig krumning til. Altså blind faith – og det har jeg – det ser rigtigt ud. Glæder mig til næste gangehvor spantearbejdet venter – følg med

Hans Jørn Bøtcher

Den 5. kajakaften skulle jeg så igang med "spanterne," hvilket jeg havde glædet mig til, for så skulle jeg prøve noget helt nyt med træ - nemlig at bøje det! Spanterne udgør ribbenene I kajakkens skelet, og spanterne til vores grønlænderkajakker "dampbøjes."

Igen drager vi kursister stor fordel af vores kursuslederes Georg Gearløs egenskaber, og naturligvis store specifikke viden om både teknik og materialer til en grønlænderkajak. Spanterne laves i asktræ, da denne træsort har ekstra lange fibre. Men hvor man normalt arbejder med "rigtigt" tørret træ, bruger man til træ der skal bøjes friskfældet træ, og John Weiss havde derfor været på savværk, og udvælge en kløvet stamme, hvor årene lå helt rigtigt.

Dernæst er der værktøjerne...og det er her Johns Gerløs gen kommer ind i billedet. Ved at splitte et udtjent fiskars "damp-renser-lugejern" og forbinde det til et hjemmebygget dampkammer, har han konstrueret det perfekte værktøj til bøjning af kajakspanter.

Spanterne opmåles, saves ud på længder, og derefter på go' gammel Emil-fra-Lønneberg-vis håndsnittes de I enderne, så de passer til spantehullerne. Spanterne dampes tre ad gangen i 10 minutter, og derefter bøjes de godt og grundigt, kontrolleres og vupti - der sidder de så I spænd og danner ribbenene på min kajak.

Næste gange skal de så dybles og forsegles - følg med..

Hans Jørn Bøtcher

6. kajakaften: "Æ bindestouv." Grønlænderne havde ikke søm og skruer, og derfor er store dele af skelettet I en grønlænderkajak bundet sammen. "Den skal kunne gå igennem en metaldetektor" som vi I skæmt udtrykker det på byggekurset.
Men der holder det morsomme– for mit vedkommede – så også op, for det bindearbejde bliver aldrig min favorit disciplin. Det er simpelthen hårdt. Der bindes med en bestemt vokset sejlgarn og der skal strammes til. Det skal jo være en stærk og stabil samling, og det bliver det så sandelig også – stærkere end huden på mine små bløde "tegnerfingre."
Man har boret små huller I kølen ud for spanterne, og med et "trådeværktøj" der består af en rundstok og en bøjet guitarstreng (vistnok E strengen?) trækkes sejlgarnet nu to gange igennem og rundt om spanterne, og bindes til sidst med en såkaldt kirugisk knude. Lyder enkelt, men hold kæft hvor er der mange, og bagefter ku' fingrene nok trænge til lidt kirugi :0)
Afstandsforskelle (mellemrum) fra spantet og ud til kølen udlignes iøvrigt med små afstandsklodser. Ikke noget med at spænde hverken spandet eller kølen skæv, så risikerer man, kun at kunne sejle den ene vej rundt om Fyn, som vores instruktør humoristisk udtrykker det.
Bindearbejdet er en hård men vigtig operation, og næste gang skal jeg så iøvrigt igang med sidelisterne... og de skal "go-dyle-mig" også bindes. SUK 

Hans Jørn Bøtcher

7. kajakaften fortsatte hvor den sjette slap, nemlig med det "hårde" binde arbejde. Denne gang skulle sidelisterne bindes på.

Sidelisterne er to lange tynde lister, der bindes på spanterne hele vejen fra agter til stævn. De kan virke lidt undseelige, men de er ikke desto mindre meget vigtige for kajakkens sejleegenskaber. Både stabiliteten og dens gang gennem vandet.

Som med placeringen af kølen, er der tale om en visuel vurdering, baseret på instruktørernes erfaring og igen – "blind faith" – men også denne gang gav det mening. Organisk, lange, spændte kurver (lige som på en fisk) og symetriske selvfølgelig - det ser sgu rigtig godt ud.

Denne aften blev der iøvrigt også tid til "baggagebæren," som jeg I spøg kalder den. Lige bag mandehullet forstærkes overdækket med nogle lister I asketræ, der nedfældes I lændestøtten og dybles fast, for at skabe en lille solid platform, hvorfra men kan bl.a. kan entre sin kajak.

Det samme skal iøvrigt ske på fordækket foran mandehullet, og der har jeg fået en ide til en kosmetisk pænere løsning – mer' derom senere – følg med :0)

Hans Jørn Bøtcher

Min 8. kajakaften (ja faktisk også noget af den 7. og 9.) var dedikeret en rigtig spændende opgave, som jeg gik til og fra; nemlig "mandehullet." Vi har på holdet fjollet en smule med, at det egentlig er lidt chauvinistisk, at kalde det for mandehullet, når der nu også findes mange kvindelige kajakroere. Men kajakkens form taget i betragtning - ja og i det hele taget - tror jeg de fleste piger synes det er OK, at det ikke kaldes for "kvindehullet"?

Never mind - mandehullet er en operation, som jeg har glædet mig til at skulle igang med. I lighed med spanterne laves det af "frisk" asketræ der dampformes. Mandehullet består af to lister, der skal formes rundt om en skabelon, som man har valgt i forhold til hvor nem (eller rettere hvor lidt besværlig) adgang til kajakken man ønsker. Man starter med at lave en liste ad gangen. Listerne saves i mål på rundsav, og derefter høvles en "skaring" i den ene ende. En skaring er et lige snit/flade der over 10 cm går fra fuld tykkelse til 0.

Når listen er lavet, lægges denne i dampkammer i 45 min. Når asketræslisten er dampet godt igennem, formes den - startende fra skaringen - om skabelonen. For hver 10-15 cm fikseres listen med en skruetvinge, og det hele skal gå temmelig tjept, så listen ikke mister sin smidighed undervejs. Til sidst når man så skaringen igen, som limes sammen med listens tykke ende. Jo skarpere og lige man har lavet sin skaring - jo pænere samlinge får man. Når limningen er tør og hærdet, høvles samlingen ned i listens tykkelse, og så er man klar til at gentage hele processen med den tyndere liste der skal limes uden på.

Næste gang skal jeg igang med "masik'en" der er overdækkets højeste støtte lige foran mandehullet. Jeg har i forbindelse med "masik'en" ruget lidt over en lille teknisk/kosmetisk nyudvikling vedrørende de dækslister der skal sættes på den. Det blir' spændende at høre hvad vores instruktør John siger til det - følg med :0)

Hans Jørn Bøtcher

9. Kajakaften: "Masik" som på grønlandsk vistnok betyder noget i retning af den/det højeste, ja "masik'en" er ihvertfald (næsten) det højeste punkt på en grønlænderkajak. Sådan en lavede jeg på den 8. og 9. kajakaften. Masik'en sidder i forbindelse med knæstøtten, og danner den forreste anlægsflade for mandehullet. Den bagerste anlægsflade er lændestøtten.

Det er et spændende tidspunkt i processen, idet at det er nu, at man for første gang kan "prøve" sin skræddersyede kajak. Og det med det skræddersyede viser sig i de fleste tilfælde, at være så som så, forstået på den måde, at der er sgu' altid trangt i en grønlænder kajak. Måske lige med undtagelse af længden - der rutter vi med pladsen.Min kajak sku' da også "blokkes ud", nærmere betegnet så skulle knæstøtten flyttes lidt, masikken får ildt ekstra højde, men med mine gamle stive knæ, kommer jeg aldrig til bare at smutte i kajakken.

Fordækket I krydsfin'er - min egen opfindelse!
Normalt er fordækket 2 - 5 asketræslister som lægges fra masik'en til tåstøtten, men jeg har bemærket at disse, ret hurtigt bliver synlige under lærredet, som kajakken jo beklædes med yderst. Derfor havde jeg udtænkt en plan om at beklæde fordækket med kun to lister, og så desuden lægge en plade af krydsfinér, der øverst skulle følge masik'en kurve, og fremad skulle limes sammen med "fordækslisterne." Det skulle kunne gi' en pænere finish på det fordæk.

Vores instruktør John Weiss kiggede lidt mistroisk på mig. Han og de andre konstruktører i kajakklubben har iøvrigt prøvet "det meste" m.h.t. konstruktionen af grønlænderkajakker, men måske netop dét - at der skete noget nyt - gjorde ham nysgerrig, og han hjalp mig igang med det "kurvede fordæk" – det er ret spændende, om jeg kan bidrage til udviklingen af grønlænderkajakken fra Bellinge også :0)

Om skidtet så virker efter hensigten - ja det ved vi ikke en pind om, før kajakken bliver færdig, så det bliver da endnu et spændingsmoment. Uha - det blir' spændende - bare følg med.

Hans Jørn Bøtcher

10. kajakaften stod specielt i formgivningens tegn, og for en designertype som mig, er det en yderst spændende stund. Kajakskellettet (rælling, agter og stævn) skal høvles i facon. Princippet er nogenlunde det samme, som når vi grafikere skal lave eleganter figurer... det hele skal bestå af "spændte" kurver. De "rigtige" linier er ikke bare kønnere at kigge på, de giver også bedre sejleegenskaber.
Det er dejligt at faconhøvle. Først tages det grove med den store høvl eller el-høvlen, og bagefter gælder det om at få den lille blokhøvl indstillet rigtigt, så den kan tage de lange glatte høvlspåner, der efterlader den rene skarpe flade. Et par lange træk - ned på knæ og vurdere – høvle lidt mere – ned og vurdere, og tilsidst; så er den der – "den spændte kurve." Man kan se kajakkens form, næsten lige så tydeligt, som var der allerede spændt lærred på – Spændende.
Med masik'en og sædet (to lag finér der er limet i facon) på plads, er det også tidspunktet, hvor man kan lirke sig i sin kajak, og tage sig en lille kajaktur (i værkstedet naturligvis), og så småt afprøve komforten. Og komforten er på ingen måder høj (synes jeg), men man kan naturligvis sikre sig, at alt det kroppen/ben/fødder kommer i kontakt med, er grat'et af og pudset til, så man undgår ubehagelige skarpe kanter.
Man kan også sy et lille skumryglæn på den bagerste del af mandehullet, og evt. lægge lidt liggeunderlag på sædet. "Fanatikerne" siger godt nok, at det gælder om at holde tyngdepunktet lavt... nåh men jeg løber sgu' risikoen med et par mm liggeundlag – vi snakker i bedste fald trods alt kun om "reducering af diskomfort", hvis der altså er noget, der hedder sådan :0)

Hans Jørn Bøtcher

11. kajakaften: Det skal ikke skorte på vandtætte skotter! Selv om 100% vandtætte bliver de næppe. Det siger sig selv, at det er utopisk at opnå en synkefri kajak, i en konstruktion hvor yderskroget er af lærred. Men med skotter er der nu også lige så meget fokus på bekvemmelighed som på sikkerhed.
Bliver man ved et havari nødt til at lave en "våd udstigning", så vandet kan komme ind i "hele" kajakken, står man med noget af en tung sag at bjærge. Men med skotter i kajakken, kommer der kun vand i cockpittet, og så er der tale om en betydelig lettere "ubåd" at håndtere.
Skotter er endnu en ting, som en original grønlænderkajak ikke oprindelig er udstyret med, men som instruktørerne har udviklet på Odense Havkajakklubs kajakbygningskurser i Bellinge. Tillige med en række andre teknikker, så som samling af lærredet (yderskroget) i kølen. En løsning som jeg har valgt, fordi det er den kønneste, og det går jeg nu engang op i.
Skotterne laves af 4 mm vandfast krydfinér, der måles op efter skroget, og limes på. Der pålimes desuden lister i "overmål", og senere armes skotterne med glasvæv og epoxy, og høvles ned til det punkt, hvor lærredet senere vil nå ind.
Der blev også tid til en 5. proces i "operation mandehul." Meningen er jo at mandeholdet til sin tid skal syes sammen med lærredet (yderskroget), og derfor skal rammen selvfølgelig forsynes med en række små huller huller til nål og tråd. Næste operation bliver af finish karakter, hvor rammen pudses af så den er klar til klarlakering - jeg glæder mig – ja det gør jeg principielt til alle operatoner af finish karakter :0)

Hans Jørn Bøtcher

12. kajakaften: kan vel nærmest kaldes for "armeringsaften" - de vandtætte skotter som altså ikke er 100 % vandtætte, skal forstærkes med glasvæv og epoxy. Det er mest et "lappearbejde", hvor alle limsamlinger pensles med epoxy – beklædes med glasvæv - og atter pensles. Det gør skotterne vandtætte og stærke.
Overskydende epoxy iblandes Silikat så det bliver en tyk klistret masse, som vi lidet flatterende kalder for "snot", og som vi bruger forskellige steder på kajakken, hvor småhuller forstærkes eller fyldes - en slags maritim holdbar "Pollifylla."
Med skotterne monteret giver det god mening at udnytte "enderne" - som nu indvendigt adskilt fra cockpittet – er blevet til næsten vandtætte "bagagekamre." Der har tidligere været eksperimenteret med forskellige fomer for hjemmelavede hætter eller luger til disse magasiner, men i år gør de fleste af klar til, at montere nogle "fabriksproducerede" af slagsen, hvorfor der skal etableres rammer og monterings-finérplader både for- og agter.
Næste gang skal kajakken så pudses endeligt til, så den bliver klar til den afsluttede fase, hvor den skal "have hud på" – det glæder jeg mig afsindigt til – følg med.

Hans Jørn Bøtcher

13. kajakaften: Opgaven var klar – ALT på skelettet skal pudses af - ender, knaster, limrester, dybelhuller, splinter m.m. ALT som stikker bare en smule op, bliver nemlig ikke dækket men snarere synliggjort, når først lærredet sennere strammes udover hele konstruktionen.
Og så blev der høvlet, savet og pudset. Også mandehullet blev færdigpudset og fik en gang lak (det stod flinke Brian for), men det skal have flere gange skibslak for at kunne holde. Og så nåede vi også lige at få spændt lærred på kajakken.
En traditionel grønlænderkajak syes sammen i én lang syning på overdækket, men da jeg har valgt den (synes jeg) kønnere løsning, hvor samlingen lægges ned i kølen, starter vi med at "råstrække" lærredet ud på overdækket, og så er der gjort klar til store beklædningsaften næste gang.
Lige nu er det svært at forestille sig, hvordan det skal kunne komme til at se godt ud – men det kommer det til - påstår vores instruktør John Weiss Andersen, og hidtil har han haft ret – så det bliver spændende.

Hans Jørn Bøtcher

14. kajakaften: Kajakken skal ha' hud på, ellere rettere lærred, for det er nemlig kraftig tæt vævet lærred, som vi betrækker med. Selve betrækningen foregår over 5 faser. Første fase – at få lærredet strakt ud i hele kajakkens længde – nåede jeg sidste gang, 2. fase (aftenens operation) er så at få lærredet strukket godt ud på overdækket, 3. fase er at strække lærredet ned over sidelisterne og sluttelig skal lærredet (i mit tilfælde), samles i en rille i kølen.
Til beklædningen bruger vi nogle specialudviklede værktøjer til at strække lærredet, og så en hulens masse clips. Clips er naturligvis kun midlertidige fikseringer, til at fastholde lærredet udstrukket, indtil det tilsidst kan samles endeligt i bunden.
Arbejdet med overdækket skred møjsommeligt men støt fremad. Processen foregår med et et slags håndtag med en række spidser, der trækker lærredet stramt rundt om rælingslisten, og med det hele er spændt godt – skynder skynder man sig at skyde 3-4 clips i. Det gør man skiftevis i hver side af kajakken, og da den jo er 5,4 meter lang, er det let at forstå hvad jeg mener med en hulens masse clips.
Peacock Pagajen – mit helt eget design
På kajakbyggerkurset får vi også mulighed for at lave vores egen pagaj, af den type som inuitterne i vestgrønland har udviklet. En lang pagaj med relativ lange men smalle åreblade. Normalt bruges fyrretræ eller lignende, men som designer, kan jeg ikke lade være med at drømme om min egen unikke pagaj. Jeg har lavet en grafisk manipulation af et design hvor 3 slags tæsorter skal indgå, og med nogle råd fra vores instruktør John Weiss Andersen - og god hjælp til opsavningen af de forskellige elementer – kom jeg denne aften også i gang med pagajen.
Det er lidt af en opgave jeg har sat mig for - spændende om det kan lykkes – følg med :0)

15. Kajakaften: Der skulle fortsat strækkes lærred, denne gang ned over sidelisterne. Til det bruger vi en slags "moment-lærred-strække-anordning". Et andet slags håndtag og en snor med to kraftige clips (stammer vistnok fra et hedengangen garveri), der kan trække lærredet nedover sidelisterne, og helt ned til kølen hvor lærredet fikseres med kraftige clips.
Da kajakken jo er alt andet end lige, vil der selvfølgelig hele tiden være steder, hvor lærredet er løsere. Det overskydende lærred fordeles, og man strammer det ud af flere gange, hvorfor man må påregne at skulle "pille" flere clips op, og genstramme, indtil man får lærredet strammet ud over det hele. Og lærredet skal være stramt – "tapper" man på det, skal det lyde som en tromme. Processen med fordelingen af overskydende lærred er lidt af en vurdering, og der havde jeg god hjælp af Benny fra klubben, som vistnok har opfundet metoden "at samle lærredet i kølen."
Jeg har ved flere lejligheder under opbygningen af skelettet, causeret over grønlænderkajakkens "spændte kurver" som værende elegante, og set frem til dette tidspunkt hvor "huden" kommer på, og på alle måder afslører kajakkens former. Med fare for at blive kaldt semintal og subjektiv, så synes jeg altså at en grønlænderkajakens slanke spændte krop, er det smukkeste man finder indenfor kajakker; BASTA.
Hold kæft hvor jeg glæder mig til at få den kajak færdig – følg med...

16. kajakaften: Mikadopinde og Grønlands kajak hænger godt sammen, i hvertfald hvis man bygger sin kajak i Odense Havkajakklub. Og der er på ingen måde tale om juks, blot har de fundet ud af - derude i Bellinge - at Mikadopinde har en størrelse, der er velegnet til dybelarbejdet, og så til den operation, som jeg skal lave på den 16. Kajakaften...nemlig at fiksere lærredet i bunden af kajakken.
Det foregår på den måde, at man først pensler rillen i kølen med epoxy, hvorefter man presser den ene "side" af lærredet godt ned i rillen. Så gentager man processen med epoxy og lærredet fra den anden side, og til sidst presses det hele sammen med - rigtigt gættet – Mikadopinde, der holdes på plads med hæfteklammer - bare indtil epoxy'en hærder.
Og så er det ellers bare om, at komme i gang med, at pille hæfteklammer op, så kajakken igen bliver fin og helt fri for metal.
Peacock pagajen viser sig at være, nogenlunde lige så svær at lave, som jeg havde forestillet mig. Med nogenlunde mener jeg faktisk sværere, fordi projektet hele tiden byder på uforudsete udfordringer. Jeg kom dog ét skridt videre med slibe/limning, men blot for at finde ud af, at jeg har brugt noget træ, der er så hårdt at arbejde med, at mit "hobby-kop-bor" måtte gi' op, lige som boremaskinen. En ny hurdle at tackle, men jeg har ikke givet op.
Der skal noget kraftigere værktøj til, og så skal det nok lykkes – tror jeg da – følg med.

17. kajakaften: Mandehullet skal i kajakken, og selv om jeg har "svælget" en hel del i den æstetiske helhed og de smukke spændte kurver, der opstår når lærredet bliver spændt ud over hele kajak skelletet, så betragter jeg mandehullet som en slags "kronen på værket."
Alligevel gør det ondt, når vores kursusleder John, efter at have sikret sig at hullet er placeret korrekt, stikker sin kniv igennem lærredet, og foretager det første snit. Eller "flænser helheden, under højlydt protest fra det spændte lærred," ja sådan tænkte jeg et kort øjeblik. Men John har prøvet det før, så hvor "barbarisk" det end virker på min "sarte" designersjæl, så sker det kyndigt og sikkert, og lærredesnipperne fikseres hurtigt til rammen med nogle kraftige nåle.
Forinden er mandehullet blevet pålimet en bændel og fikseret med en strop, der spænder rammen fast på kajakken, og sikrer at denne ikke kan bevæge sig under processen. Og processen er syning. Ganske som spanter og køl blev fastgjort kajakken ved sammensnøring, så fastgøres mandehullet også ved hjælp af nål og tråd. Da vi lavede mandehullet, forsynede vi det med en række små huller, og det er disse huller, vi nu bruger til at trække trådene igennem. Ganske som sammenbindingen, er syning ikke min yndlingsbeskæftigelse (gør ondt i fingrene), men opgaven her er trods alt mere overskuelig, og trods lidt slagsmål med de lange tråde, og de spiiidse nåle, så kom jeg igennem første syrunde på en aften
Næste gang skal den pålimede bændel syes ned over lærredsenderne, så mandehullet kan tage sig pænt ud, og blive en "krone på værket" – håber jeg – følg med

18. kajakaften: - var faktisk en lørdag formiddag, og dem har der været et par stykker af. Kajakbygningskurset i Odense Havkajakklub er i høj grad drevet af entusiasme og frivillig arbejdskraft fra flere af klubbens medlemmer, og således også nogle ekstra bygningsweekender, hvor instruktøren frivilligt stiller op. Nu behøves man ikke, at have SÅ ondt af ham, for jeg tror faktisk ikke, at han kan la' vær.'
Denne gang havde jeg flere opsamlingsopgaver. Først skulle jeg have mandehullet gjort færdig. Den bændel der blev syet på i toppen under første syning, blev nu bukket ned, så den dækker lærredsenderne (som selvfølgelig også klippes ned), og så er det bare at gentage syningen i de samme huller. Selvfølgelig under iagttaghelse af, at nu er det ydersiden som kan ses, så stingene må gerne blive så lige og pæne som muligt. Ikke alle sting blev godt nok ikke helt lige, men pyt...man må vel også godt kunne se, at det er en håndlavet kajak.
Med mandehullet rigtigt på plads og lærredet trukket på, blev det også tid til at prøve kajakken i den endelige form. Og det var faktisk lidt spændende, idet jeg (utilsigtet) havde valgt et lidt kortere mandehul. Det gik dog godt, jeg kom i kajakken uden det helt store besvær, og der var også rimmelig plads til mine fødder og god kontakt til knæstøtten. Det sidste har betydning for balance og manøvredygtighed. Det bliver spændende, at finde ud af om komforten rækker til "rigtige" roture.
Der blev desuden tid til de "magiske" strygninger, som kajakbyggerne spøjst kalder det. Under påsætningen af lærredet kan det ikke undgås, at lærredet nogle steder "vulker" lidt. De steder kan man – ved at gnide lærredet blødt med vand – rette ud, idet lærredet trækker sig en smule ekstra sammen, første gang det gøres vådt. Processen kan kun udføres en gang, men det lykkes også godt med min kajak - se blot bunden fra indersiden (gennem mandehullet) på billedet øverst t.v. og den "bestrøgne" glatte yderside t.h.
Næste gang skal kajakken "coates" med epoxy, så den får en stærkere yderskal, ligesom jeg håber, at et nyt borværktøj kan få mit Peacock Pagaj projekt tiilbage på sporet – følg med.

19. kajakaften: - skulle egentlig have været "epoxyaften", hvor ydersiden af kajakken påføres en epoxyblanding, for at opnå en stivere og stærkere yderskal. Men "Master John" syntes, at der var et par steder ved stævnen, som godt kunne tåle nogle strygninger med vand, for at få lærredet strukket ekstra, og da epoxy ikke binder på fugtigt lærred, må det skydes til næste gang.
Men så blev der i stedet tid til mit lille show-off "Peacock Pagajen." Det side projekt har ligget stille et par uger, da jeg løb ind i problemer med værktøjet. Jeg har valgt tre træsorter til min pagaj, og en af disse er noget meeeeget hårdt asiatisk træ (ved ikke nøjagtigt hvad det hedder), og det hobbyværktøj jeg ville bruge til at bore "påfugleøjet" måtte gi' op overfor denne træsort.Efter at have anskaffet mig et kraftigere kopbor, der kan skære i både træ og metal, lykedes det endeligt at komme tilbage på sporet.
De to andre træsorter i min pagaj er Ask, der udmærker sig ved at være en stærk, sej langfibret træsort og endelig Asp, som jeg anvender, fordi det er en lys og ret let træsort. Det sidste er ikke uvæsenligt, da man generelt ønsker sig, så let og stærk en pagaj som muligt, og med brugen af de to andre "tunge" træsorter, har jeg en udfordring i at undgå, at Peacock Pagajen bliver alt for tung.
Strategien - med at bygge pagajen op af så mange del elementer, der efterfølgende limes sammen i etaper – kan der stilles spørgsmålstegn ved. Men designet snarere end konstruktionen har jo hele tiden været det primære fokus, og så må jeg leve med de uhensigtsmæssige effekter der dukker op efterhånden som projektet skrider frem – og de dukker op.
Sammenlimningen af skaftet i 2 træsorter gik fint. Det opnåede stivhed og beholdt sin lige facon, men anden fase - "pagajbladene" - hvor 4 elemeter i 3 træsorter blev limet sammen i begge ender - har trukket lidt i forskellige retninger under tørring. Jeg kan således ikke prale af at pagajen er "snor-lige." Pyt – jeg fortsætter - og så må jeg se, om jeg med høvlen kan kompensere lidt, så facocon bliver bliver nogenlunde. Pagajen bliver i hvertfald flottere for hvert strøg med høvlen, og det animerer mig til at fortsætte den ulige kamp :0)

20. kajakaften: - så blev det epoxyaften. Kajakkerne var tørre, og efter at have monteret en intermistisk "hængepind," der via en snor i loftet skal holde kajakken på "ret køl" mens den hærder, var vi klar til epoxy behandlingen.
Der er ikke tale om traditionel bådebyg-epoxy-arbejde, hvor man jo typisk påfører epoxy sammen med glasvæv, for at bygge en hård ekstra skal. Med vores grønlænderkalakker i Bellinge er lærredet i sig selv "yderskallen," og epoxyen blandes i et forhold af Resin, Hærder og Sprit, så konsistensen kan påføres med en malerulle, trænge helt ind lærredet, og derved give yderskallen maksimal styrke.
Disse "cutomiserede" fremgangsmåder at bygge grønlandskajakker på i Odense Havkajakklub - og der er flere: f.eks. samling af lærredet i kølen, "vandtætte" skotter, specielværktøjer og alternative materialer m.fl. – er ingenlunde fremkommet af sig selv. Således heller ikke behandlingen af kajakkens yderskal. Der er gennem årene blevet eksperimenteret med forskelligt lærred og epoxyblandinger, og således har man i dag fundet en metode, der giver lærredet en anselig styrke. Learning by doing, og det drager vi kursister naturligvis kæmpe fordel af.
Efter epoxybehandlingen males kajakkerne i præcis den farve man måtte ønske, og da min kammerat Brian og jeg har besluttet, at vores kajakker skal være mørke, foreslog John Weiss Andersen os, at vi kunne bejdse lærredet mørkt, så ridser der senere måtte komme i malingen, ikke vil optræde så markante med en lys bund underneden.
Og så var det tid til endnu et experiment... i stedet for at bejdse lærredet først, vil vi prøve at blande det ibenholtsorte bejdsepulver i spritten, og derved påsmøre bejdsen integreret i epoxyblandingen.
Resultatet var overraskede! Lærredet blev nok mørkere, men slet ikke så meget som forventet. Pigmenteringen blev transparent og mere laserende, og kajakkens ny gråbrunlige farve fik et svagt skær af violet over sig, men stadig organisk og naturlig på en eller anden måde.
Nu er det med farver naturligvis meget individuelt, og umuligt at diskutere. Hvad er smukt og hvad er grimt? Men den nye epoxyblanding gav i hvert fald Brian og jeg hovedbrud, for vi kan rigtig godt li den nye naturlige farveeffekt. Jeg havde egentlig tænkt mig at kalde min kajak for "Aningaaq" (månemanden fra grønlandsk mytologi), og male den dyb mørkeblå. Men nu overvejer jeg kraftigt, at give kajakken klar lak i stedet?
Afvaskningen inden maling vil måske gi et fingerpeg – hvad mon det bliver? -følg med...

21. kajakaften: - Jeg blev ved den oprindelige plan med en dybblå farve. Ved afvaskningen i grundrens mistede lærrede/epoxy ret meget af den sorte bejdse. For meget synes jeg, men Brian's kajak fremstod efter afvaskning sjovt nok lidt mørkere end min, og han holder derfor fast i det nye "naturlook," der godt kan minde lidt om sælskind – spændende.
Ud fra resultatet - med den megen bejdse der blev "skubbet" ud i overfladen under hærdningen - vedbliver eksperimentet med bejdse direkte i epoxyblandingen dog nok med at være blot et eksperiment, og sådan er det. Tingene reagerer ikke altid som planlagt – og kemiske reaktioner kan i sandhed være ret spøjse.
Efter afvaskning og afpudsning males epoxylærredet med alkydmaling (malerulle), og her har jeg valgt den mørkeste blå fra farvekortet "midnatsblå," og kajakken giver jeg navnet "Aningaaq" ("månemanden" fra grønlandsk mytologi, som også er bekytter af havdyrene).
Selvom jeg har pudset lærredet grundingt, opnår man på en lærredkajak aldrig en glat overflade som på en glafiber ditto, ej heller selv om jeg pudser nok en gang. Den får 2 lag maling, og tilsidst efter at have sprayed navn på, fik den en gang lak, og så ser det slet ikke så tosset ud endda.
Vi har jo etableret vandtætte skotter, hvilket vil sige at kajakken nu har et cockpit og to kamre. For at kunne bruge disse kamre skal der naturligvis også vandtætte luger i.Også på dette punkt har der gennem de sidste par år været eksperimenteret en del i Odense Havkajakklub med "selvgjorte" løsning. Disse har dog vist sig, ikke at være udpræget praktiske og i nogle tilfælde heller ikke helt vandtætte. Derfor har de fleste iår valgt at montere nogle "færdige" luger.
Disse luger er helt vandtætte, og så er de også helt flade – hvilket klæder min kajak – "grønlænder eller ej."
Vi nærmer os finalen – nu mangler der faktisk kun en skureliste i bunden, og så skal der trækkes noget snorværk på dækket, hvorunde man kan opbevare sin pagaj. Disse skal desuden forsynes med "snorestrammere." Her er mit dekorative gen igen løbet af med mig, og jeg har tænkt mig at gi' de strammere Tupilak-look, og hvad det der kan du se næste gang – følg med.

22. kajakaften: - Snorstramerne med Tupilak-look blev ikke helt færdige. Det vil sige, de er færdigsnittede, men da jeg har valgt at snitte dem i en relativ blød træsort, blev vi enige om, at skulle disse strammere kunne bruges til noget, var det nødvendigt at forstærke dem med et lag epoxy, og så er man også nødsaget til efterfølgende, at gi dem lak, da solens UV stråler ellers nedbryder epoxyen.
Men disse strammere bliver fine synes jeg, min helt egen Tupilak stil – jeg glæder mig til at vise dem frem.
I stedet blev der produceret kølliste eller "skureliste." Det hedder den fordi den skal beskytte lærredsbunden når kajakken anløber stranden, og bunden "skurer" mod stenene.
Til skurelisten bruges en laaang liste af Ask. Ja listen er så lang, at den skal sættes sammen af flere stykker, v.hj.a. lim og en skaring (skråsnit), ganske som da vi satte listerne i mandehullet sammen. Også i lighed med mandehullet, skal asketræet dampes og bøjes, så vi får listen til at lægge helt tæt til i hele kølens længde. Inden har jeg boret en langrække huller i listen, så vi kan skrue denne fast til kølen, og en spændeskive sikrer, at fvi ikke flækker listen.
I 1. Omgang skruer vi dog ikke enderne fast. De stritter ud i ænderne, og omsluttes af et dampkammer i 15 minutter, så de kan bøjes perfekt efter kølknækkene i stævn og agter
Skruerne er dog kun en midlertidig fiksering, idet vi – som vi har gjort med flere af de andre kajakoperationer - bagefter erstatter skruerne med "micado dybler," og først limen er tør. Lidt mange operationer, men med lidt hurtigt tørrende superlim nå vi det.
Kajakker med samling af lærredet på dækket, har jo en pæn ren køl, og derfor afkorter man typisk skurelisten så'a ca ved vandlinien – det er det pæneste. Men en kajak med samlingen i bunden, har jo behov for at skurelisten går hele vejen fra agter til stævn, og det er selvfølgelig lidt mere klodset...nåh pyt, min trang til at designe har allerede snittet en lille galionsfigur. Ingen tvivl om at nogle synes det er for meget pynt, men det er sgu også iorden. Aningaaq må gerne være pyntet... og der er alligevel ikke nogen af os på holdet, der skal overleve morgendagen ved, at vore kajakker er blevet det ultimative sælfangerredskab.
Hvad det er for en galionsfigur jeg har snittet kan du se i næste afsnit – følg med.

23. kajakaften: - Det lakker mod enden, og jeg er kommet til de afsluttende detaljer med "Aningaaq", som jeg jhar valgt at kalde min grønlænder havkajak. Jeg lovede i sidste afsnit at vise gallionsfiguren, som jeg i et permanent anfald af pyntesyge, har valgt at ville forsyne "Aningaaq" med.
Det må blive næste gang - men jeg kan vise mine "Tupilak snorstrammere" frem, jeg brugte nemlig 23. kajakaften på at rigge kajakken til med snore til opbevaring af pagaj m.m., og så blev de epoxy og lakerede snorstrammere endeligt monteret.
Jeg fandt det lidt af en vovet operation, at skulle bore hul i den fine overflade, som jeg just havde epoxyet, pudset, malet, pudset igen og lakeret, men rigningen kræver naturligvis huller – sådan er det. Vi bruger noget meget stabilt nylonsnor til kajak-rigningen. Snorene trækkes gennem hullerne, og fikseres ved hvert hul med en lille kile (Mikado pinde igen :0) og skumlim. Det giver en relativ holdbar lås af snoren, og om ikke usynligt, så er det dog en relativ diskret fiksering, idet vi med en dorn hamrer kilen helt ned i hullet, og snoren dækker jo også efterfølgende. For at undgå at nylonrebet skal flosse, bliver det i begge ende "klippet" med en loddekolbe.
Til snorestrammere bruges mange forskellige materialer, og der er naturligvis fokus på holdbarhed, da man nødig vil bryde rigningen, blot for at skifte en knækket snorstrammer. Grønlænderne brugte mest tand eller ben, og ben bruges også af nogle på vores kajakbyggerhold. Andre bruger nylon, og nogle hårdttræ. Grundet tupilak udkæringerne valgte jeg træ, og med lidt epoxybehandling regner jeg med, at det kan holde.
Desuden er jeg glad for at "apteringen" (mandehul og snorstrammere) kan holdes i det lyse trælook, hvorfor "gallionsfiguren" også bliver i lakeret Ask, og den figur får jeg monteret næste gang – det lover jeg – følg med.
I 1. Omgang skruer vi dog ikke enderne fast. De stritter ud i ænderne, og omsluttes af et dampkammer i 15 minutter, så de kan bøjes perfekt efter kølknækkene i stævn og agter
Skruerne er dog kun en midlertidig fiksering, idet vi – som vi har gjort med flere af de andre kajakoperationer - bagefter erstatter skruerne med "micado dybler," og først limen er tør. Lidt mange operationer, men med lidt hurtigt tørrende superlim nå vi det.
Kajakker med samling af lærredet på dækket, har jo en pæn ren køl, og derfor afkorter man typisk skurelisten så'a ca ved vandlinien – det er det pæneste. Men en kajak med samlingen i bunden, har jo behov for at skurelisten går hele vejen fra agter til stævn, og det er selvfølgelig lidt mere klodset...nåh pyt, min trang til at designe har allerede snittet en lille galionsfigur. Ingen tvivl om at nogle synes det er for meget pynt, men det er sgu også iorden. Aningaaq må gerne være pyntet... og der er alligevel ikke nogen af os på holdet, der skal overleve morgendagen ved, at vore kajakker er blevet det ultimative sælfangerredskab.
Hvad det er for en galionsfigur jeg har snittet kan du se i næste afsnit – følg med.

24. kajakaften: - Gallionsfiuren er en isbjørn og jeg betragter den lidt som prikken over I'et. Inspirationen til en galionsfigur kom ret hurtigt efter, at jeg var startet på kajak-bygger-kurset, da vores instruktør John Weiss Andersen i kaffepausen viste os billeder af kajakker, som et par dygtige "kajakbyggere" i Skagen havde lavet. Det er nogle vildt flotte sorte kajakker, og den ene – navngivet "black pig"- havde en sjov galionsfigur af et glad vildsvin i stævnen. Hvor blæret tænkte jeg – min kajak skal sgu' også ha' en galionsfigur.
Da jeg senere i løbet af kurset fandt ud af at min kajak skulle være mørkeblå, og opkaldes efter månemanden "Aningaaq," skitsede jeg et eskimohoved som galionsfigur. Jeg fandt imidlertid eskimoansigtet for detaljeret at snitte, og selvom der er tale om lidt signalforvirring mellem navn og figur, har jeg valgt at bibeholde navnet og snitte en sød lille isbjørn til "stævnpryder."
Min Peacock Pagaj har også fået en tur mere med blokhøvl, og sandpapir, og nu er formgivningen ved at være på plads, så der er kun finpudsningen tilbage,

Jeg er nået til de afsluttende detaljer, men det er også på tide, da den sidste kajakaften er på tirsdag, og næste weekend er der søsætnings galla, hvor en hel del af Odense Havkajakklub traditionelt holder kajak-weekend, og hvor alle vinterens "nybygninger" altså for første gang ser vand – SPÆNDENDE.
På tirsdag mangler jeg kun lige lidt lak, oliering af pagaj og polstring af mandehullet, og så... forventer jeg at kune præsentere "Aaningaaq" helt færdigbygget - følg med.

25. kajakaften: - "Aningaaq" er færdig, og jeg er rigtig glad for resultatet. Det har været et super parløb som "Aningaaq" og jeg har foretaget denne vinter, og vi har skam begge udviklet os.
"Aningaaq" fra et par lange brædder, til et smukt og sødygtigt fartøj. Og jeg – ja det føles som om, at kajakken har vækket en hengemt lyst, til at save, høvle, bore, snitte, pudse og formgive.
Den sidste kajakaften forløb med diverse puslerier. Der kom snore i lugerne, så disse ikke risikerer at flyde væk, og cockpittet's sæde blev beklædt med liggeunderlag – for komfortens skyld. Og så kom jeg endelig til "den sidste olie" for pagajen.
PEACOCK PAGAJEN var et ambitiøs påfund, og den er da heller ikke blevet helt perfekt, der har været svipsere undervejs. Men nu er den færdig, og kan den også holde til selve ro-arbejdet i det lange løb - ja så er det faktisk en ret speciel pagaj, jeg har fået snittet mig. Først og fremmest synes jeg, at den er flot, men samtidig har jeg også fået pagajens vægt ned på sølle 860 g – hvilket ikke er ret meget for en træpagaj på over 240 cm.
SØSÆTNING: Det om holdbarhed og sødygtighed fandt jeg ud af lørdag den 25. maj i Helnæsbugten ved Løgismosestrand Camping, hvor vi afholdt Odense Havkajakklubs årlige kajakweekend og søsætning for alle vinterens nybygninger.
Aningaaq og Peacockpagajen klarede begge søsætningen med bravour, hvorimod mine evner som "kajakchauffør", var lidt mere diskutable. Jeg skulle lige omkring en enkelt "våd" udstigning, men efterfølgende gik det meget, meget bedre, og det blev en fantastisk kajakweekend :0)
Har du lyst til at vide mere om søsætningen henviser jeg til turrapporten andetsteds på siden.

EPILOG:
Som jeg har nævnt tidligere, så har det - at bygge sin helt egen grønlandske havkajak denne vinter - været en fantastisk rejse, og at gøre det i Odense Havkajakklub, har været en dejlig oplevelse.
Jeg tror næppe, at der findes større koncentreret viden, omkring det at bygge en "grønlænder" noget andet steds i Danmark. Og her i klubben stiller man i den grad sin viden til rådighed. Det hele er baseret på faglig stolthed og entusiasme, både med hensyn til konstruktion af kajakken og sikkerhedsprøver så du også kan lære, at "tumle" den.
Drømmer du om en havkajak, så kan jeg på det varmeste anbefale dig at tjekke ind i Odense Havkajakklub, og leve drømmen ud – du kan simpelthen ikke komme i bedre hænder.
Hans Jørn Bøtcher – nyudsprungen "havkajakpilot"