Roteknik

Eskimopadling indebærer en delvis anderledes holdning til pagajen og roningen. Den mindre bladoverflade gør, at pagajen skal håndteres mere bevidst og med større præcision. Man skal helt enkelt blive en dygtig roer, for at få det største udbytte af en eskimopagaj. En roer uden indsigt og erfaring kan føre en storbladet europæisk pagaj helt forkert gennem vandet, sløse det meste af kraften væk på turbulens, hvirveldannelse og vandsprøjt – men han kommer alligevel fremad. Han kan udføre rul og støttetag med bladet i en alt for stor vinkel, men alligevel komme op igen – udelukkende fordi bladets modstand i vandet er nok, selvom teknikken er mangelfuld. At skifte til en smal uvinklet pagaj indebærer, at man skal være bevidst om forskellen på gode og dårlige rotag og borttræne indlærte uvaner – og at man som sidegevinst bliver en bevidst og mere kompetent roer.

Praktisk set giver eskimopadling et blødere, mere sammenholdt og mindre anstrengende bevægelsesmønster. Pagajbladet bevæger sig i en harmonisk ovalform uden accelerationer eller stop; kraftindsatsen er jævn uden ryk, og kajakken drives først og fremmest frem af overkroppens vridning - næsten samme bevægelse, som når man går med armene svingende frit langs siden. Motorikken trætter betydeligt mindre end den mere intense og energiske europæiske roteknik. Hænder og arme bevæger sig en kortere distance og løftes ikke lige så højt – masser af energi spares på en dag med tusindvis af rotag. I stedet for et antal indlærte tag og manøvrer består roningen af en eneste fortsat bevægelse, hvor forskellige funktioner går umærkeligt over i hinanden.

En eskimopagaj er et low-tech redskab, som vinder I alsidighed, hvad den sætter til i specialisering. Den har et minimalt vindfang, er let at føre gennem vandet, ligger altid rigtigt for et støttetag og har altid den rette længde til formålet og tillemper sig et bredt spektrum af rostilarter og manøvrer ( der kan læses mere på hjemmesiden om eskimopagajens teori og historie ).

Der kræves dog lige som med vingpagajen en delvis anden teknik og den kan føles uvant og ineffektiv i begyndelsen. Der er ingen ide i at binde an med en eskimopagaj, hvis man ikke er parat til at lære sig en målrettet teknik.

Det er en interessant overvejelse, at selve teknikken på sin vis minder om vingpagajteknikken. Lidt rådgivning fra en god vingpagajroer er derfor en udmærket start. Når man så skifter teknikken over til grønlandspagajen sænker man albuerne, mindsker trykket ved isætningen, forlænger trækket nogle centimeter bagud og – hvis cockpit’ets form tillader det, forstærker vridningen ved at holde imod med knæet under dæk i ”tryksiden” (d.v.s. modsat den side, hvor man trækker).

En begynder kan hurtigt lære sig teknikken, som er meget enkel og naturlig. Er man derimod vant til en bredbladet og vinklet pagaj, må man først afprogrammere musklerne i skuldre, arme og håndled fra den specielle og indstuderede bevægelsesmotorik som sådanne pagajer kræver.

Björn T. siger: Dette er min opfattelse af, hvordan eskimopagajen bør anvendes og om de vigtigste forskelle fra ”sædvanlig” roteknik ( baseret dels på diverse tekstdokumenter af John Heath, Greg Stamer m. fl., studier af videooptagelser med Maligiaq Padilla, filmen ”Amfibiemanden” og, ikke mindst flere års flittige eksperimentering.

En grønlandspagaj fattes nogenlunde i skulderbredde – til forskel fra europa- og vingpagajer, som kræver en bredere fatning. Er pagajen lavet rigtigt, indebærer det, at tommel og pegefinger holder om skaftet, medens de øvrige fingre holder om den inderste del af bladet.

En eskimopagaj skal hvile løst i hænderne. Den lander rigtigt i vandet på grund af skaftets form og behøver intet vrid, eftersom den ikke er vinklet. I trykhånden skal skaftet hvile mod den kødfulde del under roden af de fire fingre – ikke ved roden af tommelen, og for øvrigt holdes trykhånden åben. Tommelens yderste led kan støtte let mod skaftet.

I trækhånden hviler skaftet løst mod fingrenes mellemled uden at hånden lukkes om skaftet. Begge håndled holdes i en let opadgående vinkel, så skaftet ligger centreret i armens forlængelse.

Pagajføringen er egentlig ikke lavere end på almindelige pagajer, men eftersom hænderne holdes tættere sammen, løftes armene ikke lige så højt. Endvidere varierer pagajhøjden med opgaven – fra en lav horisontal bue med hænderne i skulderbreddes afstand og albuerne tæt på kroppen ved en energibesparende langtursteknik, til en aggressiv spurtteknik med pagajen næsten lodret. Skaftets vinkel mod vandet er oftest omkring 45 grader, hvilket gør at trykhånden er i eller lidt over skulderhøjde. Bagfra kan det se ud, som om du slår skiftevis venstre- og højrehooks mod en boksebold som ligger forrest i cockpit’et.

Den aktive del af rotaget er nogenlunde lige så lang som med en sædvanlig europæisk eller vingpagaj, men går en anelse længere bagud. Bladet sættes i langt fremme og tæt på kajakken præcis som med sædvanlige pagajer, men man lader hele bladet komme i vandet, inden man trækker til. Trækker man for tidligt med for lille bladoverflade i vandet, begynder pagajen at vakle, trækker luft med ned og får dårligere greb, hvilket ses som en lille hvirvel ved bladspidsen. Når bladet suges lydløst ned og tager i vandet, gør du det rigtigt. Pagajen løftes når hånden er ud for hoften til forskel fra europapagajen, som løftes, når bladet er ud for hoften.

Paddeln vinklas lätt framåt under hela draget

Under hele taget er bladet vinklet let fremover ( 40-45 grader – bladets overkant er et par centimeter længere fremme end underkanten ). Vinklingen eliminerer wobbling, forbedrer grebet i vandet og betyder, at pagajen går lettere i - og ud af vandet. Når det fungerer optimalt, er pagajen lydløs og skvætter minimalt og det føles, som pagajen flyver gennem vandet. Vinklingen trækker bladet hurtigt ned i vandet , og i begyndelsen kommer kajakken til at vrikke hver gang, man begynder på et nyt tag. Ret hurtigt lærer man sig at holde imod (overkroppen vrides rundt om en tænkt lodret akse et par cm foran kroppen ), og denne afbalancering af kræfterne giver en stabilitet i vandet på samme måde som med en vingpagaj. I slutfasen af rotaget trækkes det vinklede blad opad-fremad af farten og havner efter en kort luftrejse automatisk i rette position for det næste tag. Når bevægelsen er rigtig, føles det som om pagajbladet ”flyver” gennem vandet. En del som ror grønlænderstil sætter efter behov ”turbo” på ved at trække bladet ekstra kraftigt op af vandet. Vinklingen giver så kajakken et lille yderligere skub fremad.

Rotagets motorik er frem for alt et vrid i taljen – mens armene løfter og sænker pagajen i vandet. Albuerne holdes under hele taget ganske tæt på kroppen, og motorikken er kendeligt mindre udfarende – paddle –in-a-box plejer det at hedde i engelske beskrivelser. Forsøg hurtigst muligt at borttræne de store armbevægelser som bruges med traditionelle pagajer. De tilfører ikke roningen noget – udover træthed. (Selv vingpagajroerne er begyndt at sænke pagajen en anelse og fokuserer mere på taljen samt rygmusklerne og mindre på skuldrene.

Med europa- og vingpagaj vrider man hovedsagligt overkroppen ved at presse mod fodstøtten med skiftevis venstre og højre fod. Med en mindre cockpitåbning og et forholdsvis lavt fordæk har man yderligere en kilde at øse kraft fra. Til eskimopadling hører nemlig et effektivt knæarbejde mod undersiden af dækket. Under et højretag trækker man venstre skulder frem ved hjælp af venstreknæet under dækket – nærmest som en sit-up bevægelse. Det medfører et meget effektivt krafttilskud ved hurtigroning. Ved roning i meget stærk modvind, hvor man bøjer sig langt frem for at mindske vindmodstanden, kan man ikke længere arbejde effektivt med presset mod fodstøtten – så er knæene mod dækket den eneste tilbageblevne ”kraftkilde”.

I begyndelsen øges frekvensen en hel del med en smal pagaj, men efterhånden lærer man sig at fæstne det smalle blad i vandet, og man finder sin idealfrekvens – ofte nogenlunde den samme som med en europapagaj. For siden at øge farten øger du frekvensen – ikke længden på rotaget. I begyndelsen er det svært ikke at tage lange kraftfulde tag, når man vil sætte farten i vejret. Vi er så vante til at betale for fart med mælkesyre. Hvis man måler efter f. eks. med en GPS, viser det sig, at det er en masse arbejde med ringe fartgevinst. Med højere frekvens øges farten, uden at man føler, man tager meget hårdere fat. Med en tungt lastet kajak og/eller i modvind er det også en fordel at øge frekvensen – nærmest som at sætte i et lavere gear, når man skal op ad bakke. For at accelerere hurtigt bør man tage korte tag med høj frekvens. I hav- og turkajakker trækker eskimopagajen normalt fra både ving- og europapagajer i starten, og forskellen bliver større jo tungere kajakkerne er.

Ved at flytte hænderne langs skaftet og bladene ændres den effektive pagajlængde efter behov. En grønlandspagaj har i princippet trinløs udveksling. Et glidende tag betyder, at hænderne fra en udgangsposition tæt ved hinanden flyttes ud langs det blad, som ikke er i vandet. Det betyder mere pagaj i vandet og mindre i luften – mere løftestang til at svinge og mindre modstand i modvind. Der er ikke som med europapagajen et ”begynderstempel”, fordi man flytter pagajen i hænderne ved sving, støttetag, etc. Alle gør det, selv de allerdygtigste roere. Eskimopagajen er udformet for at hele pagajen skal bruges.

For at finde den rigtige motorik, hold en pagaj foran dig med albuerne ind til kroppen og underarmene strukket ret frem. Tag nogle raske skridt og iagttag, hvordan pagajen bevæger sig i takt med skridtene. Indprent dig bevægelsen – for det er præcist sådan du tager det grundlæggende langturstag.

Dette præsenterer kun en lille del af, hvad Björns hjemmeside har at byde på. Besøg den selv.

Flere af mine kajakker kan sejles uden ror eller indstillelig finne (skeg). Fordelene er indlysende – udstyr, som ikke forefindes koster ingenting, vejer intet, kræver ingen vedligeholdelse og går aldrig i stykker. Ulemperne bliver tydelige første gang det blæser – med vinden ind fra siden vil kajakken svinge op mod vinden. Her beskriver jeg, hvordan jeg håndterer mine ror- og skegløse kajakker under forskellige forhold.

Det handler om at forhindre, at kajakken søger til luvsiden, om at styre ved hjælp af tyngdepunkt og fodarbejde og at kunne sejle lige ud uden at kajakken slingrer.

Det vigtige er at fornemme, hvordan kajakken reagerer på rotag, krængninger, bevægelser med benene eller med overkroppen og lære sig at udnytte disse reaktioner. De fleste begyndere ( hvilket i denne sammenhæng inkluderer de fleste, som er vant til ror ) begår to kardinalfejl – De bevæger sig ikke i cockpittet, og de kæmper mod kajakken i stedet for med den.

Alle kan lære sig at håndtere sin kajak med pagajen alene. For en del går det let – dem med en kort kajak, som er let at manøvrere, som har en god roteknik og som ikke er blevet ”ødelagt” af at sejle med ror. For andre tager det betydeligt længere tid. Ikke så få kører sur i det og får monteret ror eller skeg. At styre er ikke et problem – det lærer man sig hurtigt, men luvgerrigheden……

En kajak, som ligger stille, vender oftest bredsiden mod vinden. Med fart gennem vandet begynder den at svinge op i vinden – mere, jo hurtigere du ror, og jo hårdere det blæser. Værst er det med vinden skråt ind agtenfra. Luvgerrigheden skyldes, at agterenden falder af mod læ. Ved forenden presses vandet til siderne når kajakken bevæger sig fremad – det overtryk, der således dannes får stævnen til at bide sig godt fast i vandet. Agterude dannes et turbulent undertryk, når tomrummet efter kajakken skal fyldes – dette giver agterenden dårligt fæste, og den glider mod læ på grund af vindtrykket.

Alle bør kunne håndtere sin kajak med pagajen alene. Det hænder, at ror vikler sig ind og at skeg’et sætter sig fast – ifølge Murphys lov sker det på en øde ø langt til havs på en dag, hvor du har ti kilometer at tilbagelægge med en hård agterlig vind, før du når ind til civilisationen. Det bliver aldrig for sent at træne kajakteknik, men det er ofte rarere at gøre det, inden det bliver nødvendigt.

At ro mest på den ene side er trættende, ensformigt og ineffektivt og kan kun bruges ved forbigående korrektioner.

Brug af skeg øger vandmodstanden, men har ingen andre ulemper - dog kan en for stor fast skeg gøre det svært at dreje op mod vinden .

At pakke mere vægt bag ved cockpittet, så agterskibet trykkes ned, fungerer godt, men kan kun give moderat kompensering, og det kan ikke ændres undervejs.

At stille et ror lidt på skrå er effektivt, men giver både vandmodstand og bremsende turbulens.

At krænge kajakken er trættende i længden, men kan bruges ved forbigående korrektioner.

Da problemet med luvgerrighed opstår agterude, er det også der et styretag har den bedste effekt. For at modvirke en begyndende drejning til luv tages et almindeligt ro tag på luvsiden ( vindsiden ), men pagajen løftes ikke ud af vandet i slutningen af taget. Træk den i stedet længere bagud og hold den luvarts albue ind mod hoften. Pres læhånden mod luvart, så pagajbladet trykkes ind mod siden af kajakken. Tilt (kant) samtidig kajakken til luvart. Resultater bliver, at agterenden trykkes op mod vinden. Dette styretag er meget effektivt.

Til håndtering af af en ror- og skegløs kajak bør du have en traditionel type pagaj ( Europa, Grønland eller Alaska ), men anvend den, som om det var en vingpagaj. Dvs. at du starter taget langt fremme med strakt arm og holder armen strakt det meste af taget. Bladet bevæger sig skråt ud til siden og befinder sig 40 – 50 cm fra kajakken, når det løftes ud af vandet. Løftet sker med hånden nogenlunde i hoftehøjde, og bladet løftes lodret ( ikke bagud ) op af vandet.

Selv traditionelle pagajer får bedre bid i vandet med denne teknik, men frem for alt bliver styretagene betydeligt mere effektive, end når pagajen er tæt på kajakken. Vingpagajtag fremtvinger også en mere effektiv vridning af overkroppen, hvilket involverer flere muskler i roningen.

For at kompensere for luvgerrigheden lægger du helt enkelt lidt større kraft i den afsluttende del af taget og lader det slutte en anelse længere bagude end sædvanligt. Drejeeffekten bliver kraftig fordi pagajen er et stykke ude fra kajaksiden. Hvis pagajen føres tæt på kajakken, bliver drejeeffekten dårlig, og uøvede roere kan tage rotag efter rotag uden at få stoppet luvdrejningen. Kraftudnyttelsen bliver også dårligere, hvis man kun bruger armmusklerne i taget. Rigtigt udført tilfører taget nogenlunde lige stor kraft på begge sider, men mere drejende på luvsiden og mere fremdrivende på læsiden.

Det bliver endnu lettere, hvis du bruger en smal eskimopagaj ( læs om det andetsteds på hjemmesiden under Eskimopadling ). Så kan du let balancere kajakken ved at forskyde pagajen sidelæns, samtidig med at du kan justere forholdet mellem fremdrift og drejeeffekt ved hjælp af glidende tag.

Begynderen kigger på bølgerne og på, hvordan pagajen går i vandet og mærker ikke, at kajakken svinger, før kursændringen er stor og besværlig at korrigere. Med blikket fæstnet på horisonten ses drejetendensen umiddelbart og kan korrigeres med minimal indsats.

Med lidt øvelse bliver det også lettere at se forskel på de slingrende bevægelser, bølgegangen fremkalder, som man ikke skal spilde tid på at modvirke og den rigtige luvgiring, som man stopper med et let tryk fra pagajen, næsten før den bliver mærkbar.

Ligesom det er lettere at holde balancen på en smal planke, hvis man kigger ret frem i stedet for på fødderne – således er det lettere at holde kursen med blikket på horisonten frem for på pagaj og bølger.

Efterhånden lærer man, hvordan bølgerne påvirker kajakken og kan udnytte drejetendenser til at holde kursen. Fornemmer man, at kajakken i næste øjeblik vil svinge mod højre, er det let at lægge lidt mere kraft i højretaget eller at slække lidt på venstretaget. Kommer man ud af kurs, er det lige så let at forstærke en drejetendens tilbage når den byder sig.

Dette kan man ikke læse sig til – det kræver lyst til at eksperimentere systematisk i timevis i søgang. Grundregelen ( som for øvrigt gælder i alle sammenhænge med både og hav ) er: arbejd aldrig mod havet og bølgerne – det er dømt til at mislykkes. Samarbejde og fleksibilitet er nøgleordene. Eller som i orientalsk kampsport – vend modstanderens styrke mod ham selv. Udnyt havets kræfter til din egen fordel.

En kajak som krænges mod højre svinger mod venstre og vice versa. Dette kan naturligvis også udnyttes for at holde kursen. Man skelner oftest mellem at kante og at krænge kajakken. Ved kantning stiller man kun kajakken på skrå, mens overkroppen holdes lodret. Ved krængning lægger man derimod både kajak og krop ud til siden – og behøver derfor enten højt støttetag eller et stort svingtag.

Hvis man med vinden ind fra højre kanter kajakken 10-15 grader mod højre under en del af højretaget, forstærkes drejetendensen mærkbart og selv en kraftig giretendens neutraliseres. Det føles samtidig rigtigt at læne sig lidt ind mod vind og bølger for at være forberedt på vindstød og sidesurf.

Man kan styre selv en rorløs kajak ved hjælp af fødderne. For at stoppe en luvgiring kan man beholde foden i vindsiden på fodstøtten under nogle rotag ( mere om dette senere i teksten ).

På et længere kryds i sidevind kan man i stedet flytte begge fødder til fodstøttens luvside – hvis du har en rigtig fodstøtte ( ikke bare små pedaler ). Så opstår der en drejning til læsiden, dels på grund af, at kraftoverførselen til kajakken sker ved siden af midterlinien og dels ved at rotagene bliver usymmetriske. Til forskel fra at tage kraftigere tag på den ene side medfører dette ingen skævbelastning.

At dreje en rorløs kajak er et komplicerert samspil mellem forskellige interaktive kræfter. Pagajen er bare et af redskaberne. Jeg forudsætter, at du kan bruge rundtag og bagror ( måske endda forror (bowrudder)) tilstrækkelig godt til at manøvrere kajakken med pagajen i de fleste sammenhænge. Så er det på tide at udforske de mere subtile metoder. ( Dette gælder for øvrigt også ”rorsejlere” – slå roret op en tid ved hver sejltur og træn kajakmanøvrer . Du kan få brug for det!)

Ved almindelig ligeudsejlads ”cykler” man med benene for at overføre kraften til kajakken med skiftevis venstre og højre fod. Samtidig understøtter benene hofte- og rygdrejningen, som er en vigtig del af kraftoverførslen. Prøv nu i stedet at beholde venstrefoden presset hårdt mod fodstøtten flere tag i rap. Hvad sker der? Jo, kajakken drejer til højre. Ikke så meget, men helt mærkbart for hvert tag. Det beror på, dels at den stærkeste kraftoverførsel til kajakken sker til venstre for midterlinien, og dels på at du får bedre kraft i venstretaget.

Løft højre knæ mod dæk eller knæstøtte, ret venstrebenet ud og bliv ved med at padle med venstrefoden mod fodstøtten. Hvad sker der nu? Jo, kajakken drejer lidt kraftigere end før. Årsagen er, at kajakken hælder en anelse mod venstre når du løfter højreknæet samtidig med, at knæet mod dækket giver mere kraft på ”tryksiden”. Når kajakken krænger, drejer den. Kræng til venstre for at svinge til højre og vice versa. For at dette skal fungere, er det nødvendigt, at kajakken passer – når du sidder rigtigt, skal du have god kontakt med fod- og knæstøtte samtidig, men alligevel kunne strække benene helt.

( Den sædvanlige rorkonstruktion er ud fra denne synsvinkel ulogisk – for at dreje til venstre, træder man med venstre fod, hvorved kajakken hælder til den forkerte side og dermed modvirker roret. At forsøge at ophæve et drej i brænding ved hjælp af ror og forkert krængning, kan få overraskende følger. Det er derfor instruktion i surfsejlads ofte starter med besked om at slå roret op og låse det fast).

dvs kant kajakken. Overkroppen skal stadig holdes lodret – det er ingen balanceøvelse, Forskellige kajakker skal kantes ulige meget for at dreje effektivt. Kajakker med knækspant og stort spring drejer meget med bare let kantning. Lange kajakker kan behøve krængning med højt støttetag for at komme rundt tilstrækkelig hurtigt.

Man kan ty til endnu et kneb. Læn dig frem under drejningen. Så flyttes tyngdepunktet en anelse længere frem og dermed kajakkens drejepunkt – og derved bliver drejeradius endnu mindre.

Efterhånden bliver al kajakmanøvrering en intuitiv kombination af alle disse metoder ( og forhåbentlig endnu flere ).

For mange betyder afsavnet af roret, at kajakken slingrer ( fordi kajakker uden ror normalt er lette at dreje. Det er nemt at give kajakken skylden for dårlig kursstabilitet, men i virkeligheden ligger fejlen ikke hos kajakken, men hos roeren – slingrende sejlads afslører dårlig roteknik ( iblandt afslører det også en dårlig konstrueret rormekanisme – men det er en helt anden diskussion).

For kajakker skal ikke være kursstabile eller lette at dreje – de skal være neutrale og nemme at påvirke. Hvordan de så opfører sig er roerens ansvar – ikke kajakkens.

For nogle år siden blev det in at ro med korte pagajer på 210- 220 cm . De, der faldt for den nye mode, oplevede ofte, at kontrollen med kajakken blev bedre, at det var lettere at accelerere hurtigt for f.eks. at fange en surfbølge, og at det var mindre trættende på langtur.

Med en kort pagaj havner bladet nærmere kajaksiden og drejeeffekten bliver mindre. Kajakken slingrer mindre. Samtidig bliver frekvensen højere, hvilket indebærer, at kajakken ikke når at slingre lige så meget for hvert enkelt tag.

Da det er trættende at skulle modvirke slingringen hele tiden, betyder det, at der bliver flere kræfter til overs til roningen.

Sæt pagajen i vandet langt fremme med udstrakt arm og så tæt på kajakken som du kan. Finessen er dels, at trækket foregår tæt på kajaksiden og dermed bliver mere fremdrivende end drejende, og dels, at et sådant tag kræver at overkroppen vrides og dermed involveres rygmusklerne bedre i roningen.

Dette er vigtigt af to grunde. Først og fremmest fordi pagajbladet i begyndelsen af taget ligger tæt på kajakken og belastningen på ryg og skuldre derved bliver mindre.

Du trækker til i starten og slækker derefter gradvist på trykket, for til sidst at være helt afslappet, når pagajen løftes op ud for hoften. Hvis du afslutter med fuldt tryk, er kajakken begyndt at dreje når du løfter pagajen, og du skal bruge den vigtigste del af det næste tag for at modvirke drejet. En kajak i fart som drejer, stopper ikke drejet af sig selv. Når forskibet bider sig godt fast i vandet og agterenden giver efter, bliver drejeradius automatiskt mindre indtil kajakken standser.

(Dette gælder ikke helt for grønlandsk pagaj - læs mere herom under Eskimopadling - min kommentar!)

I trækhånden hviler skaftet løst mod fingrenes mellemled uden at hånden lukkes om skaftet. Begge håndled holdes i en let opadgående vinkel, så skaftet ligger centreret i armens forlængelse.

Dette præsenterer kun en lille del af, hvad Björns hjemmeside har at byde på. Besøg den selv.