Velkommen til  www.odensehavkajakklub.dk

Klubben for grønlandske kajakker

Om klubben

 

Kalender

Debatten

På tur

Køb og salg

Opskrifter

Kajakbygning

Link

Forside

Hvorhen

Sikkerhed

Logbog

Kultur

Fotoalbum

2010

 

Åtur

24. januar 2010.

 En kold januar morgen (-5 til -4 gr.C) mødtes Sjak Leegård, Anders Søndergård, Ingela Karlsson og Kenneth Jensen op hos Odense Kajakklub på Stige Ø. Sammen med Jens og Pia fra Odense Kajakklub sejlede vi op ad åen til Åsum og tilbage igen. En tur på i alt 11 km, der tog ca 2 timer. På turen forstyrrede vi bl.a. en skarv, der var i gang med at sluge en ål. Den valgte at gylpe ålen op igen da vi forstyrrede den. Derudover en masse andre fugle et par rådyr og tilbage ved startstedet så vi også en ræv. Det blev en rigtig flot tur, hvor det eneste der var ved at fryse af, var tæer og fingre og kajakkerne blev en anelse overisede.

Kenneth

 

2009

010Refarat fra yogurdbægerreperation
 
Deltagere:     Sjak, Anders, Erik, Kenneth J., Thomas, Bent, Tim og Stig, med Alex som fysisk og åndelig vejleder.
 
Trods formandens mobning er vi nogen der holder af at tage på tur i glasfiberkajakker.
Oplevelser og mangel på omtanke kan give skrammer.
 
Ingen af os havde faglig kompetence til at vurdere, hvordan vi skulle reparere skrammerne.
Det kan Alex - også forklare det på en måde så vi kan forstå det.
 
Med rondel-, trekantsliber og knofedt blev det slebet ind til skaden.
Så tog Alex åndedrætsværn på og blandede polyester til at lime glasfibermåtter på til forstærkning af slagskader.
Vi andre blev berusede af at indånde dampene.
 
Mere slibearbejde, lægge gelcoat på og mere slibe, alt medens snakken gik, hygge og kælen for de kajakker der giver os så mange gode oplevelser.
 
Der er oplevelse i hver eneste skramme.
 
Jeg synes vi skal gentage sådan en weekend hver vinter, så vi ikke står alene rundt omkring og gør arbejdet under mere primitive forhold. 
 

Stig

 

Å-TUREN –

 Søndag d. 1. November

Sæsonens sidste tur, hvem vil gå glip af den? … ikke jeg og ej heller Jette, Lene, Kenneth, Casper Henriette  Bent, Torben, Kaj, John, Erik Alex og Sjak. Vi var alle enige om, at Kaj som turleder havde arrangeret turen i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen.

Det blev en spændende og strabadserende tur, som gav os en lidt anderledes oplevelse end vi måske havde regnet med.

Vi startede fra kirken ved Nr. Broby ca. 10. Alle iført opfindsomt tøj og indpakning. Nogle havde Bilka poser på kroppen andre affaldsposer i skoene. Nogle havde pelshuer på, andre gummihandsker inden i og uden på vanterne.

Fantasien var absolut i højsæde. En enkelt havde helt overset det gode råd om våddragt, men heldigvis havde andre taget ekstra regntøj med. Det skulle vise sig, at fantasien var mere end nyttig undervejs.

De, der havde været på samme tur tidligere blev forbavsede over den gennemgribende genopretning af åens natur til sin oprindelige snoning i den første del af åen fra Nr. Broby til Frankfri og denne genslyngning gjorde turen til en interessant oplevelse.

Pludselig blev der råbt ”vandfald” og vi var nogle, som tænkte på Niagara og hjertet holdt næsten op med at slå - så voldsom blev det nu ikke.

En anden lidt pudsig udfordring var 4-5 pæle på tværs i åen. Lene kom desværre på tværs af dem og måtte ufrivilligt bade i det kolde vand. Sjak, det gode menneske, fik tømt kajakken samtidig med at Lene stod i ler til navlen. Men hun er sej, den kvinde, så hun bekymrede sig mere for sin varme pelshue som flød af sted i de krappe småbølger og naturligvis straks spurgte, om der var nogen, der havde en kam! En lille halv time efter dette intermezzo forbarmede vi os over hende og holdt vores obligatoriske frokostpause med Kajs varme hyldebær og kolde øl, samtidig med at hun blev pakket ind i stanniol. Den rivende strøm og den lave vandstand fik Jette og Sjak til at hænge fast i nogle trægrene, hvilket resulterede i en halv grønlænder for Jettes vedkommende.

Et par gange måtte Erik i tørdragt i vandet og trække en eller to henover lavt vand.

Jo, jo, det var en tur med kolorit og tillige meget smuk med alle efterårsfarverne.

Kl. 17.30 da vi langt om længe i mørke nåede vejs ende ved Munke Mose stod Kenneths kone og tog i mod os med traileren, så vi hurtigt kunne køre ”hjem” til klubhuset. Her havde Susanne sat lys i vinduerne, dækket det fineste bord og serverede den dejligste varme og meget stærke chili-majssuppe for os.

J En fantastisk afslutning på en fantastisk dag – tak til jer alle, som var med J.

Kh Rigmor

 

Thurø 2009

Lørdag 17. Oktober 2009

Storebæltsbølger så det gjorde noget.

Deltagere: Sjak, Erik, Stig og Laila, Bent, Anders, Torben og Mads satte i ved Skårupøre. Sjak var turleder.

Med en stiv nord-nordøst vidste vi, at der var hårdt vejr på østsiden af Thurø. Skulle vi kaste os ud i det og surfe ned til Thurø Rev med risiko for et skumbad, eller skulle vi sejle mod vest gennem Skårupøre Sund og håbe på, at vinden ville lægge sig. Vandtemperaturen var trods alt kun 6-7 grader.

2-300 m ude valgte vi turen mod vest i læ af Fyn.  

Vi sejlede to og to, som Sjak havde bedt om, det fungerede godt, når ikke lige vind og strøm havde overtaget styringen. Anders foreslog Troense Sejl- og Kajakklub som frokoststed. ”Der er nok nogen sådan en lørdag formiddag”, sagde han. Der mødte vi Ruth,  en erfaren kajakroer. Hun lavede kaffe til os. Snakken kom også ind på Thurø konkurrencen, hvor kajakklubberne på Fyn konkurrerer om, hvilken klub, der kan tage Thurø rundt flest gange.  Det er engang i juni, og der sejles en lørdag eller søndag fra vistnok 10.00 til 17.30. Fest bagefter.

Der var stille vand langs med sydkysten af Thurø, og Laila og jeg gættede på, at OHK nok kunne tage omkring 20 ture rundt om Thurø – mindst. Vi må lave lidt reklame for det. Bent mente, at vi har vundet flere gange tidligere.

Ved Chocoladestoppet inden vi rundede revet, sagde Stig: ”Ja derude får vi Storebæltsbølger”.

Og de kom væltende. Vældige grønne vandmasser skråt forfra, regelmæssige, hurtige, udfordrende. På toppen af bølgerne tog vinden i os. Vi alle havde helt styr på at balancere opad, igennem og nedad bølgerne. De er helt tæt på, når vandet lige ved siden af kajakken står noget højere end dækket. Et kvart sekund efter er man løftet op på bølgen.

Det går langsomt fremad, kendemærker på kysten flytter sig næsten ikke. De knapt 4 km fra Thurø Rev til Skårrupøre tog 1½ time. Hele turen blev på 16 km.  Sjak spurgte om vi skulle tage en tur til, men det kunne vi ikke nå, inden det blev mørkt. Anders var den sejeste, og det siger ikke så lidt. Han gik i vandet, da vi andre klædte om.

Eftertanke:  Det kunne have været sjovt at sejle med vind og bølger ned øst om Thurø, men jeg skal helst have en halv times tid i kajakken, inden jeg har fundet balancen helt. 

Mads

 

Onsdag d. 30. September

Kanalen

Turleder . Kaj  Deltagere. Lene. Torben og Kaj

Årets sidste aftentur, det var koldt og blæsende, kun de sejeste var mødt op.

Ligesom for en uge siden blev det en tur på kanalen. Det var næsten mørkt, da vi nåede Stige, hvor vi satte os på nogle store sten, fik kiks, chokolade og hyldebærsaft. Hjemturen blev flot, vi roede ind i en flot oplyst havn.

Nu er der bare så længe til næste onsdags aftentur, hvad skal vi så lave onsdag aften ?

Kaj

 
Søndag d. 27. September

Fænø

Turleder: Sjak Deltagere: Kennet. Kaj. Niels B. Kenneth. Casper. Mads. Torben. Bent. Benny. Eva Anette. Sjak. Linda D. Erik. Hanne. Christian D. J. og Anders.

Kanontur, godt vejr og godt humør. Vi gik nord om Fænø og fortsatte til Fænøkalv, hvor vi holdt pause, vi blev enige om at stikke til Jylland og retur inden frokosten.

Frokosten vil gå over i historien, da Sjak og Bent havde besluttet at overgå  Kaj`s  "madpakke" og det lykkedss. Kaj blev helt stille da dugen og stofservietterne blev anrettet, vi fik grinet ,

mens vi skyllede hans øl ned

Vel tilbage i Middelfart fik vi pakket, mens nogle fik skyllet sveden af i bølgen blå . vi takkede af i godt humør, trætte på den gode måde

Christian D. J

Onsdag d. 23. September

Kanalen

Turleder: Bent  Deltagere: Torben. Eva Anette. Bent. Erik. Alex. Kaj. og Claus

For at nå at ro lidt inden, det blev mørkt, satte vi kajakkerne i vandet ved klubhuset og roede til Stige. her fik vi en øl ved færgelejet i en lille regnbyge og roede tilbage i flot solnedgang

Kaj ville tage billeder og skyndte sig tilbage blot for at konstatere at batteriet var flat, Er der noget at sige til, han altid giver kvajebajer ?

Afslutning med dejlig æblekage, kaffe og Gl. Dansk.

Bent

 
Rul ved Romsø søndag 20/9.


Deltagere Erik, Sjak & Tim.
Det var besluttet at Erik og Tim skulle ro en søndagstur og lege lidt EPP-3 øvelser.
Det viste sig, at Sjak ville med, så på trods af em masse "maratongængere" gjorde det svært at komme gennem byen, mødtes vi hos Erik lidt over kl 13.
Sjak stillede med trailer, så vi kunne være i en bil. Op til Romsøsund og de gnavne sommerhuslejere.

Det var en praktfuld sommereftermiddag og vejrudsigten lød på max 6 m/s og max 50cm bølger, så en tur over til Romsø var oplagt som en hyggetur / opvarmning.

Turen over til Romsø var præget af nogle "dumme" bølger. Små krappe bølger skråt in bagfra på 20-30cm blandet med nogle lidt støre. Ikke noget særligt. Bare møg irriterende.

Erik fejrer ankomsten med et flot c-2-c rul, så op at sidde li læ bag et gærde. Vand, øl, småkager. Vi sidder og feder den. Vi bliver enige om at alle de skarver, er sidder vinge ved vinge ude på odden på sydkysten, de må være medlemmer af en hemmelig oddesidderklub. Hvorfor skulle de ellers sidder og glo?

Så går turen tilbage igen. Der bliver trænet lidt strinruder, sideværts forskydning og baglæns sejlads, inden vi gør klar til at krydse. Tim får øje på en sæl. Den er ikke 10m væk,, og den ligger der og basker og glor på os. Vi kan kan næsten høre den tænke: "Hvad er dog det for nogle tossede sæler de 3 der?"

Turen tilbage var uproblematisk. de 6m/s udeblev, måske 4 m/s sidevind og 30cm lange bølge med enkelt større ude på midten. Småting.

Erik og Sjak skal snart op til prøve, så nu skal der bugseres. Erik ser en smule anstrengt ud, og Sjak sidder og griner. I kan ikke gætte hvem, der sidder og ror baglæns?

Vel ovre går Tim på land pga. kulde og efterveer efter et par ugers sygdom. Erik og Sjak laver et par flotte rul og selvredninger.

En rigtig god eftermiddags tur på trods af, at Tim ikke fik øvet rul og selvredning :/

/Tim

 

 
Onsdag d. 16. September

Hasmark

Turleder. Kaj  Deltagere: Benny. Rigmor Karen. Lene. Kaj. Kenneth. Casper. Sjak. Alex

En dejlig stille - varm og solrig sen sommerdag. Vi blev enige om at skulle til havet, og det nærmeste er Hasmark. Da vi nåede dertil blæste det fra nordvest ,og bølgerne havde skumtoppe. Vi begav os ud i det med vinden ind skråt bagfra, flere af os holdt op med " Small-talk"  og kikkede på bølgerne i stedet. En enkelt tog et bad fra kajakken

På et tidspunkt synes Rigmor, vi havde roet nok og ville i land til en pause. Efter øl og chokolade måtte vi tilbage, bølgerne havde taget sig sammen og blevet dobbelt så store, så efter et stykke tid var der tre til der badede, og pigerne gik i land.

Da vi kom tilbage, pakkede vi de kajakker, der var kommet hele vejen, på traileren og kørte langs stranden og fandt de andre

Rigmor havde bagt brød og det smagte dejligt efter al den friske luft.

Kaj

 

Onsdag d. 09 - 09 - 09

Kerteminde Nordstrand

Turleder: Sjak Deltagere: Eva Anette, John. Erik. Anne Sofie. Karen. Benny. Sjak. Hanne. Kaj. Bent. Karen Elise. Torben. Kenneth og Casper

En fantastisk smuk sensommerhimmel ventede os i Kerteminde. Vi gik i vandet på Nordstranden  i fin sol og vindstille. På vejen ud blev vi overhalet af turkajakker fra klubben i Kerteminde og på vejen hjem  efter pausen i Stavre overhalede de os sør`me igen. Det bliver jo tidligt tidligt mørkt i disse tider, og det gjorde det også i aften og på vejen hjem. Men sikken farvespil på himlen og den silkebløde spejlglatte overflade, der så ud som var den smurt ind i olie. Smuk smuk aften som desuden var dejlig stille uden forstyrrende motorbåde på vandet.

Pausen var knap overstået, før rygterne om Susannes helt friskbagte brød meldte sig og fik folk tilbage i kajakkerne. Forventningens glæde til næste pause i klubhuset gav god energi til at ro tilbage. Vi sluttede aftenen med dejligt brød med frisklavet og meget velsmagende brombærsyltetøj. Uhmmmm!!!

Hanne

 

 

Tur til Flensborg Lørdag  d. 5. September

 

Turleder: Erik Reinsborg  Deltagere: Bent, Kaj. Erik og Kennet

 
Af oprindeligt otte tilmeldte var vi kun fire morgenfriske kajakmænd som ikke lod os skræmme af udsigten til lidt frisk vind og en byge.
Klokken 10 var vi i Kollund, hvor Erik havde udset en fin strand med nyopført toilethus, hvor vi kunne klæde om.

 
Kajakkerne blev pakket med mad og drikke, og vi var klar til at krydse over Flensborg fjord. Vi nåede lige at komme over inden en kapsejlads blev skudt i gang, må sige at Erik havde styr på tidsplanen. Ud for flådestation Mürwik var der lidt ekstra udfordring i form af nogle spændende bølger på kryds og tværs, refleksbølger, som gjorde at Erik tabte roret.
På slaget 12 ankom vi til landgangstrappen i bunden af Flensborg havn, hvor der var en del opmærksomhed fra tyske landkrabber. En bænk blev fundet og madpakkerne åbnet. Efter en solid frokost og Jamaicahyld gik vi i kajakkerne igen. Turen gik mod nord ud af havnen op langs med Wassersleben mod Kruså, altså åen som udgør grænselinien. Her kunne vi iagttage hvorledes krusningerne fra åen blev til bølger på fjorden. Efter en kaffepause med Eriks drømmekage gik turen tilbage til Kollund. Klokken var kun tre og vi var stadig friske så vi aftalte at fortsætte turen ud omkring Okseøerne.

 
I alt blev det en tur på 23 kilometer, med overvejende godt dansk sensommer vejr, sol, skyer, enkelte byger og frisk vind, omkring de 8 m/sek. 

 
På vejen hjem lagde vi vejen forbi Kolding havn hvor Erik viste rundt i Kolding Kajak Klubs hus. Det må siges at være fornemme forhold.

/Kennet
 

 

 

Onsdag d. 2. September

Hasmark

Turleder: John  Deltagere: Jette. Kaj. Kennet. Kenneth. Casper. Erik. Lene. Benny. Arne. Nikolaj. Eva Anette. Torben. John. Michael. Simon Margit. Alex. Klaus og tre piger som gæster.

Det var gæstetur, og vi havde fem af dem Hele dagen havde det været møgvejr, men som det plejer, blev det fint om aftenen.

Vores gæster fik god vejledning af John, Erik og Kenneth. Efter det sejlede vi alle en tur langs kysten i solnedgangen, der var meget flot.

Tilbage til klubhuset kaffe - franskbrød - ost og en fornuftig snak

Kaj

 

 

 

Thurø rundt 29. August

 

Turleder Erik, deltagere Erik & Tim.

 

Fredag aften. Turen til Ærø er aflyst. KRISE!

Kajakken kigger ude i haven og klynker efter saltvand og pagajen står bag døren og knurrer.

Erik og jeg blev derfor enige om at trodse vejrguderne og sejle en af de foreslåede erstatningsture: Rundt om Thurø.

 

Da vi nu kun er 2, så er der ingen grund til at tage afsted kl. 9 om natten, vi tager det i vores eget tempo og sætter i ved skoven / minigolfbanen på østsiden lidt over 12.

 

Vi er enige om at lægge hårdt ud, så vi går sydover mod Langeland. På vej ned til "Det skarpe hjørne" passerer vi 3 vindsurfere. De har godt nok fart på, men de ligger ca. halvdelen af tiden og roder i vandet. Vi stikker næsen ud i brændingen. Tju hej! Helt ned og ligge på maven på dækket for at kunne nå vandet for at lave støttetag. Erik råber hele tiden "Vi skal længere ud" Et par hundrede meter nede af kysten bliver Tim skyllet på land. Så kan han lære at høre efter, kan han.

 

Det her kan altså godt ende med en tur i baljen. Hvis vi skal være våde, så må det hellere ske sidst på turen end til at starte med, så Tim forlanger, at vi ror den anden vej rundt. En tur skal vi have ud af det.

 

Vi ror lidt mere beskyttet langs nordsiden. Her er ikke bølger at snakke om. Men hvad der ikke var af bølger var der af vind. Snuden direkte op mod vinden. GPSen siger 3 km/timen. Der er bare det der bindingsværkshus inde på Fynsiden. Der må være hjul under, de flytter på det hele tiden.

 

Vi når op til broen. Vinden stadig lige i snuden og modstrøm. Der knokles. Vel igennem skynder vi os i læ af Tåsinge. Vi skal finde et sted til kaffe - og madpakkepause. Erik får øje på et sted ovre på Tåsinge kysten. Vi skal bare lige gennem et stor lavvandet tangområde først "Her plejer at være omkring 50 cm vand". "Nogen" har lukket vandet ud, så vi sidder stager os frem med begge hænder på bunden. Jeg håber ikke, at der var nogen, der så os.

 

Frokost!!!!  Der dukker der både kaffe, specialøl og ikke mindst 2 taburetter op af lugerne på Eriks båd. Det er ren hygge.

Vi diskuterer turen hjem, nu mangler vi stort set bare sydkysten. Der bliver tegnet og fortalt røverhistorier, og midt i det hele så kommer, hvad vi gætter på er Troense Havkajakklub sejlende forbi.

 

Vi skal jo hjem, så der er ingen vej uden om. Vi går uden om sejlrenden på Troense-siden og få lige snakket om indad - og udgående sømærker på vej over til Grast.

 

Så er der sus i skørterne. Vinden havde stadig ikke glemt os. Den kommer nu sammen med bølgerne ind ~45 grader bagfra. Der er kun en vej: Fremad!!! Nu er det teknik, det drejer sig om. Du opfinder nok 13-14 nye støttetag på sådan en tur.

 

God træning på trods af, at armene føltes 3m lange.

 

/Tim

 
 

Tur til Fynshoved den 29August 2009

Deltagere: Laila, Stig, Ingela, Anders, Torben og Eva Anette.

Efter mange overvejelser og kiggen på vejrudsigten blev turen til Ærø aflyst eller flyttet til en tur til Fynshoved. Vi skulle op og sejle i bølger.

Vi mødtes ved Korshavn, hvor vi startede med morgenmad og en ekstra kop kaffe.

Vinden var i vest sydvest og blæst12 til 14 m/sec., så det var bare om at komme i kajakken. Fra Korshavn gik det nordpå op langs kysten. Efter Torben tog en badetur og Stig var så galant at hjælpe ham op, sejlede vi videre indtil at det blev lidt trivielt og vi sejlede så hjemad.

Efter en kort pause, skulle vi rundt om Mejlø. Derefter skulle bølgerne udfordres med lidt surf, Stig og Laila som fotografer.

Nu måtte vi have lidt mad,  eftersom der var pakket til weekenden var det med grill, spareribs pølser og kartoffelsalat og salat.

Lækker tur, lækker mad, dejligt selskab. Tak for turen det er lækkert at sejle i bølger.

 

Eva Anette

 

 
Onsdag d. 26. August

Enebærodde

Turleder: Bent  Deltagere: Thomas. Arne. Claus. Alex. Kenneth. Casper. Vagn. Stig. Laila. Jette. Anne Sofie. Bent. Kaj. Torben. Eva Anette. Ingela. Sjak. Erik. Benny.

Igen en dejlig sommeraften, det blæste hjemmefra, men ved Enebærodde var vandet flat, næsten for meget. Vi roede til Martinigården, hvor vi fik øl og kiks, som vi plejer. Det var næsten mørkt, da vi nåede tilbage, og der var nogle der lavede kajakøvelser i det dejlige varme vand

Vi sluttede aftenen med kaffe hjemme hos lotte

Kaj

 

 

21 – 23 august 2009

EPP3 kursus i Karpenhøj DGI friluftscenter ved Fuglesø Djursland

Instruktører : Morten Nilson og Paul Blood

Kenneth , Thommas og Sjak ( og Ulrik fra Bogense )

Kursusstart på  Karpenhøj fredag kl.17.00  med teori og navigation.

Lørdag kl. 9.00 var vi på vandet og var der til kl. 18.00 kun afbrudt af ½ times frokost.

Dagen gik med meget instruktioner , teknisk træning og mange våde øvelser. Efter aftensmaden var der atter undervisning  nu med forskellige knob , bindinger ol.

Derefter festede vi lige til kl. 22.15 hvor vi trætte krøb til køjs.

Søndag kl. 9.00 atter på vandet nu i bølger og blæst . Der blev lavet cases med bugseringer ,redning , selvredning , ol. Var vi våde i går blev vi gennemblødte i dag.

Inden vi gik i land blev der surfet og rullet lidt i de små 1 meter bølger.

På land kl. 17.00 en kort evaluering og så snuden mod Odense som vi ramte brugte og godt trætte søndag 21.00.

Et lærerigt kursus med dygtige instruktører vores engelskkundskaber blev også udfordret  da Paul er englænder – taler engelsk ,men forstår dansk.

Sjak

 PS.: Nu onsdag morgen kan jeg atter ikke mærke min krop- skønt.

 

Onsdag d. 19. August

Flyvesandet

Turleder. John  Deltagere: Rigmor. Bent. Benny. Alex. Anders. Lene. Christian DJ. Claus. John. Jannick. Sjak. Kenneth. Casper. Ingela.  og Anne Sofie.

Der var dejlige bølger, som skyllede ind over kajakkerne og gennemblødte roerne  Pausen var veludstyret med forsyninger, dog var der lavvande i ølposen. vi savnede Kaj

Hjemturen gik hurtigt med vinden i ryggen. Det faste badehold var lige ved at droppe badeturen, men Christian trængte til et bad, så vi hoppede alligevel i det skønne vand, som var ganske lunt.

Hjemme ved solnedgang, Susanne mødte os med nylavet kaffe og franskbrød

Lene

 

 

Turen til Gudenåen 14. 15 og 16. august 2009

Deltagere: Turleder Bent, øvrige deltagere var Jette, Rigmor, Lene, Eva Anette, Susanne, Per, Torben, Tim, Benny, Erik, John. Thomas og Dorthe med børnene, Lærke og Freja. (Stig delvis)     

Fredag eftermiddag blev trailer og biler pakket ved Kajakklubbens klubhus. Klokken 17 gik turen mod Skyttehusets Campingplads syd for Julsø. Området skulle lige tjekkes og kortegen vendes før at vi nåede campingpladsen, ja, vi kørte forkert.

Telte og Lavu blev slået op, så ankom John og Susanne nordfra og ville være med, og så var det tid til skafning. Jette og Bent havde sørget for at uddeleger arbejdsopgaver til alle og indkøbt det der manglede. Pølser og lidt grillet laks passede fint til Karens lækre kartoffelsalat.  Kaj havde sørget for det sunde og bedste fra drivhuset. Alt var som det plejede.

Selv aften svømmeturen i Slåensøen, Den blev dog rykket frem, så børnene kunne komme med og vi kunne finde derop. Det var en oplevelse for os førstegangs deltagere.

Lørdag skulle der sejles.       NÅ nej, klokken 7.30 skulle der bades i Slåensøen.

Derefter blev kajakkerne pakket og kørt til Klostermølle.

Vejret var regn og senere blæst, det mærkede vi ikke så meget til før vi kom ud på det ”åbne vand”. Naturen blev studeret  så der blev kigget efter isfugle og den blev også set af udvalgte. Siv og planter blev studeret og vi så vandpest, hvide og gule åkander, tæpper af vandpileurt, grenet pindsvineknop, brudelys, siv i hidtil usete farver og faconer.

Jeg kunne forstå at damerne savnede Kaj, eller de savnede åkanderne fra Kaj, så her måtte vi andre tage over.

Vi indtog en dejlig frokost ved Ry Roklub, hvor også Stig stødte til og tog med på resten af turen.

Vi måtte videre mod Himmelbjerget, der var nogle herre som absolut skulle op og sparke til tårnet. Dorte og børnene havde taget Hjejlen så de ventede på os ved anløbsbroen. Det sidste stykke over Julsø trak tænder ud, vinden var stik i mod og der skulle trækkes igennem.  Selvfølgelig løjede vinden da vi kom ind.

Roturen  fra Himmelbjerget tilbage til campingpladsen gik i fin stil. Thomas skulle lige forsøge at indhente den lille ”færge” med kone og børn i og få en lille surf tur på hæk bølgerne, men den sejlede vist lidt for stærkt. Vi andre kunne kun høre børnene råbe på far.

En rigtig dejlig tur, skønne strækninger på stille vand, og med noget for øjet og stilhed i øret, men også strækninger  hvor der var lidt udfordringer. En heldagstur på 21,7 km.

Tilbage på campingpladsen, en hurtig øl og en flødebolle for lige at få et sukker shot, så omklædning til aftensmaden. Grillen var optaget eller opvarmet af andre, så det var nemt at gå til. Kartoflerne allerede forkogte og salaten blev snittet i hyggeligt samvær og så var maden faktisk klar, bøfferne blev stegt. Det smagte rigtigt dejligt.

Til dessert havde Karen tænkt på os med whisky, fløde og puddersukker Hvad gir det……. -og desuden et veludstyret rejseapotek, noget mod ømme led, hovedpine og vabler, hvad snakker hun om!!!!

Så var det tid til aftenbadning i Slåensøen.

Søndag skulle der sejles og pakkes.

Heller ikke søndag blev morgenbadningen sprunget over (selvom det var lidt svært at komme op).

Bent havde planlagt en lille tur til Holger Danskes briller eller hvad det nu var… og Paradisøerne. Deltagerne til turen var Bent, Torben, Eva Anette, Benny, Per. For at skabe udfordringer, havde han også sørget for modvind denne dag og som modvægt også dejligt solskin.

Efter en tur i sving tovet ved Slåensøen og en endnu engang dejlig frokost i det grønne, selvom vi havde glemt et par ting hjemme på campingpladsen, så som frikadeller og agurker.

MEN hjemturen var fed. Vinden som vi bandede over på udturen var nu med os, lige i rumpetten, så det var nemt og sjovt at komme tilbage, med åren som sejl gik det nemt. Fedt at ro kajak.

En distance på 13 km.

.

Hilsen Eva Anette

 

 

Onsdag  d. 12. August

Kerteminde Nordstrand

Turleder: Kaj  Deltagere. Laila. Stig. Anja. Torben. Sjak. Mads. Bent. Kaj. Alex. Benny og Claus.

Hvor blæser i dag de bedste vinde,

det gør de da i Kerteminde!

Vinden var variabel i forhold til

afstanden fra kysten,

og den var med på vejen ud

og med på vejen hjem.

Til the og kaffe og boller

så læg Jer det alle på sinde

at Lotte hun er en dejlig kvinde

Mads

Torben i sin nye kajak

Stavre Hoved

Anja med klubbens kajak

 

Instruktørkursus til EPP-1 niveau den 8. og 9. august.

Deltagere: Sjak, Thomas, Christian og Kenneth

Afgang fra Thomas’ bopæl tidlig lørdag morgen kl 06.00. Sjak havde opgraderet sin trailer så vi kunne have alle 4 kajakker med. Fremme ved Karpenhøj ved Fuglsøcentret på Mols ca 08.30 mødtes vi af en fantastisk udsigt over Ebeltoft Vig og Helgenæs (http://www.dgi.dk/omdgi/huse/nyheder/DGI_Karpenhøj_[a16469].aspx)

Lørdag formiddag gik med teoriundervisning, hvorefter turen gik til stranden for at få frokost inden der skulle øves praksis på vandet.

Vi kan stolt meddele at vi slog samtlige deltagere i hygge under frokost og aftensmad. Thomas havde med hjælp sin kone sørget for sild, pålæg, svensk pensionist pickles og hjemmebagt brød.

Aftenen havde vi for os selv. Der var desværre også 1 times  lektier om aftenen, men efter en lækker menu med lakseforret fra Sjak, grillet svine mørbrad med salat, sovs og kartofler var der svært at være rigtig negativ. Et par øl og en enkelt whisky hjalp måske også lidt.

Søndag gik ligeledes med skiftevis teori og praksis inden vi sluttede kurset søndag kl 17.

Et godt kursus med gode instruktører, hvor der var meget fokus på indlæring og metodikker for at undervise et begynderhold. Alle bestod. 

Vi blev også bekræftet i at vores hidtidige træningsniveau ikke er så ringe endda.

Du kan læse mere om EPP på www.kano-kajak.dk/index.asp mere under Euro Paddle Pass.

 

F:\DCIM\100MSDCF\DSC00096.JPG

F:\DCIM\100MSDCF\DSC00094.JPG

Onsdag  d. 5. August

Kerteminde Sydstrand

Turleder: Thomas Deltagere: Jette. Anne Sofie. Bent. Kaj. Vagn. Torben. Eva Anette Christian DJ. Thomas. Claus. Alex. Hanne. Jens Ulrik. Ulla. Tim og ca. 15 Gæster.

Turen gik til Kerteminde Sydstrand i fantastisk vejr med blå himmel og varmt vand. Skønt !!! Mens nybegynderne blev tilbage og prøvede kajakkerne, både komme i og ud af dem. under kyndig instruktion roede " De Gamle " roer en lille tur. Pause blev der ikke noget af, da øllerne stod tilbage på stranden !!!

Bagefter kørte vi hjem til klubhuset og fik kaffe og brød

Anne Sofie

Onsdag  d. 29. Juli

Fuglesang

Turleder: Bent  Deltagere: Anja. Jette. Eva Anette. Anne Sofie. Sjak. Kaj. Kenneth. Martin. Mads. Bent og Torben

Vi kørte til Fuglesang, satte kajakkerne i og roede mod øst i modvind med sjove bølger imod os. Et stykke henne på stranden stod Rigmor og vinkede til os og bød på kaffe, når vi sejlede tilbage.

Mads havde lavet to store lagkager, som han havde med i kajakken. Det blev en dejlig aften, hvor vi sad med havudsigt og nød kaffe og kage, men vi fik ikke sejlet så langt.

Kaj

Eva Anette i bølger

Kagehygge

Mariehøns

En flot grønlænderkajak

Martin vender

Sjak vender

 

Onsdag  d. 22. Juli

Enebærodde

Turleder: John  Deltagere: Kaj. Lene. Benny. Christian DJ: Bent P. Karen Elise. Stig. Laila. Jane. Arne Torben. Anne Sofie. Mads. Karen. Rigmor og Vagn.

 Det havde stået ned i stride strømme hele det meste af eftermiddagen, men vejrguderne var med os. Så da vi kom til Hasmark Strand ved Enebærodde, klarede det op  og blev vindstille.

Vi roede ud til fyret, drak øl og spiste kiks. Sparkede til tårnet og sejlede hjem igen. Det var en fantastisk flot aften og solnedgangen farvede havet lyserødt. Hjemme i klubhuset guffede vi i Bennys hjemmebagte brød Endnu en god tur i godt selskab.

Anne Sofie

 

 

Orustekspeditionen til skærgården nord for Göteborg 27/6- 4/7 – 2009

 Deltagere:

Stig, Laila, Bent, Benny, Anders, Hanne, Ingela, Tim, Mads.

Resume:

Vi havde en herlig uge i skærgården nord for Göteborg, hvor de fleste sejlede 126 km. Ingela, Anders og Benny fik lidt flere km i armene pga deres ekstrature. Ingen kæntringer, ingen forstuvede fødder, ingen skader på kajakkerne, ingen solskoldninger. Solskin hele tiden, næsten ingen vind, men til tider flotte skyformationer inde over Sverige.  Stig var en god holdkaptajn med tjek på lokaliteterne, sømandskab og meget andet. Han havde forinden udstukket retningslinier for sejladsen: Vi sejler i venstre side af sejlrenden, så vi og den modgående færdsel kan se hinanden. Vi krydser sejlrenden samlet. Vi har en forstopper og en bagstopper. Alle sørger hele tiden for at have tilstrækkeligt med vand.

Indkøb af mad var alles sag, men tilberedning af aftensmaden gik på skift i 3-mands hold, så nogenlunde.

Tak til Hanne, Benny og Bent for særlige indsatser med at koge vand og stille an til morgenmad.

Og så ville turen ikke have været så god, hvis vi havde manglet  Mars og Snickers, Gl. dansk og Rom, Whisky og chokolade, nøddeblandinger og andre gode sager. 

Tak til Hanne og Laila for at holde regnskab for os andre. Tak til Tim, Ingela, Stig og Laila, som lagde bil til.

Tak for lån af klubbens trailer.

Dag for dag:

1. dag. Lørdag 27/6 kørte vi fra klubhuset omkring 8.45, tog over Helsingør/Hälsingborg og nåede Stocken Camping nord for Göteborg ca 17.30. Aftentur på 12 km.

Vi mødte Stig, Laila og Hanne på færgen, og heldigvis, for det var dem, der fandt den indbydende parkeringsplads ved Liedl et stykke nord for Hälsingborg, hvor vi så nød frokosten i det lange græs.

I Stocken lagde vi  teltene i rundkreds på et grønt område tæt på, hvor vi skulle sætte i vandet.  Alle med telt skal  have campingpas, hvis man ikke har et med hjemmefra.  Det tog lidt tid med den ekspedition. Vi tog en aftentur på vandet op til Gullholmen og et par km ud mod vest for at se åbent vand, Skagerrak.

2. dag. Søndag 28/6 roede vi til Käringön, vest om Käringön og andre øer og lejrede os på den sydøstlige spids af Vallerö.  13,5 km.

Os der var oppe om natten husker de klare fuglestemmer og den smukke rødgule nattehimmel.  Blev det overhovedet mørkt? Hanne hentede morgenbrød og sørgede også for, at vi allerede denne morgen fik havregrød a la Linda: Dvs. havregrød med rosiner, hakkede nødder, kokosmel, skumfiduser og chokoladestykker. Kajakkerne pakkes for første gang, bortset fra generalprøven hjemme.  Det er enkelt: hvad der ikke kan være i kajakkerne, må blive i bilerne. Dåsemad, rugbrød, vin, slik, nødrationer , stærke drikke og den slags kan vi jo ikke undvære. Så går det ud mod Käringön i den yderste skærgård, vandet er roligt. Flot, flot gammel og velholdt by med hvidmalede træhuse med røde tage. Her er mange sejlere, så sejlerturismen må betyde meget.  Der er ikke biler herude.  Hannes fælleskasse giver is – store, velsmagende, mangekuglede is. Frokost i den skarpe sol på Käringöns sydligste flade klipper, og tårnsparkerforeningen måtte op og prøve det hvide fyr. Så roede vi ud mod det åbne vand og gik vest om Käringön, Vedholmen og Tornö. Det blev den eneste gang på turen, hvor vi skulle koncentrere os om  at ro i levende sort vand.  Landgang på Tornö for at bestige det højeste punkt.  Siden fandt vi den meget smalle og ulækre passage mellem Tornö og Vallerö og et landingssted på Vallerö. 

Allerede første aften tilbød Stig varmt brusebad. På hele turen sejlede han rundt med 6-7 liter vand i en sort sæk på agterdækket. Og efter dagens sved og saltvandsbad kunne man lige få et varmt skyl, dejligt. Efter en supermenu sad vi på række og beundrede den solbeskinnede by på Käringön.  ”Du gamla, du fria, du fjellhöga nord” og nogle danske sange fik luft under vingerne. Dagen sluttede med en aftentur forbi de vilde okser til varden på Vallerös højeste punkt.

3. dag. Mandag 29/6 roede vi til Smögholmarna. 16,5 km.

Første stop var midt i den smukke hvide Käringön by, med landgang i en lille vig inde i havnen.

Vanddepoterne blev fyldt op, lidt dryssen rundt, og så ellers nogenlunde hurtigt af sted igen til de små 5 km mod fyret på Bråtö.

I Mollösund blev alle kajakker pakket sammen i havnens inderste hjørne, hvor der var 1½ m op til havnekajens brændende asfalt. Is til alle i glashuset, og vi fik sendt en hilsen til Linda, som ellers skulle have været med på turen. 

Klipper som små afrundede skær, hvidplettede  af fugleklatter foroven og med hvide saltrande. Klipper i voldsomme formationer med slyngede mønstre fra dengang de var sejtflydende stenmasser. Et hus eller et par stykker i klipperne ud til vandet! Det ville man ikke få lov til i Danmark. Klipper der suger solens varme til sig om dagen og giver den tilbage om natten.  Dramatiske klipper. Vi er jo ikke vant til klipper hjemme!

Så snart vi havde trukket kajakkerne op på den første Smögholm ,var Bent ude og bade, og han kom ind med favnen fuld af østers. Stig stod for åbningen af dem, og de fleste af os fik vores østersdebut, som en forret til fiskemenuen senere.

Den aften begyndte nogle af os at sove i det fri. Det var om at finde et par m2 nogenlunde plant areal med græs eller mos mellem klipperne. Lækkert.  De første stjerner eller planeter kan skimtes omkring halvtolv. 

Soveposen er våd af dug om aftenen, men tør når solen har bagt på den et par timer om morgenen.

4. dag. Tirsdag 30/6 fra Smögholmarna nord om Lyr gennem Stigfjorden til Norra Björnholm. 18,5 km.

Ingela, Anders og Benny sejlede til Mollösund efter frisk morgenbrød, og de har set en sæl på et skær. Vi ror den flotte tur nord om Lyr, går ind til Nösund restaurant til kaffe under parasollen nede ved kajakkerne. Herligt at sidde ved rigtigt bord og bænke.  Nogle fik vand med kulsyre fra hotellets bar, og det smagte virkelig godt. Ved Lyresund kommer vi lige efter færgen til fastlandet til en økologisk forretning. Forretningen ligger på Lyrsiden, og vi køber ind til aftensmaden. Ved siden af er der en lille vig med skov og skygge, hvor vi spiser frokost, og de fleste får et kvarter på øjet. Nogle kajakker er nu blevet mærkbart lettere og der er mere plads, efterhånden som det svinder i rugbrød, dåsemad og rødvin. Ingela vil meget gerne af med sine leverpostejdåser.

 Så går det ind gennem Stigfjorden til Norra Björnholmen, hvor vi finder det passende sted på østsiden af øen. Der er 8-10 m høje klipper nord og syd for den lille strand, hvor kajakkerne ligger farvestrålende ved siden af hinanden.  Køkken- spise og ophold på et let skrånende klippeplateau 5-6 m over stranden. På klippesiden mod nord står Jonatan havmåge i ensom majestæt.  Holder han øje med os? - bliver der noget tilbage, når de har spist?  Aftentur med Bent til et af øens udsigtspunkter, og på vejen så vi den første forstenede øgle. Himlen var truende i nordøst, det buldrede svagt, og der var enkelte lyn inde over land, men der blev ikke uvejr i Skærgården. Jeg ligger og ser op i himlen, tæller de 2 første stjerner igen og igen –der er summende myg- og der er gråviolette skytotter –zzzzzzz- mod den lyse himmel. Møver mig helt ned i soveposen.

5. dag. Onsdag 1/7 sejlede vi tilbage gennem Stigfjorden og efter et par hvil landede vi ved Sandholmen  udfor Skärhamn. 22,5 km.

Dagene begynder som regel med, at Bent er oppe, enten ude og bade eller i gang med at varme vand eller bage brød. Også på denne dag. Laila, Bent og undertegnede er ude og lave gensidige makkerredninger, inden vi alle ved 10-tiden sejler syd om Sødra Björnholm og tilbage gennem Stigfjorden. Småskær fremtræder som lurende stenøgler i vandskorpen, men vi holder kursen mod Stigbjergets flade kegle, og når efter 7,4 km mod vind og bølger (dog ikke noget at snakke om) til Björnhuvudet, hvor vi holder et hvil. Under hele dette stræk har Anders haft en græshoppe med fra Norra Björnholm.

Ikke så langt længere fremme fristes vi på Björholmens Marina til en fiskelunch. Om eftermiddagen provianterer vi  i ICA i Skärhamn, som let kendes på sit glade smileykirketårn, og heldigvis ligger der også et systembolag ved siden af ICA.  På turen ud til Sandholmen blev Bents maskot, den lille herreløse tøjhund, som han havde taget til sig, og som siden havde prydet kajakkens stavn skyllet over bord af hækbølgen fra en hurtigsejler. Ved Tims heltemodige indsats blev dyret dog reddet.

Der er ikke langt ud til Sandholmen, hvor der er badestrand med mudder til anklerne. Bent kommer igen ind fra badeturen med østers til forretten, og det er næsten samtidig med, at vi andre har fundet vores sted til sovepose eller telt.

6. dag. Torsdag 2/7 roede vi til akvarelmuseet på Toftön, derefter ned til Kläddesholmen og tilbage mod Skärhamn, Mollösund  og lidt forbi Kyrkesund. 19.5 km.

På akvarelmuseet så vi en udstilling af svenske Elsa Beskow, som har tegnet over 30 børnebøger, befolket med gående fisk, og småvæsener fra skoven og naturen. Imponerende produktion.  Efter en kort snak om dagens videre færd, roede vi til Kläddesholmen, også med en flot hvid by med træhuse. Vi spiste frokost på varme klipper i en lille vig bag en bro med modne damer i næsten natura.  Så sejlede vi nordpå, med isophold i Skärhamn, indkøb og vandtankning i og omkring Kyrkesund. Her fik vi styr på rigtigt vand og forkert vand. Forkert vand er vand, der er lunkent og måske har ligget for længe i rørene, og derfor ikke er så godt som det rislende kolde vand.

Nord for Kyrkesund fandt vi vores plads for aftenen og natten.

Efter aftenturen til nærmeste klippetop sad vi som sædvanlig sad og nød hinandens åndrige selskab. Så spørger Laila, om det er hende eller klippen, der gynger. Vi kunne alle sammen mærke det, så der var ingen tvivl om, at det var klippen.  Det der kajakvuggeri  trænger jo ind i nervesystemet, og da jeg senere krøb i soveposen,  måtte jeg passe på, at den ikke kæntrede.  

7. dag. Fredag 3/7 mod nord i Skärgården, vest om Råön til Gullholmen, så hjem til Stocken . 23,5 km.

Efter opfyldning med rigtigt vand og let proviantering i en lille marina lige om hjørnet og overfor Koön roede vi indtil frokosttid.  Da befandt vi os lige ud for et nøgent skær i næsten åbent vand, så vi gik ind og spiste, badede og hvilede på de varme sten.

Bovbølger og hækbølger kunne være sjove at sejle igennem.  Hvis de så voldsomme ud, kunne man jo tage dem så vinkelret som muligt. Men her på slutningen af turen var vi alle godt trænede, og så var det jo noget sjovt at få dem på skrå og prøve at surfe. Sådan følte jeg det i hvert fald med min fladbundede kajak.

Det var også pudsigt med de lange dønninger ude fra havet, når vandfladen løftede og sænkede sig 40-50 cm og vi fulgte med op og ned.

Vi var rimeligt trætte, da vi om aftenen igen satte benene på Orust. Det havde været rigtig langt, det næstsidste stykke op til Gullholmen, så vi nærmest faldt ned til kaffe og is ved bænkene og bordene på havnepromenaden. Og vi trak måske også pausen lidt længere ud, inden vi gik ned til kajakkerne.

Efter dejligt bad på Campingpladsen og iført til dels rent tøj var det lækkert at sidde ved bordet på Tofta Gårds terrasse til fri grill. Der var en kontrast mellem ugens naturoplevelser og Tofta Gårds nyslåede plæner og den rene terrasse, som vi vist alle nød.

Og vi var yderst tilfredse med turen, - trætte og afslappede til den sidste whisky på kajakbutikkens trappe.

8. dag. Lørdag  4/7 hjem fra Stocken  til Odense havn, ca 550 km på ca 9 timer, for man må ikke køre mere end 80 km/t med traileren.

Rigtig tidligt om morgenen gik Hanne og Anders på vandet, de måtte have en sidste tur til Gullholmen.

Ophold 60/80 km nord for Hälsingborg og igen ved Karlslunde, hvor vi sagde farvel til Ingela.

Orientering:

Ifølge Den Danske Encyclopædi er den synlige horisont (altså ikke den astronomiske horisont) skillelinien mellem himmel og havoverflade for en person på åbent hav.

Den synlige horisont benævnes også kimingen. For afstanden til kimingen gælder følgende formel:

L = 3,85 x kvadratroden af m, hvor L måles i km og m er øjenhøjden over havoverfladen i meter.

Hvis øjenhøjden er 1,7 m – hvilket ikke er helt ualmindeligt - så er afstanden til kimingen eller den synlige horisont 3,85 x kvadratroden af 1,7 = ca 5 km, når man står eller går på vandet!

Og hvis man altså står med fødderne i vandkanten ved Korsør, så kan man sagtens se Fyn, men bare ikke de nederste 3-4 m. De ligger under horisonten.

Mads

Telte på Stocken

8 på smukke Kæringen

Frokost på Kæringen

Aftensmad, Vallerø

Laila, Hanne, Benny

Kajakker og morgenmad

Stig tilbyder østers

Laila og Anders spiser østers

Klippedyr

Hanne ligger ned

8 på Bjørnholm

Norre Bjørnholm

Kajakker i vand

Under parasollen

Bent med tøjhund

Fiskelunch

Anders og Tim

Måneskin

Landgang ved akvaralmuseet

Søpolitiet

Roser

Ingela

Tim

Frokost på skæret

Hjemme i Stocken

Resturent Toftegården

 
Onsdag  d. 15 Juli

Enebærodde

Turleder: John  Deltagere: Karen. Benny. Per Buus. Bent. Kaj. Anne Sofie. John. Lene. Nicolaj og Arne.

Trods et nyligt skybrud mødte ti friske roere op til en endnu skøn sommeraften.

Turen gik til Enebærodde med lunt vejr og lidt dejlige bølger på vandet. Ved Martinegården holdt vi pause og fyldte os med Kajs kirsebær og humle efter en skøn dukkert.

Et par stykker havde krampe i benene og trætte arme og sejlede hjemad efter pausen. Resten af gruppen fortsatte ud til tårnet med den skønneste aftensol. Her så vi 4-5 marsvin og blev fulgt på vej af et par stykker.

Så gik turen tilbage med ca. 6 km. i timen, og vi nød den skønne solnedgang, som vi slutte af med endnu en skøn dukkert Aftenen sluttede med nybagt brød frisklavet kaffe Gl. Dansk og Kajs agurker.

Lene

 
Lørdag d. 11/7 - Søndag d. 12/7


Ø tur

Turleder  Kaj

Deltagere:
Kaj, Bent, Laila, Stig, Christian Johansen, Steen Bondo, Christian Sørensen

Efter lidt - mere eller mindre tilsigtet - sightseeing ankom vi til Dyreborg til 09.10 lørdag morgen. Herfra skulle starten på to dages sydfynsk kajakeventyr gå.
Efter pakning af kajakker var vi klar til at gå på vandet lidt over 10.
Planen var at sejle nord om Bjørnø og Avernakø og ende i Drejø Gamle havn hvor vi skulle overnatte.
Hjemturen skulle så gå syd om Avernakø og Bjørnø tilbage til Dyreborg søndag.
Så vidt planerne da vi lagde ud fra Dyreborg, med 6 - 8 m/s vind fra sydvest.

Første stop blev på Bjørnø efter ca. 45 minutters sejlads, og en kvik gåtur bragte os rundt i hele "byen".
Herefter gik det videre, og da vi kom fri af den relative læ som Bjørnø bragte mærkede man straks at der var lidt bølger at tumle.
Midtvejs mellem Bjørnø og Store Svelmø havde Kaj tilsyneladende fået varmen af det hårde arbejde. I hvert fald valgte han at vende bunden i vejret på kajakken, og tage en lille "svømmetur".
Med bistand fra Bent og Steen kom Kaj tilbage i kajakken, og vi var klar til at fortsætte.

Da Kaj var lettere kølig efter turen i bølgen blå, besluttede man sig til at sejle mod land på Fyn. Kursen blev sat mod Fjellebro, hvor vi spiste frokost, og fik en rundvisning i Laila og Stigs sejlbåd.
Efter at være kommet lidt til kræfter igen, enedes vi om at lave lidt om på destinationen. Der var vanskeligheder ved at sejle med bølgerne skråt ind bagfra, og derfor besluttede vi at sejle direkte op mod vinden og bølgerne.
Det ville bringe os direkte over til Avernakø, hvor vi så ville overnatte i  stedet for Drejø.

Af sted gik det op mod vinden og bølgerne, og efter ca. 2 timers hårdt slid kunne vi sætte benene på den østligste spids af Avernakø.
Efter en kort pause i solskin med udsigt til en voldsom regnbyge ude over havet, besluttede vi os til at overnatte i Korshavn.
Hurtigt sejlede vi derom, og fik slået lejren op.
Der blev gjort klar til aftensmaden og grillen blev tændt, og så blev der spareribs, pølser og nye kartofler i lange baner.
Da maden var fortæret, og der var vasket op spurgte Laila lige så forsigtigt, om der var nogen der kunne spise en pandekage.
Naturligvis var der det, og så blev der bagt - og spist - pandekager i lange baner.
En perfekt afslutning på en begivenhedsrig dag.
Dagens distance: 19,6 km.

Søndag morgen stod vi op til sol fra en - næsten - skyfri himmel.
Efter en omgang Bannock-brød - tilberedt af bagermester Bjerrum - blev lejren pakket sammen, og vi lagde planen for den sidste del af turen.
Det blev besluttet at vi skulle sejle med uret rundt om Avernakø, videre til Bjørnø og så tilbage til Dyreborg.
Som sagt så gjort. Veludhvilede som vi var gik det jævnt af sted, og efter ca.1½ time holdt vi et kort hvil.
Efter ca. 45 minutters yderligere sejlads blev frokosten indtaget ved Avernakø Havn. Efter frokosten var der lige tid til en lille "morfar" i solen inden vi røg i kajakkerne igen.
Med vinden og bølgerne i ryggen gik det pænt stærkt over til Bjørnø, og ca. 1 time efter vi forlod Avernakø kunne vi lægge til i Dyreborg igen.

Trætte men glade efter en fin tur i det Sydfynske, kunne vi pakke kajakker og udstyr sammen igen og vende næsen hjemad.
Dagens distance 18 km.

Så selvom vi ikke fik sejlet den oprindelige rute, så fik vi et par dejlige dage på vandet, og endnu et par røverhistorier at fortælle....

Christian Sørensen

 

Bjørnø

De flagede for os

Frokost i Fjellebro havn

Afgang fra Fjellebro

En ægte grønlænderkajak

Sorte skyer

Korshavn

Lailas pandekager

Søndag morgen

Morgenbad

Flot soveplads

Afgang fra Korshavn

 

Onsdag d. 8 Juli

Kerteminde Sydstrand

Begyndertur  Turleder Christian S. Deltagere: Nicolas. Pernille. Kim. Carsten. Iben. Niels Jørgen Kaj. Christian D.J. Bent. John. Susanne. Martin. Anne Sofie. Christian S. Mads. Tim. Alex. Arne. Nicolaj og Jette.

Vi kørte til Kerteminde Sydstrand. Nybegynderne blev vist, hvordan man roer, vælter og kommer ud af kajakkerne inden de blev "sluppet løs" De mere erfarne roere  fik lov til at smutte en lille tur. det var næsten havblik.

Da det blev tid til at pakke sammen og komme hjem a` var der en fantastisk regnbue. vi nød alle Kaj`s  medbragte øller og kirsebær inden vi kørte hjem til klubhuset  og fik kaffe og brød

Anne Sofie

 

 

Onsdag d. 1. juli

Romsø

Turleder: Christian DJ    Deltagere: Rigmor, Lene, Karen, Eva Annette, Anni, Christian, Kaj, Sjak, Erik, Torben, Alex, Arne, Niels og Egon.

Vejret var fantastisk, sol og ingen vind. Derfor besluttede vi os for at tage til Måle og sætte kursen mod Romsø. På trods af at Karen mente, at der måtte være farlige dyr derovre! Da vi nåede til Måle, var der på det nærmeste havblik – det var et skønt syn. Da vi kom i vandet var de eneste bevægelser i det spejlblanke vand, dønningerne fra de larmende motorbåde.

Vi gik i land på Romsø og indtog den vanlige skraldebajer som Kaj medbringer. Desuden også et hav af kager og chokolade. Kaj rendte rundt og legede naturfotograf og da vi andre var klar til at bryde op og ro mod fastland – var Kaj forsvundet!?

Halvdelen af gruppen havde sat kajakkerne i vandet, så vi roede i forvejen og den sidste halvdel blev tilbage og ledte efter Kaj – der helt havde mistet orienteringen på ”den stor farlige ø”.

Vi roede tilbage med solnedgangen i horisonten og nåede lige netop at komme i vandet inden solen forsvandt helt under horisonten. Vandet var super lækkert og vi kunne blive i længe. En skøn onsdagstur.

Anni J

 

Onsdag d. 24. Juni

Langø

Turleder: John.  Deltagere: Bent. John. Susanne. Anni. Christian D.J. Kaj. Lene og Egon.. Alex. Arne. Torben. Sjak. Vagn. Benny  Mads  Karen. Thomas. og Egon.

Det var årets længste onsdag, nogle foreslog en tur til Romsø, men det blæste for meget, så vi tog til Langø. Men det er svært at finde, imidlertid kunne jeg se, at vi var kommet til samme sted, som vi kørte forkert sidste år. Tilbage igen fandt vi et godt sted at sætte i. Vi sejlede ud mod Korshavn og gik i land et flot sted, hvor vi fejrede Sjaks fødselsdag, han gav kage og champagne og der blev sunget fødselsdags sang for ham. Inden vi sejlede tilbage sang vi " Nu blunder den lyse nat" samtidigt med at solen gik ned.

Kaj

 

Containerkajak

Flot rovejr

Fødselsdagsbarnet

Dejlig udsigt

Solnedgang

Klokken er 22

Lørdag d. 20. Juni

Æbleø

Turleder: Kaj  Deltagere: Lene. Rigmor. Anni. Susanne. John. Bent. Christian D.J. Erik. Torben  Kenneth og Kaj

Vi kørte fra klubhuset allerede kl. 8 i et fint vejr med sol og lidt blæst. Da vi kom til Lindø Hoved, kunne vi se, der var skum på bølgerne, så vi besluttede at sejle øst om øen, hvor der var læ. Så snart vi nåede til øen holdt vi en pause i læ af de vilde roser. Derefter videre til samme flotte spiseplads som sidste år, men først en svømmetur på den dejlige strand. Da vi havde spist gik vi en lang tur på øen, hvor vi så Salamander, Mufloner og Dådyr.

Efter en lang pause skulle vi sejle igen, de fire valgte tilbage i østsiden, medens de syv rundede nordspidsen og mod vest i blæst og gode bølger. Da vi nåede Brådet mødtes vi igen og holdt igen pause, hvor Christian fortalte om øens historie og dyreliv  Det blæste mere op, så der var kun tre håre fyre, der fortsatte i vestsiden, det var Bent, Kenneth og Erik  De så en sæl, der lå på en sten, men skyndte sig at hoppe i vandet, da den så dem

Vi kom i land ved femtiden og var meget trætte efter en god dag.

Kaj

Formanden

Første pause

En lystfisker

Høje skrænter

Dejligt sejlvejr

Middagspause

Vi ser efter Salamander

Her er Dådyr

Her er dejligt

Udsigt fra vores spisested

Vi skal videre

Det kulturelle islet

Onsdag d. 17.Juni

Flyvesandet

Turleder: John.  Deltagere: Linda. Lene. Anne Sofie. Marianne. Svend Erik. Bent. Kaj Christian D.J. Eva Anette Rigmor. Vagn. Stig. Laila. Karen Elise. Torben. Sjak. Per R. Tim. Mads. Benny. Egon. Hanne. Morten. John. Susanne og Alex.

Der mødte 26 op til onsdags turen, det er mange, når der skal findes kajakker, pagajer, skørter, redningsveste, læses på trailer og tag bøjler, men det gik faktisk hurtigt, og vi kørte i flot kortege til Flyvesandet, hvor John synes, vi skulle sejle til venstre mod Nærå Strand.

Det blev en dejlig tur i stille vejr og lun aftenluft. Vi holdt pause på en øde strand med et sandt kageorgie.

Tilbage til Flyvesandet, hvor der var nogle, der ville have vådt hår med rulninger, redningsøvelser, våde udstigninger eller bare en svømmetur (vandet er ikke varmt ). Det blev en dejlig sommer tur igen.

Kaj 

Travlhed før afgang

Flot udsigt

En øde strand

Laila

Karen Elise

Udsigt til Æbleø

Tirsdag d. 16 Juni

Træningsaften

Turleder : Thomas

Deltagere: Gitte , Anders , Niels Boye , Kenneth , Casper , Henriette og Sjak

Turen gik til Kerteminde Nordstrand hvor aftenen bød på opvarmning på såvel land som på vandet da vi skulle i gang med den egentlige træning med risiko for vandgang ar der 3 der skulle tilbage efter redningsveste de var glemt i bilen og ingen havde bemærket det !!

Vi trænede kantning , styrtag , baglændsroning , sideforflytning , styrtag , bagror mv. og tilbage inden vi skulle i land forskellige redningsøvelser.

Sjak

 
 
Søndag d 14/6

Store legedag

Turleder: Christian Aarup

Deltagere : Eva Anette , Laila , Stig , Benny , Anders , Torben og Sjak

8 mødtes kl. 9 ti vi skulle ud at lege i bølgerne.
Turen gik til Nyborg gamle færgehavn hvor vi satte i , en meter fra land faldt den første i, men vi lovede Christian ikke at fortælle hvem det var - senere blev vi andre dog også våde.
Der blev øvet , udfordret ,leget og pjasket :
byt kajak uden at komme i vandet , flyt kajakken fra den ene side til den anden under vandet , stafetsejlads , og til sidst diverse redninger.
Det var en træt og bedre  flok der drog hjemover ved firtiden.


Sjak
 

 
 
Onsdag d. 10. Juni

 

Turleder. John  Deltagere: Hanne. Eva Anette. Christian D.J. Bent. Torben. Alex. John. Erik. Sjak. Thomas og mange 2. klasse børn fra Sanderum Skole.

Besøg på Vigelsø hos Thomas - Dorthe og de andre fra 2. klasse Sanderum Skole. Vi satte i i Klintebjerg og sejlede til Vigelsø - Christian og  Hanne skulle have lidt kilometer i armene, så de sejlede ti minutter ud ( i medvind ) og en time hjem.

Vi andre hjalp til, så 2. klasserne kunne prøve en tur - ingen væltede, alle var begejstrede. Turen gik videre op til lejrskolen, hvor vi fik serveret rødvin ved bålet. Børnene lavede Marshmellows over bålet og John serverede kiks til.

Tilbage i klubhuset skulle skulle vi lige prøve Christians Christiania cykle til stor underholdning for alle.

En kort aftentur ,men meget hyggelig.

Sjak

Forventningsfulde børn

Erik og en glad gut

Kyndig vejledning fra John

Så laves der Marshmellows

De lokale

Det går derudaf

 

Lørdag d. 5. Juni

Sønderby Klint

Turleder:  Kaj  Deltagere: Eva Anette. Jette. Benny. Bent. Erik. Kaj. Tim & Torben

Vi startede ud fra Aa med pålandsvind og bløde bølger. Det var aftalt, at vi skulle holde kaffepause på toppen af klinten. Da vi nåede op til klinten blæste det op og der skulle arbejdes det sidste stykke.

På toppen af klinten serverede Kaj hyldebær ala Jamaica, mens vi nød udsigten. Da vi startede ud på anden etape, stod Tim for underholdningen. Han skulle liiige prøve at sculle, men pludselig var der ”hul i vandet”, så der blev også trænet makker redning.

Turen fra klinten til Torø forløb gnidningsløst. Let vind og kun mindre bølger.

Vel ankommet til Torø gik vi i gang med frokosten. Kaj serverede de resterende øl fra onsdags turen og Bent bød på en slåensnaps. Lotte havde udstyret Kaj med en madpakke, der kunne brødføde en afrikansk landsby i en måned, så vi andre lå og små blundede, før det lød: ”Nu er jeg nået til bunden”

Før vi startede turen hjemover, så underholdte Kaj med røverhistorier om gullaschbaronen, der havde ejet øen. Det blev også til en kort gåtur, hvor vi så på et lidt pudsigt hus, som denne gullaschbaron havde ladet bygge.

Da vi startede hjemover var vinden blæst op igen. Vi startede med moderate hækbølger de første par km, men da vi ændrede kurs, så blev det for alvor sjovt. Bølgerne var vokset til mellem 30 & 50 cm, og der var begyndt at komme skum på nogle af toppene. Samtidig fik vi nu bølgerne ind fra siden.

De næste par km foregik med kort sikkerhedsafstand og MEGET koncentrerede ansigtsudtryk hos nogle af deltagerne. På grund af bølgerne, hold vi først kaffepause, da vi næsten var forbi klinten og lidt i læ. En af de ”overlevende” udbrød ”Puha! Nu er der også tid til at trække vejret”

Efter en kort kaffepause skyndte vi os de sidste 3 km tilbage. Efter vi var kommet i læ af klinten, så var bølgerne mere rolige, og ”de koncentrerede” kunne tage det lidt mere roligt.

En dejlig tur på 16km med lidt udfordringer under vejs.

Tim

 

Så er vi klar

Søsætning

Bjerge forude

Bjergbestigning

På toppen

Her er så smukt

En træt kasser

Plums hus

En vinduskikker

En god udsigt

En tiltrængt pause

 

Tiesdag d. 2. Juni

Kajaktræning


Turen gik til Bogense og vi var 12 personer : Christian , Hanne , Thomas , Anders ; Sjak , Arne , Ingela , Eva Anette , Kenneth J , Henriette , Kasper og Torben

Vi kørte til Bogense for at prøve kræfter i bølgerne ved Bogense kajakklub
Bølgerne var op til 1/2 m med skum på , det blæste op til 8-10 m/ sec så både kræfter som balancen blev afprøvet.
Der blev roet op mod bølgerne lidt på tværs og nogle gode surf blev det også til.
De fleste kræfter blev dog nok brugt når kajakken skulle vendes op i vinden igen.
Flere røg i vandet -vi siger ikke hvem !
Torben blev vædret og fil en lang flænge i sin kajak.
Det var en træt flok der kørte hjem igen efter et par timer på vandet

Sjak

 

 
Onsdag d. 3. Juni

Kerteminde Nordstrand

Turleder:  John  Deltagere: Kaj. Acton. Tim. John. Susanne. Eva Anette. Bent. Jette. Christian D.J. Christian Å. Benny. Vagn. Sjak. Thomas. 3 gæster. Anne Sofie. Hanne. Karen Elise.

Den første tur med gæster i år, der var fire, der fik en kyndig vejledning af Thomas, Sjak, Christian Å og John.

Vi var 10, der sejlede en tur mod nord, det var en fin aften, efter det havde været koldt og blæsende hele dagen

Tilbage til klubhuset, hvor vi sultne kastede os over tre franskbrød med ost, marmelade, nutella og en lille en til

Kaj

 

Parade på havet

Thomas på vej rundt

Strandhygge

Christian

med en flot

grønlændervending

Onsdag d. 27 Maj

Kerteminde Sydstrand

Turleder. Thomas  Deltagere: Thomas .Erik .Stig. Laila  Sjak. Bent. Mads Torben. Kenneth. Casper. og Eva Anette.

Ned til det røde hus og efter pausen sejlede de otte ud omkring den lange røde bøje. Bent og Sjak i de nye kajakker  10,7 km gennemsnitsfart 6 km./t. Gråt halvkoldt vejr at klæde om i.

Hjem til klubhygge med Kajs hjemmebagt brød.

Mads 

Det røde hus

Den røde bøje

 

 

Onsdag d. 20 Maj

Kerteminde Sydstrand

Turleder:  Bent  Deltagere: Lena ( Claus og Flemming ) Benny. Kaj. Bent. Tim.. Anne Sofie. Eva Anette. Lene. Ingela. Erling. Kenneth. Casper. Torben og Christian Å.

Det blæste kraftigt i Odense ,og da vi nåede Kerteminde var Lene og jeg lige ved at overtale Bent og Kaj til at tage på pub. Men nej den gik ikke Glæden var stor da vi nåede Sydstranden  og så, at det var næsten helt vindstille.

Vi sejlede en time, holdt en pause og så hjem igen. Nogle så marsvin på hjemvejen.

Tilbage i klubhuset fik vi kaffe og

brød og så Kajs film fra Søsætningen Det har igen været en dejlig kajakaften

Anne Sofie

 

Pause i solskin

Erling i Bennys kajak

En 1/2 grønlænder

 Fredag - Søndag d. 15 - 17 Maj

Søsætning

Traditionen tro blev søsætningen afholdt i weekenden d 15 - 17 maj. Igen i år måtte Løgismose Camping lægge plads til. den er i øvrigt blevet meget  flot renoveret. vejret var ikke det bedste. Der var kraftig blæst, men heldigvis lå alle teltene i læ bag store træer Nogen havde hørt vejrudsigten og trøstede os med at det blev bedre.

Vi var ca. 20, der mødtes fredag hen under aften og startede med at rejse det nye partytelt og derefter spiste vi aftensmad. Susanne serverede pasta med kødsovs i rigelig  mængder og det smagte skønt. Hyggen fortsatte til omkring midnat Det blæste voldsomt hele natten og på et tidspunkt begyndte det at regne. Kl. 5,30 skulle de første roere skulle  ud at sejle Det var Ingela. Erling og Sjak. John skulle traditionen tro ud at bade kl. 7,30, men et eller andet gik galt. Det blev vist et formiddags bad Kaj påstod, han havde stået klar med håndklædet, men John ikke var  kommet . I løbet af formiddagen kom flere folk til og vi blev i alt mellem 35 og 40

Omkring middag holdt det op med at regne og vi kunne ane en opklaring  Kl 14 stod alle nybegynderne linet op ved deres kajakker og pludselig begyndte solen at skinne ude over havet og vinden lagde sig helt. Det var som bestilt. John holdt sin tale og roerne kom i vandet en efter en g fik deres fortjeneste vi form af Gammel Dansk eller En Enkelt. Derefter kom vi andre i vandet og ud over havet lød det" iih - ååh - neej, hvor er det godt" Vi sejlede i ca. en halv time og holdt en pause og måtte smide noget tøj, fordi det var så varmt

Da vi en time efter kom tilbage måtte jeg og Lene lige ud og bade og derefter var der kaffe og dejlig hjemmebag. Efter kaffen blev arbejdsopgaverne fordelt og som sædvanligt var der mange til både at lave salatbar og vaske op efter middagen . Der er også hyggeligt for der er altid en der henter øl Aftensmaden var Johns lækre grillede oksekød med hjemmelavet tzatikki og salatbar. Efter aftensmaden beordrede John os ned til vandet for at nyde solnedgangen Vejret holdt sig flot til omkring midnat, så begyndte det at blæse op igen.

Søndag morgen var der igen nogle tidlige sejlere og John og nogle flere kom ud at bade som planlagt. Efter morgenmaden gik alle i gang med oprydningen, især det store telt kræver mange hjælpere.

Derefter begyndte folk at tage hjem og de mere udholdende tog en sejltur til i blæsevejr med bølgeskvulp. En  absolut dejlig og vellykket tur

Marianne

Onsdag  d. 13  Maj

Kerteminde Nordstrand

Turleder . Kaj  Deltagere:  Stig. Laila. Bent. Kaj. Sjak .Erik. Eva Anette. Ann Sofie. Torben og Anja.

Det blev Kerteminde Nordstrand mod Stavre Hoved i modvind og - bølger. Det var lidt anstrengende for de for året nye deltagere.

Men belønningen ventede forude. Ann Sofie havde fødselsdag og havde medbragt en hjemmebagt pragtfuld kage. Den smagte godt til Kajs øl var der bred enighed om På turen tilbage viste en regnbue vejen for os.

Erik

 

Hygge på havet

Bents " forræder " kajak

Ann Sofies fødselsdag

Onsdag  d. 6  Maj

Åtur

Turleder.  Bent  Deltagere.  Kaj. Torben. Sjak og Bent.

På grund af stormen tog vi til Bellinge og sejlede til Munke Mose.

En rigtig smuk tur nu, hvor bøgen lige er sprunget ud, ænderne har fået små ællinger og de kvindelige kondiløbere har fået de korte bukser på.

Bent

 

 

Onsdag d. 29. April

Hasmark

Turleder: Kaj  Deltagere:  Kaj. Erik. Christian D.J .Sjak. Eva Anette. Laila. Tim. Rigmor og Kennet

I aften var vi ved Hasmark Strand. Varmerekort for i år ( 22 )

Helt havblik med varmedis over horisonten.

Vi fik afprøvet vores nye undervandskamera, men var lidt i tvivl om, hvordan vi fik det med hjem ( det gjorde vi ).

Desværre glemte vi en badetur - men John var heller ikke med.

Tilbage i klubhuset havde Sjak bagt dejligt franskbrød, som vi spiste med god appetit. Turen blev på 7 km.

Rigmor.

 

Onsdag d.22 April

Kerteminde Nordstrand

Turleder: Kaj  Deltagere: Eva Anette. Erik. Sjak Christian D.J. og Kaj

Stor fremgang i deltagere antal. Stigning på 25%, nu oppe på 5.

Turen gik til Kerteminde Nordstrand, hvor vi sejlede - næsten - til Stavre.

Øl på stranden med historier om holdes produkthandler.

Turen hjem - smuk med solen som en rød appelsin, der svandt i horisonten.

Turen blev på 7 km.

Sjak

 

 

Onsdag d. 15 April

Kertinge Nor

Turleder: Kaj Deltagere:  Sjak. Erik. Christian DJ og Kaj

Det blæste en del. Sjak foreslog en tur i havnebassinet, dette nedstemte Kaj "enstemmit", da han skulle have skyllet åvandet af sin kajak. Vi tog til Kølstrup og havde en rigtig fin tur med hyggelig pause med Kajs gode øller. Det eneste kolde øjeblik vi havde, var da vi klædte om til tørt tøj

Christian

 

 

Søndag d. 12 April (Påskedag)

 

Horneland

Turleder: Thomas  Deltagere. Sjak. Kennet. Erik. Bent. Kaj. og Thomas

Det var det dejligste forårsvejr, solen skinnede fra en skyfri himmel, vinden lidt frisk fra øst og lidt bølger var der også. Ovenover os slog lærken sine triller og høgen holdt udkig.

Vi sejlede fra Dyreborg mod øst og rundt om Bjørnø, hvor vi havde en kaffepause, derefter omkring Knolden og langs kysten, hvor vi fandt en fin plads med bord og bænke til vores frokostpause

Til sidst kom vi til Horneland, hvor Dorthe, børnene og hendes forældre tog imod os med kaffe og hjemmebagt kage.

En dejlig forårstur, hvor vi sejlede 17-18 km. og kom trætte hjem kl. 17.

Kaj

 

Onsdag d. 8 April

Åtur

Turleder. Bent  Deltagere.  Kaj. Mads. Marianne og Bent

Fra Fynsværket til Åsum i en blæsende og våd aften.

Pause: Åsum uden øl da Marianne havde sat sig på dem og nægtede at stige op.

Bent

 

2008

Søndag d. 2.  November

Åtur

Turleder: Kaj  Deltagere: Jette. Rigmor. Karen. Torben. Kennet. Kenneth. Casper. Bent. Sjak. Kaj

Årets sidste klubtur var som sædvanligt den lange tur på åen fra Nr. Broby til Havhesten. Vejret var stille, gråt og lidt surkoldt, jeg kunne desværre ikke skaffe solskin. Efter to timers roning blev det tid til turens højdepunkt, madpakken. Vi var da nået næsten til Borreby.

Efter endnu to timers roning kom vi til Papirfabrikken, hvor vi skal bære kajakkerne forbi slusen, det var godt at komme op og gå lidt, vi var alle ømme af at sidde så længe. Efter chokolade og hyldebærsaft kvikkede vi op igen og fortsatte ned af åen, hvor vandstanden var sænket, Bent havde prøvet at få den hævet, men det lykkedes ikke.

Det gik også fint med at sejle, bortset fra ved Engen, hvor der var flere, der ramte stenene, men uden nogle skader. Vi kom i land lidt i kl. fire, hvor Kenneths kone ventede os tørt tøj og bådtrailer. Det var en dejlig service, der gjorde, at vi kunne komme hjem til varmt bad og aftensmad i god tid.

Kaj

 

Søndag d.  5.  Oktober

Standernedtagning

Så er sommeren forbi og John tog vores flag ned og satte vimplen op. Vi var 23 til standernedtagningen og Jette og Susanne havde lavet frokost til os med hjemmelavede frikadeller, rygeostsalat og ost. Det smagte dejligt og vi havde en god eftermiddag med hyggelig snak

Det er lidt trist at sommeren og roturene er forbi, men så kan vi glæde os over den dejlige sommer, vi har haft, det er altid godt vejr, når vi sidder i kajakken

Vi er da heller ikke helt færdige med at ro endnu, vi har Åturen i november og vi kan altid arrangere en tur på Groupcare, desuden er der julefrokost og der bliver nogle kulturarrangementer i vinter

Jeg håber I får en god vinter og glæder mig til. vi skal ud på havet igen.

Kaj

Søndag d. 28. September

Turleder: Kaj. Deltagere:, Anders, Hanne, Kim, Erik, Christian, Stig og Laila.

Efter en uge med en vejrmelding, der lovede ”spændende” vejr, mødte vi til en vejrmelding, der sagde 5 – 8 m/sek.

Så vi drog af sted i højt humør, store forventninger og fuld sol.

Efter anbefaling fra Sten Bondo – på facebook – gik vi mod uret rundt om Fænø. Det gav en effektiv modstrøm nordpå i Fænøsund, sjov strømsø på nordspidsen af Fænø, og en blid og behagelig tur sydover på vestsiden af Fænø med vind og bølger ind fra agter.

Inden turen sydover holdt vi et kort hvil, hvor Kaj serverede Jamaica-hyldebær-saft.  De kan noget, ham og Lotte!

Kalven fik fred i dag.

Frokostpausen holdt vi på sydspidsen af Fænø i læ og fuld sol. Vi spiste vores medbragte madpakker, Anders lavede tomatsuppe på sin trangia - - men ak, han havde glemt sin ske. En enkelt morfar/mormor blev det også til i solen.

Derefter krydsede vi over i Gamborg Fjord. Her valgte Hanne og Laila at sætte kursen mod lystbådehavnen, mens ”drengene” fik brugt de sidste kræfter på en lidt længere tur ind mod Gamborg  - og hjem i hast i modvind.

Så havde vi heller ikke mere vrøvl med dem den dag.

Kh Laila

 

 

Onsdag d  24. September

Enebærodde

Turleder. Bent   Deltagere:  Tim. Kaj. Bent Stig. Laila Erik. Kenneth. Casper. Jens Ulrik. Karen og Benny

Fem hjemvendte fra Venedig, de havde haft en super tur og derfor ville alle jo gerne på havet.

Vi tog til Hasmark. Pæn nordlig vind = bølger. efter en enkelt våd indstigning roede vi en tur. Der var en der væltede. Jeg nævner ikke hvem..

Da vi kom ind, fik vi varm hyldebærsaft med rom, dejligt. Kaj lovede, at vi skulle have æblekage i klubhuset, men han havde desværre taget hvidløgsdip med i stedet for flødeskum .Nu har vi fået flødeskum. Tak Lotte.

Det var Kaj, der væltede !!!

Karen

Jeg væltede ikke, men lavede en 1/4 grønlænder og fik ikke vådt hår. ( Kaj )

Lørdag d. 20. September

Rømø - Sild

Deltagere . Steen Bondo. Thomas. Christian Å

Onsdag d. 17. September

Enebærodde

Turleder. John.  Deltagere:  Anne Sofie. Kennet. Kaj. John. Gitte. Lene. Erik .Kenneth. Anders. Thomas. Christian D. Sjak. Torben.

Vi kørte til Enebærodde, til de tre pigers store overraskels, var der nogle meget store bølger !!! hmmm, men desværre ikke nogen pub i nærheden at søge ly i, så vi måtte ro med.

Efter en time holdt vi en pause og samlede ny energi til hjemturen. Bølgerne er alligevel ikke så slemme, når man vænner sig til dem, og vi kom alle sammen tørre hjem igen. Dejligt at få varmt tøj på igen. Hygger nu i klubhuset.

Anne Sofie

Fredag d. 12 - 14 September

Klitmøller

Deltagere. Steen Bondo. Marc. Brian. Christian Å

Onsdag d. 10. September

Hasmark.

Turleder: John.  Deltager: Kaj. Bent. Per Buus. Christian D. Erik. John. Stig. Laila. Karen. Arne. Jens Ulrik. Kennet. Anne Sofie. Benny. Anders. Tim. Linda.Lene. Sjak.

Vi sejlede en tur langs Hasmark strand. Vejret var skønt og solnedgangen smuk som altid. Vi hyggede os og alle kom hjem i god behold - dog var der en redningsvest, som i ly af mørket forlod vores gode selskab.

Linda.

Fredag - Søndag d. 5.-7. september 2008.

Kajaktræf ved Løgismose

Mellem 40 og 50 deltagere ialt.
Fra OHK deltog mere eller mindre:
John, Susanne, Per Buus, Bent, Martin, Kaj og Lotte, Jørgen Gammelgård og Uni.

Lørdag formiddag roede de fleste en tur til Helnæs Mølle medens resten sejlede langs stranden mod Brusnhuse.
Der var gode bølger da vi startede, men de lagde sig inden vi nåede tilbage.

Bagefter var der rulletræning og opvisning. Der var mange der var rigtig gode til at rulle på mange forskellige måder.

En flok på 10 roede ind forbi Nappen og videre til den modsatte kyst hvor vi holdt pause i 2 shelters der er opstillet der.

Lørdag aften blev der sat et langt bord op så vi alle kunne sidde sammen og spise. Der var 31 personer til fællesspisningen i det dejligste sensommervejr.

Efter morgenmaden søndag var det fri roning og rulning. Per Buus og Bent roede en tur til Illum, Horsehoved og Vigø.

Det flotte vejr var medvirkende til at det blev et rigtigt dejligt træf.

Bent.

Onsdag d. 3. September

Kerteminde Sydstrand

Turleder: Thomas.    Deltagere:  Kenneth. Casper. Tim. Hanne. Arno. Ole. Karin. Edith. Marianne H. Kaj. Thomas.

Tog af sted til kerteminde Sydstrand, hvor de fem af os var nybegyndere. Nybegynderøvelse: Ud af kajakken under vand, var et led i oplevelsen. På med tørt tøj og i kajakken igen.

Vandet var næsten blikstille - helt klart - og det smukkeste lys med et par zigzaglyn i det fjerne Efter turen stod den på varme drikke, Susannes gode boller og en skarp til halsen.

Karin

Onsdag d. 27. August

Kerteminde Sydstrand

Turleder: Kaj   Deltagere: Bent. Kaj. Thomas. Kennet. Anne Sofie. Sjak. Christian J .Leif. Erik

Igen en aften med regn og blæst, men for Anne Sofies skyld fandt vi læ. Thomas har købt en flot ny kajak  ( et yoghurtbæger ) og han er glad for den. Vi kom i land ved godt ni tiden, og Annie havde inviteret på kaffe, hjemmelavet boller og æblekage ,det smagte pragtfuldt og vi havde en hyggelig aften

Kaj

Lørdag d. 23. August

Store Legedag

Deltagere: Bent. Sjak. Thomas. Brian. Marc. Arne. Susan. Grethe. Anne. Lars. Finn Christian S

En våd dag !!!!

Trods regn og blæst drog 12 brave kajakmænd m/k af sted til Slipshavn ( Nyborg ). Det blev en lærerig dag, med en del vandgang for alle parter.

Dagen sluttede kl. 13.30 og herefter var der der kaffe / kakao / te i klubhuset.

Christian

Onsdag d. 20. August

Hasmark

Turleder. Thomas.  Deltagere: Kaj. Bent. Erik. Stig. Laila. Sjak. Kennet. Mads. Samuel. Leif. Thomas. Torben.

Der var også hård vind fra sydvest denne onsdag. Bent, der er en stor vejrprofet, sagde vi skulle køre nordpå, der var mest læ, og vinden ville tage af, det kom til at passe. Vi kørte til pladsen, hvor Perlen har ligget og sejlede mod øst. Thomas mente vi skulle ro langt, så vi rodede næsten til Martinegården , fik en kort pause og var tilbage på parkeringspladsen kl. godt ni. Vi kan godt mærke aftenerne bliver kortere nu. Tilbage til klubhuset, hvor vi trætte og sultne nød kaffen

Kaj

Gudenåen 2008, 15.-17. August.

Også i år blev det en dejlig tur til Silkeborgsøerne med fast lejr på Skyttehusets Campingplads. Deltagerne var Thomas, Per, Benny, Sjak, Mads, Linda, Lene, Rigmor, Karen, John, Susanne, Kaj, Lotte, Kennet, Anne Sofie, Stig, Palle og Bent, som var turleder.  

Bent havde gjort et stort stykke arbejde på forhånd, og han delte opgaverne ud, så arbejdet blev fordelt, og alt forløb godt. Solen brød frem hen på fredag eftermiddag, og så var det rigtig flot vejr hele weekenden.

John kørte forrest med traileren, og han fulgte bare sin GPS. Han nåede helt ind til Silkeborg Station, og det er ikke godt at vide, hvor turen ville være endt, hvis ikke Thomas havde taget kontakt over mobilen.  Mon Bent og Susanne i førerbilen også sad med lukkede øjne?  Men langt om længe nåede vi dog campingpladsen, og slog lavuen og andre telte op på vores gamle plads.  Den ene nat var vi 9 i lavuen.

Sejle på Gudenåen!

Det er simpelthen så lækkert at sejle på søerne ved Silkeborg, især når solen skinner og vandet er roligt eller blankt. Kajakspidserne spejler sig i vandet.  Vi vipper på bovbølgen,når Hjejlen, Tranen, Mågen eller en anden af turbådene overhaler os.  Hjejlen med sine skovlhjul og den sorte kulrøg. Mågen,  den nyeste og grimmeste, den flytter med sit klumpede skrog mest vand - og giver de mest udfordrende bølger.

Lørdag formiddag satte vi kajakkerne i ved Klostermølle, humøret var i top, og vi sejlede roligt gennem søer og siv. Ved Ry afværger Bent og Palle en katastrofe.  Sagen er, at nogen har glemt øllet til frokosten.  Men altså Bent og Palle ror fluks i Brugsen, og får rådet bod på miseren.  Det var værre med de mange hvepse, der sværmede om frokosten,  Karen og Lene blev stukket, men heldigvis var Karen forberedt på det værste. Hun hev antihistaminpillerne frem.  Og vi fik den velfortjente morfar på Ry Roklubs bådebro.  Vi kunne ligge og se de få, men flotte hvide skyer, som efterhånden gik i opløsning.

På vej op til Himmelbjerget var lyngbakkerne i brunlige, rustrøde og cyklamefarvede toner. Udsigten oppe fra tårnet var så flot som altid: Blå søer og grønne skove hele vejen rundt.

Søndag formiddag kørte Rigmor, Lene, Linda og Karen hjem. Desuden blev John og Susanne på campingpladsen. Vi andre savnede naturligvis alle pigerne, bortset fra Anne-Sofie, hun var en af os  søndagsroere.  --- Et sted på vandet blev et spørgsmål hængende i luften: ”Hvor er Lars Larsens hus?” – ingen af os vidste det, men der er rigtig mange dejlige huse langs med bredderne.  ---  Ved 11-tiden styrter en mand ud fra et af husene og råber: ”- og det var Danmark ! og det var Danmark ! – Guldfireren har vundet guld”.  Vi er vel en sejlernation!

Kennet, Thomas og Sjak sejler selvfølgelig ind til Holger Danskes briller som de første gennem skovtunnellen.  Den hedder for resten Klüvers kanal.  Derinde er der skov hele vejen rundt, og der er stille. Stemmer går rent henover vandet fra den ene bred til den anden.  Vi holder pause derinde, som vi har gjort det før, og selvfølgelig på nøjagtig samme sted for enden af søen bag sivene.  På hjemvejen  sejlede Kaj, Mads og ”SørøverPer”  omkring de skovklædte Paradisøer og fik et par kilometer mere i armene.

De andre lagde til ved Kongestolen, der ikke er Kongestolen, men et sted hvor der oppe i skoven er borde bænke. John, Susanne og Lotte var kommet gående gennem skoven, og vi spiste frokost sammen.  Lindas hjemmebagte rugbrød, Kajs argurker og Susannes frikadeller og æg rakte præcis til, at alle blev mætte. Efter frokosten svang alle søndagsroerne sig ud i tovet over Slåensøen, og vi fik dermed en ekstra tur i Slåensøen.  Nogle blev helt vilde med det.  Per, Sjak og Thomas svang sig vist i søen 5-6 gange. ”En flok teenagere i gamle kroppe” sagde Sjak senere.  Det med de gamle kroppe er nu ikke helt rigtigt.

De foryngende bade i Slåensøen er noget af det vigtigste ved Gudenåturene. Vandet er så rent og blødt og for det meste varmere end luften. Der skal en virkelig alvorlig grund til at springe en tur over.  Derfor gik vi da også så godt som alle til søen  morgen og aften. Om morgenen er der en dampende hvid dis hen over vandfladen, og skovens farver bliver dybere, efterhånden som solen stiger op. ---  Og det er skægt at bade sammen med så mange dejlige mennesker.  --- Lørdag aften var der måneformørkelse, og vi stod der på bredden i det svage månelys og blev vist næsten højtideligt stille over naturen.  Der er noget fortryllende over Slåensøen. Måske er det al den ilt, vi får på turen gennem skoven, når vi skal hen til søen.  Det er nemt nok at finde hen til søen, enten af den sædvanlige sti, eller af en eller anden genvej. Men i nattens mulm og mørke kan det være svært at finde tilbage, og i dagslys kan man nemt forvilde sig i underskov og fugtigt græs, hvis man vil finde en genvej.

Efter kaffe og kram kørte vi fra campingpladsen omkring klokken 15, og vi var hjemme ved klubhuset 2 timer senere.

Mads

Billeder fra Gudenåen

Foto. Thomas Foto: John

Onsdag d. 13, August

Kerteminde

Turleder: Thomas.  Deltagere. Kennet. Hanne. Kaj. Anders. Sjak. Christian DJ.. Casper. Mads. Benny. Bent. Palle. Kenneth. Erik. Anne Sofie.

Det blev en tur, vi alle burde kunne lære meget af. Vinden var hård fra sydvest, så derfor var det rigtigt nok  at køre til Kerteminde Nordstrand, men var det rigtigt at sejle mod nordøst? hvor vi ville få  bølger allerede lidt ude. Store bølger, i sådan et vejr bør vi sejle tæt sammen, eller relativt  nær hinanden - i hvert fald 2-3 stykker sammen - så man har en chance for at hjælpe hinanden / blive hjulpet i  kritiske situationer. Vi var ikke alle lige gode til at holde sammen.

 Der blev hul i to kajakker, vist nok da vi gik i land til pausen. Måske var det fordi brændingen var voldsom Var der en klar aftale mellem dem der skulle gå tilbage og dem der sejlede sidst fra dem? Det tror jeg nok, kajakkerne skulle jo hentes Halvvejs på hjemturen var Anne Sofie i vanskeligheder, men hun blev hjulpet af Kennet. Sjak blev også tilbage for at hjælpe med at få kajakkerne op. Anne Sofie skulle ikke nyde flere bølger den dag.

At der bliver hul i en kajak er rigtigt ærgerligt , men det kan ordnes. at der bliver to tilbage og hjælper, når der skal bæres kajakker op, det er rigtigt positivt. At vi alle på turen, også Anne Sofie bliver mere erfarne med halvstore bølger, det er bare godt. At Sjak havde bagt velsmagende valnøddebrød, det var bare lige i kajakklubbens ånd. At vi så lige har en formand, der kommer for at høre, hvordan turen er gået, det er super godt.

Henne i lyset så vi alle sammen de to huller i Bennys kajak. så siger John "Dem kan du godt nå at lappe til på fredag2 Kort tavshed ! så fortsatte han " Er der ikke en, der kan tage kajakken på taget, og køre den hjem til mig?

Mads

Onsdag d.  6 August

Kerteminde Sydstrand

Turleder: John   Deltagere: Martin. Karen. Acton .Sjak. Thomas. Kenneth. Casper. Stig. Laila. Anders. Karen Elise. Arne. Christian S. Kaj. Bent. John. Jette. Benny og Bjørn.

Begyndertur i August plejer at være en aften i dejligt vejr. Det var det ikke i aften. Det var så diset, at John helt opgav at fotografere de sejlende. I løbet af aftenen begyndte det også at regne.

Det er utroligt så saliggørende det er, at være en del af en flok kajakker i vandet. Acton og Arne lagde hårdt ud med at dyppe hovedet efter få minutter. Sejlturen endte med at vi alle ( næsten alle ) lejede vendinger og makkerredninger. Og vi blev enige om ,hvor vigtigt det er at træne de rustne færdigheder.

Tilbage i klubhuset nød vi Susannes hjemmebagte lune brunsvigere

Thomas

 

Onsdag d. 30 Juli

Måle

Turleder. John.  Deltagere: Anja. Anni. Christian DJ. Benny. John. Arne. Rigmor. Lene. Mads .Kaj. Bent. Jette. Stig Laila. Kennet. Kenneth. Erik. Sjak .Casper. Samual. Leif."

"Ikke en Romsøtur" sagde John, selvom Måle Strand var målet  "Ikke en lang tur " sagde Kaj, selvom vandet var blåt og 20 luften 22 og vinden tilpas. "Lotte venter os i haven"

Så sejlede vi mod vinden fra sydøst et par kilometer og tilbage. Og bølgerne skubbede os sjovt, men måske ikke sjovt nok.

Og hjemme hos Lotte og Kaj,

 hvor Cannaer ranker sig ved dammen

med andre eksotiske arter

hvor fiskehejren aldrig tager sig sammen til at få sin guldfiskeføde,

hvor lysene i mørket er rammen,

 der fik vi alle enogtyve,

 Lottes hjemmebagte og hjemmelavede

lækkerier at smage.

Joh ...! hun kan sylte, stege og bage.

Så det blev en dejlig

kajak og haveaften

En stor tak til Lotte og Kaj

Mads

 

 

 

Søndag d. 27 Juli

Hindsholm

Turleder: Bent  Deltagere: Bent. Christian DJ. Anni. Kennet. Morten Tobias. Jette. Eva Anette. Lene

Vi kørte til Fyns Hoved og startede derfra. Der var høje bølger i brændingen og flere fik vand i kajakkerne ved isætningen.. Da vi havde passeret brændingen og satte kursen mod Fyns Hoved aftog bølgerne og der blev ganske roligt vand efter et stykke sejlads

Vi rundede Fyns Hoved i næsten stille vand og kunne rigtigt nyde udsigten mod skrænten og søen. Vi sejlede videre rundt til Bent besluttede, at det var frokosttid. Så vandrede vi op på  toppen og nød udsigten. På det varmeste sted spiste vi vores udsøgte madpakker Efter frokost og hvil gik turen til Langø hoved - også en skøn sejltur. Da vi kom derover var det tid til at leje og bade. Christian. Kenneth, Morten og Tobias øvede halve grønlændervendinger et stykke tid, men så måtte Bent demonstrere letheden i at lave en hel grønlændervending. I vandet var der en blanding af vandmænd og brandmænd og Christian stødte selvfølgelig ind i en af dem med hjelm på.

Derefter gik turen ind på stranden hvor vi slappede af i solen. Da vi havde slappet godt af sejlede vi over til havnen, hvor nogle med bedre held end andre øvede sig på at stå op i kajakken. Ved havnen gik vi i land og sluttede turen med is på campingpladsen.

En rigtig dejlig tur i det flotte sommervejr.

Lene

Onsdag d. 23 Juli

Flyvesandet

Turleder: John  Deltagere: Torben, Kennet. Anne Sofie. Kaj .Bent John. Susanne. Preben. Martin. Christian DJ. Kenneth. Kasper. Lene Jette. Eva Anette. Morten..

Kørte til Flyvesandet fik sat kajakkerne i. Vejret var flot solrigt. Efter en times sejlads fik vi den obligatoriske øl og kiks m.m. hvorefter vi rodede tilbage igen Vandet var rigtigt dejligt varmt, og vi var mange, der var ude og bade, det var bare så skønt! Hjem igen med kaffe, brød og Gammel Dansk

God tur endnu en gang.

Anne Sofie

Søndag d. 20  Juli

Tur ved Nyborg
 
Turleder: Bent. Øvrige deltagere: Jette, Eva Anette og Chr. Frost.
 
Vejrudsigten var sådan så turen blev aflyst aftenen i forvejen.
Søndag morgen havde DMI imidlertid modereret udsigten lidt, så efter en snak med Eva Anette om de lokale forhold enedes vi om at prøve at sejle alligevel.
Det blæste kraftigt fra Vest, men da vi skulle sejle langs en østvendt kyst var der kun små bølger bare vi blev inde under land.
Turen gik fra Holckenhavn til Tårup Camping, ca. 8 km. Det blev en rigtig god tur med en del solskin og enkelte småbyger.
Frokosten blev nydt på campingpladsen. Kaffen fik vi i Kajbjergskov halvvejs tilbage.
Først da vi kom tilbage og skulle ind til kysten vi var startet fra fik vi vind og strøm imod os og måtte trække godt til i pagajen for at nå i land.
Efter sejlturen kørte vi til Eva Anettes dejlige hus ved fjorden hvor vi blev vist rundt i hendes pilefletterværksted og budt på øl og pølsehorn.
Vi var enige om at det havde været en rigtig god dag.
 
Bent.

 

Onsdag d. 16  juli

Kerteminde Sydstrand.

Turleder: Brian.    Deltagere. Kaj, Christian, Samuel, Bent, Brian, Linda, Andrea ,Mads, Kennet, Christian F. Niels, Christian DJ. Anne Sofie, Benny, Eva Anette, Martin, Torben

Turen gik mod syd. Klubben har fået en bachelor: Linda, som diskede op med champagne og lagkage med alskens lækkerier. Og en svanefamilie styrede mod os og hilste på - Vi råbte hurra for Linda, Tillykke! Og det var næsten blevet havblik på vejen hjem.

Mange forsøgte en grønlændervending. Benny lavede sin første !!! Flere andre forsøgte igen, igen, igen, og fuldmånen stod lavt over Kertinge Nord som en hilsen til Linda og Benny

Mads

 

Tirsdag d. 15. Juli

Bogense.

Turleder: Brian.   Deltagere: Brian, Niels, Christian F.

Turen gik til Bogense, Hvor vi gik i vandet på østsiden af havnen. Vi blev ført ud i nogle "store bølger", hvor vi skulle prøve at ligge med siden til, ride på bølgen indad og sejle med bølgen fra agter. Niels og jeg fik lært at tømme en kajak. Det var en spændende tur.

Christian F.

Lørdag d. 12. Juli

Tåsinge

Turleder: Kaj.    Deltagere: Rigmor, Karen, Andrea, Nils, Palle, Bent og Kaj

Turen var planlagt til at gå fra Ballen Havn  - til Fjællebroen - videre til Svelmøerne og retur..

Men !!! Da vi kom ud af havnen, mødte vi en strid blæst og bølger på over en meter. Bent og jeg blev enige om , at vi alle skyndte os ind i havnen igen.

Vi kørte så til Vindeby på Tåsinge, hvor der var mere læ. Turen gik mod øst til Valdemars Slot. Undervejs spiste vi vores længe savnede madpakke, det blev gjort ved " Reberbahn", ikke den i Hamburg, men alligevel!

På hjemturen var vi Troense og drikke kaffe, spise kiks og chokolade. Vi havde medvind og fin tur , lige til vi kom til Svendborg Sund, hvor. der var strid modvind og strømmen imod os.

Der skulle roes bare for at ligge samme sted og tages ved for at komme fremad.

De tre piger blev sat af ved Vindebyøre Campingplads, hvorefter vi andre sejlede til Vindeby, det var en tur for mænd med hår på brystet.

Det blev noget andet end den "stille og hyggelige tur langs kysten" jeg havde lovet, men vi fik en god og spændende dag.

Kaj

 

Onsdag d. 9. Juli

Romsø

Turleder: Kaj:    Deltagere: Linda, Mads, Kennet, Andrea, Niels, Per B Samuel, Christian D.J, Brian, Hanne, Anne Sofie, Lene, Per, Palle, Kaj.

15 friske fyre og frøkener satte kursen mod Romsø. Vejret var fint og humøret højt. På vejen over vandet var der kun nogle små bølger Da vi kom til øen blev vi mødt med høje skrig fra de indfødte ved strandkanten, mens beboerne længere inde på øen løb væk ved synet af os .En mere hjertelig velkomst kan man vel næppe forvente af havmåger og dådyr.

Vi holdt øl og kiksepause på en eng, som øens beboere netop havde gødet. Som altid gik snakken lystigt.. Andrea, som har en lille søulk i maven, fortalte om en nylig oplevet gravitetshunger efter makrel i tomat og kippers.

Det var blæst lidt op imens vi havde været på Romsø, så turen tilbage til Fyn bød på nogle spændende bølger.

Linda

 

Onsdag d. 2, Juli

Fuglesang.

Turleder: Brian.   Deltagere: Kaj, Anne Sofie, Christian F, Michael, Benny, Bjørn, Karen, Rigmor, Lene, Helle, Stig, Laila, Gitte, Kennet  Karen, Achton,  Brian, Mads, Egon,  Maria, Per

Turen gik til Fuglesang, vejret var perfekt, en smule top på bølgerne. Der var fire der bestod sikkerhedsinstruktionen.

Vi sejlede en halv time, holdt en halv times pause med diverse godter. Vi sejlede hjem igen med mindst to der væltede.

En god dag.

Maria.

Søndag d. 29 Juni

Æbleø

Turleder: Christian S,      Deltagere: Christian S, Erik, Kaj, Svend Erik, Marianne, Kennet, Lene, Lena, Bent, Christian DJ, Steen Bondo, Christine.

Vi sejlede vest om Dræet trak over en landtange og satte kursen mod nordsiden af Æbleø. Det blæste en frisk vind fra vest og der var gode bølger.

Efter en tur i land for at strække ben gik turen til nordsiden af øen. Der gik vi i land og fik en velfortjent frokost. Bent ville selvfølgelig ud og gå tur, der er også flot på øen, men vi så ingen dådyr.

Hjemturen på østsiden var med stille vand, men da vi nærmede os land måtte vi trække kajakkerne de sidste flere hundrede meter

 Vi havde en dejlig tur i det friske vejr.

Kaj

Lørdag d. 28 juni.

Store legedag    Knudshoved Færgehavn

Thomas, Brian, Christian S, Mads, Kenneth+ Kasper, Morten+Tobias, Niels+Andrea, Niels D, Palle, Christian F.

Onsdag d. 25  Juni 

Nordenhuse 

Turleder: Kaj     Deltagere:  ( Bent ) Kaj, Mads, Benny, Christian D.J, Christian F. Annie, Kenneth, Rigmor, Kasper, Karen, Laila, Stig. Kennet, Anne - Sofie, Palle.

Bent var desværre nød til at melde fra igen, da han var kommet til skade .Efter stor diskussion blev det besluttet at køre til Nordenhuse, og det var vel nok heldigt, for hvor var der dejligt.

Vi satte i, og roede nordpå. Havet var blikstille og himmelen var blå, så det var helt perfekt. Vi holdt den obligatoriske øl pause, hvorefter vi roede tilbage igen. Svanerne hyggede sig også i det stille vand og de synes også vi så elegante ud i vore kajakker.

Vi kom alle tørre tilbage til bilerne igen, men en del var ude og bade. Derefter kørte vi til klubhuset og fik kaffe og brød.

 Det var en rigtig god tur. 

Anne Sofie.

 

Onsdag d. 18 juni

Turleder: John    Deltagere: Bent, Kaj, Christian D J, Anne Sofie, Palle, Benny, Sjak, John, Lene.

Enebærodde

God tur til Enebærodde, vejret var rigtigt godt, næsten lidt for pænt - ingen bølger, kun lidt dønninger.

Vi roede til fyret, hyggelig pause øl + kager. Gik det sidste stykke til fyret for at træne lidt i Tornsparkerforeningen. Retur igen til P pladsen. Flot solnedgang, var tilbage ved bilerne kl. 22, hvor Kaj tog mobilen, ringede op og sagde " Hej lille skal - Øh, er det ikke Lotte? Nej, forkert nummer ! ! ! De mest friske tog en tur i vandet. Kaffe, brød - Tak for i aften.

Palle

Træningstur  Vejlbyfed  Flaskebugt tirsdag d. 17 juni

Deltagere: Sten Bondo, Tobias, Brian, Christian Sørensen, Bent, Svend Erik, Marianne, Hanne, Eva Anette, Niels Bøje, Sjak, Kenneth,  Kasper, 2 ubekendte, Thomas, Vagn.

Trænede kæntring og styring af kajakkerne.

Tur til Thurø søndag 15.juni 2008

GODT  GREB  I VANDET – HELE TIDEN!-

Det var det, der fik os alle 10 syd om Thurø. Kaj, Bent, Stig og Laila, Benny, Erik, Niels, Christian og Mads med Thomas som turleder.  Og uden at nogen af os rullede rundt, - der var hård vind fra sydvest, og bølgerne var ellers en udfordring, kan jeg godt vedgå.

Før starten ved klubhuset kl. 9.00 holdt vi skippermøde. Thomas foreslog at sætte i ved FDM camping pladsen på østsiden af Thurø og sejle rundt med solen, så ville vi få det seje træk på første del af turen. Det gjorde vi så, bortset fra at vi sejlede rundt med skyerne og ikke med solen.  Inden Thurø rev kunne vi se den hvide brænding. Der var huller i den hvide stribe, og vi var enige om at holde os pænt klar af spidsen for ikke at sidde fast.

Så er vi ude i det.  1½ times koncentreret op-og-ned-ture på bølgerne. De kommer skråt forfra og fra siden, nogle med hvidt skum, andre der først kammer over henover kajakken.  Jeg stikker pagajen dybt i bølgen, og når man er oppe, hugges den i til den anden side. Vandet er hvidt. Vandet er sort. Vandet er mørkegrønt.  Vandet løber ned ad armene, vandet risler koldt ned ad sidebenene, når pagajen løftes højt.  Vi banker pæle, banker kajakkens forende ned i næste bølge. Og det bliver ved og ved. Holder ikke op, før vi kommer omkring næsset ved Grasten. Himlen er dramatisk grå med tunge skyer, regngardiner over Tåsinge. Et tilsløret  Valdemar Slot forude. Bygen kommer, medens vind og vand er på det højeste. Regnen pisker vandoverfladen hvid, og i tykningen dukker ”Helge” op, turistdamperen. Den har lige lagt ud fra Grasten med passagererne langs rælingen i læsiden. Hvad tænker de om os?  ”Skøre kugler”? Eller ”Stakkels dem”? - Nogle af os vinker., og de vinker igen. Så søger vi mod land. 

Faktisk har vi sejlet det første stykke hurtigere end forventet.

Frokost i vådt og i 16 graders varme. Vi frøs faktisk lidt. Men vi var i læ bag hække på en lille privat plet. Thomas havde bedt om og fået lov. Vi mente jo også, at ejeren ikke skulle bruge stedet  i det vejr.  Varmen fik vi af Kajs kraftige hyldebærsaft, og fra de få huller i skyerne, hvor solen brød igennem.

Det var rart at sidde lunt i kajakkerne igen, og vi krydsede nu sejlrenden 2 gange i samlet flok. Først mod den træbevoksede pynt ved Troense, og så mod Thurøs gule røgeri, der nu er hotel.  Næste stop var på Fynssiden lige inden dæmningen. Niels forældre bor 200 m fra landingsstedet, og  hvor var vi velkomne!  Han må have fortalt om de prægtige klubkammerater,  for der blev sat den ene store skål hjemmebagte boller og snegle på bordet efter den anden sammen med  rigeligt kaffe og the.  Vi var selvfølgelig enige om at komme igen.  I mellemtiden havde sol og byger afløst hinanden, og solen havde overtaget  på det sidste stykke af turen. 

Strømmen under broen var behersket, fra vest mod øst.  Inde i Skårupøre Sund var der en særlig flot udsigt ind over Fyn.  Som et firefarvet  billede:  Pastelblåt vand som et bredt bælte forneden,  så den grønne skov med det hvide slot, ovenover en kridhvid front af skyer og øverst den klare blå himmel.  Vi sejlede afslappet gennem Skårupøre Sund og holdt strække-ben pause kort inden Øgavl.  Her  tømte jeg min kajak for 3. gang og tjekkede alle grønlænderkajakkerne.  Jo, der var vand i dem alle sammen. Sikke noget!

Rundt Øgavl Camping var der lysegrønt, solgennemskinnet, rent, indbydende vand og smilene bredte sig. Christians GPS viste 14,2 km, og Bent bekendtgjorde, han ville lave en grønlændervending. Han gjorde det, og han ved jo selv, hvad det betyder, hvis det tilfældigvis er første gang.  Til sidst lavede Christian 3 af slagsen, imponerende. Ingen fortsatte legen!  Men hør lige her:  Det er jo det første, folk spørger om, når de hører, at man sejler kajak.  Det kan vi da lære den 28.juni.

Det var en rigtig god, men voldsomt udfordrende tur.

Mads

 

Onsdag d. 11 juni 2008

Bogense

Turleder: Bent       Deltagere: Bent, Thomas, Laila, Stig, Kasper, Kenneth, Kaj, Kennet, Mads

Laila lokkede otte mand til Bogense, og som Bent sagde "Det er svært at stå for en dame" Vejret var rigtigt hårdt og vi synes alle sammen, at vandet var varmt Kaj plejer ikke at skrabe bunden Men i aften nikkede han den en skalle .Vi var i hvert fald syv, der opførte os grænse overskridende eller overflade underskridende.

Thomas var bare suveren og jeg skulle absolut hjælpe Bent med at tømme kajakken - den var fuldstændig tør!!! Vi havde det rigtigt sjovt, men lærte vi noget? i hvert fald ikke jeg, der gik ned efter 150 m.

Mads

Onsdag d. 4 juni 2008

Dalbybugten

Turleder: Brian      Deltagere: Nils, Andrea, Thomas, Finn, John, Eva Anette, Achton, Kaj, Christian d J, Bent, Mads, Christian Å, Brian, Dorthe, Carsten, Kenneth, Henriette, Kasper, Vagn,  Kennet, Anne Sofie, Martin, Torben, Grethe.

Det var gæsteaften, så vi var mange, og vejret var flot

Først fik gæsterne lidt undervisning og en tur rundt med kajakkerne, derefter roede vi alle en tur, gik i land på en dejlig sandstrand, fik øl, kager og en fornuftig snak. Endnu en dejlig sommeraften

Kaj

Søndag d. 1 juni 2008

Sønderby klint 1. juni. 2008

 Turleder: Bent         Deltagere: Bent, Kaj, Kenneth, Niels G, Eva Anette,  Lene, Sjak og Anne Sofie. 

Kl. 9 kørte vi mod Vestfyn og ud til Å-strand camping. Det var perfekt vejr til kajaktur; solskin og dejligt varmt. Vi hoppede alle glade i vores kajakker og roede mod Sønderby Klint. Da vi kom derud vandre vi op på toppen af klinten, hvor der var en storslået udsigt over Lillebælt. Fik også startet på noget af dages medbragte forsyninger. Vandrede ned igen og roede videre mod Torø Huse, hvor vi satte i land og spiste madpakker. Derefter gik vi en tur rundt på øen. (eller halvøen, som den er blevet til med tiden…)

Nå, tilbage til kajakkerne. Ja, vi viste vist godt hvad der var i vente, for bølgerne havde mere eller mindre båret os ud på ude-turen, så det var en lidt sej tur at ro tilbage mod Sønderby klint igen… !!! Marsvinene hyggede sig også med bølgerne og dem var der flere der fik øje på. Fik en velfortjent pause og hvil i armene, inden turen fortsatte tilbage til Å-strand camping. Vi kom alle i land igen og fik sat kajakkerne på plads. Og så var det tid til en velfortjent is, inden turen gik tilbage til kajakhuset igen. Det havde været en rigtig god og flot tur.

Anne Sofie

 

Onsdag d. 28 maj 2008

Kølstrup

Turleder: Bent   Deltagere: Kaj - Erik - Niels Groth - Bent - Casper - Kenneth - Sjak - Hanne - Mads - Eva Anette - Christian Frost.

Vi ankom til Kølstrup kl. 18,30 og alle var i vandet 18,45. Det blæste med ca.10-13 m/sek.

Bølgerne, strømmen og vinden bevirkede at det var vanskeligt at manurere kajakken. Vanskeligt, men nok mest for en nybegynder. Som de andre gange blev begyndelsen af turen en spændende oplevelse, vi sejlede fra forsamlingshuset til Ulriksholm, hvor vi pustede ud efter de indledende åretag.

Turen gik godt, alle arbejdede det bedste de kunne med bølgerne, der kom ind bagfra og derfor lidt vanskeligt at styre Resultatet blev derefter at Eva Anette og Christian fulgtes ad og sejlede for tæt med det udkomme at Christian sejlede hen over Eva Annettes bagende. Bølgerne kom ind fra  siden og Eva Anette væltede i vandet. Heldigvis var Bent lige i nærheden og hjalp med at tømme kajakken.

Det store tab af Eva Anettes hat blev straks omsat til en dusør på en kage - den blev ikke indløst.

Vi kom tilbage til Kølstrup efter en kort pause ude på næsset. Vejret var slemt, humøret højt, alle var tilfreds med turen .

Christian F.

Onsdag d. 21 maj 2008

Nordenhuse

Turleder: Thomas    Deltagere: Lene - Karen - Erik - Christian Å - Bent - Kaj - Kennet - Benny - Susan - Henrik - Christian S - Mads - Eva Anette - Bjørn - Thomas - Kasper.

Afgang fra klubhuset kl. 18,10.Ankomst Nordenhuse18,45. Alle i vandet 19.10 Efter en god tur og solen i ryggen holdt vi hvil ved Strandvænget. Der blev serveret øl, chokolade og kiks.

Hjemturen blev delt op i tre grupper: Bent og Kaj langt ude for at se marsvin, andre længere inde i solens sidste stråler. Ved landgangen fik nogle få våde bukser. Andre øvede at stå op i kajakken. Lene og Susan badede af egen vilje Aftenen sluttede i klubhuset med franskbrød, kaffe og Lottes æblekage.

Susan

.

Fredag - Lørdag - Søndag d. 16 - 18 maj 2008

Søsætning 2008

Årets søsætning foregik traditionen tro fra Løgismose camping. Fredag eftermiddag begyndte folk så småt at møde op. Partyteltet blev sat op for alle tilfældes skyld, selvom solen bankede ned fra en skyfri himmel og det stigende antal campingvogne og telte blev sat i passende prærievognsagtig forsvarsring. Den fantastiske middagsmad havde Susanne stået for og både humør og appetit var i top. Efter middagen var der prøvesmagning af diverse rom’er til at godt stykke ud på aften.

  Næste morgen var lidt svær at se direkte i øjne, men et hurtigt dyb i vandet og en Gammel Dansk fik hurtigt klaret hovedet. Efter veloverstået morgenmad gik formiddagen med campingsysler, mens en mindre gruppe udforskede kysten i kajak. Som formiddagen skred frem antog lejren stadig større dimensioner.

  Klokken 2 var der så officiel velkomst af formanden som holdt en kort tale. Alle nybyggerne stod linet pænt op ved deres kajakker med forventningsfulde ansigter. Der blev budt på champagne til alle og Kaj sørgede for med manér at få navngivet sin kajak ”Lotte” og Gudmoderen fik sig et par smukke guldørenringe. Én efter én blev kajakkerne så båret ned til vandkanten og med stolte pagajtag blev kajakken ført ud mod den ventende belønning. Alle kom godt i vandet og der var ingen uheld. Efter at alle havde fået deres belønning (en Enkelt eller Gammel Dansk)gik turen op langs kysten mod Helnæs. Det var en rigtig god fornemmelse endelig at få vand under kølen. Efter turen var der kaffe, hvor aftens forskellige pligter blev delt ud.

  Turen havde skærpet appetitten og så snart duften af grill begyndte at spredes, samles folket. Det var lige ved at vi ikke kunne være i teltet og det krævede en del hovedbrud at få stillet bordene op, så der var plads til alle. Ihærdige klubmedlemmer sørgede for at holde dem der lå i telte tæt på partyteltet vågne til langt ud på natten.

  Søndag bød skøn morgenbrød, sol og to forskellige ture, bl.a. en til Illum og en mod Nabben. Igen forløb turene uden uheld. Da vi kom hjem, var det tid til at pakke sammen efter en dejlig weekend. Vi nybyggere takker for det store opmøde fra gamle medlemmer og glæder os til søsætning igen næste år.

Nils Groth

.

 

Onsdag d. 14 maj 2008

Fuglesang

Turleder. Kaj     Deltagere: Karen - Benny - Kaj - Erik - Anne Sofie - Thomas - Bjørn.

Syv glade sejlere udnyttede denne dejlige aften til at opleve lidt af Nordfyns kyst. Vi havde medvind på udturen, men vandet blev helt roligt  på hjemturen

Flere lystfiskere stod i vandet ud for sommerhusene ved Tørresø Jeg tror ikke der var gevinst for dem i aften.

Thomas

Onsdag d. 7. maj 2008

Luften     25º      Vandet         13º       Vind          0 m/sek      Sol             høj og flot

Turleder: Kaj      Deltagere: Gitte, Brian, Hanne, Karen, Kenneth, Kasper, Erik, Anne Sofie, Stig og Laila.

11 let – men anstændigt – påklædte medlemmer forlod klubhuset kl 18 og kørte mod Kerteminde Nordstrand, hvor vi satte kajakkerne i det fuldstændig blanke vand.

Vi delte vandet med kapsejlere, der ikke kom ud af stedet,  svaner og havkajakroere fra Kerteminde.

Nogle mærkede også liv gennem bunde af kajakkerne. Hvad mon det var?

I pausen drak vi som sædvanlig Kajs øl, mens vi så på hornfisk i kåd forårsleg tæt på stranden.

Særlig pigerne blev meget bløde, da de så 2 nyfødte lam med deres mor indenfor hegnet 

En stille og rolig hjemtur i aftenstilheden og vi landede medens en blodrød sol gik ned.

Erik målte turen til 7,5 km. 

Kun 6 havde tid til efterfølgende kaffe/te med friskbagt brød og rygeost. Vi prøvede at kurere Kajs hoste med forskellige snapse – det hjalp.

Endnu en dejlig aften i godt selskab.

 Stig og Laila.

 

Onsdag d. 30 - 4

Turleder: Kaj             Deltagere: Erik - Sjak - Gæst - Kaj

Det blæste en del, og Sjak  havde en gæst med, så vi tog til Munkebo og sejlede på fjorden. Jeg ( Kaj ) kom op at ride på en sten, det blev kajakken ikke tættere af. Da vi  Da vi kom til klubhuset fandt Sjak den halskæde. jeg havde tabt i sidste uge, og Erik gav whisky for sin grønlændervenending.

 

Onsdag d. 23 - 4

Turleder: Christian Å   Deltagere: Christian Å - Gitte - Hanne - Christian DJ - Kaj - Bent - Erik - Kennet - Benny - Preben

En dejlig forårsaften, hvor vi sejlede langs Enebærodde og holdt pause ved Martinegården. Vi snakkede fornuftigt om mange ting bl. andet om motorcykler med runde dæk. På hjemturen rodede vi ind i solnedgangen, en meget flot aften.

 

Søndag d. 20-4

Turleder: Kaj               Deltagere: Christian DJ - Bent - Benny - Erik - Kennet - Kaj

Første heldagstur i år gik til Dyreborg. hvorfra vi sejlede til Bjørnø i lidt køligt vejr, men solen skinnede hele dagen, og vinden var på 8 sek/m, der aftog senere på dagen. På bjørnø fik vi noget varmt at drikke og gik en tur gennem byen. Turen videre mod øst var med strid modvind, så der skulle arbejdes, men da vi rundede revet fik vi vinden ind skråt bagbord, og så blev alle stille, det var med at holde balancen og kursen. På Avernakø fandt vi en "gryde", hvor vi spiste vores madpakker mellem de vilde dyr, der var store firben i forskellige farver, mange harer og andre eksotiske dyr. Derefter gik turen til Knolden med bølgerne i ryggen.. Vi hørte mange lærker og så musvåger på jagt. Det var en dejlig tur på en dejlig forårsdag.

Onsdag d. 16-4

Turleder: Kaj               Deltagere: Christian DJ - Annsofie - Erik - Kennet  - Kaj.

Turen gik fra Kerteminde Sydstrand, langs kysten forbi Klinten, hvor vi holdt pause med varm hyldebær, det var også koldt nok til det Ellers en fin aften med roligt vejr og solnedgang  Kennet lavede også denne gang en våd udstigning, det er en lidt underlig fornøjelse!!!

 

 

Onsdag d. 9-04-08Sol nedgang over Klintebjerg

Første tur i år. 

  Turleder: Christian Johansen   Deltagere: Kaj. Bent. Christian. Kennet. Erik

Turen gik fra Klintebjerg til Vigelsø. Perfekt tur i stille fint vejr. Kun en i vandet, Kennet kunne

trøste sig med, at det var ved hjemkomsten. Lotte serverede både rugbrød, franskbrød

og leverposteg til de hjemvendte krigere efter en god tur og flot solnedgang

 

Søndag d. 4-11-07

Åtur. Deltagere:  Bent, Christian D, Christian Å, Erik, Kaj, Kenneth, Laila, Stig, Lena, Lene, Thomas, Torben, Karen, Gitte, Mads og Jacob

Vi fik kajakkerne i vandet i Nr. Broby kl.10.30, og det var højt solskin, der blev ved hele dagen. Efter halvanden times sejlads blev det tiden til madpakken og der var øl og snaps til. Turen gik fint indtil broen ved Kratholm, hvor der var mange der gik på grund, værst gik det ud over Thomas, der fik en flænge i bunden af kajakken.

Længere ned af åen så vi en  isfugl og vandstære og ved papir fabrikken fik vi hyldebærsaft og te med rom i. Vi bar kajakkerne over ved havhesten, det var en sej

tur  ned mellem stenene, men det gik fint.

Vi sluttede med karrysuppe og kaffe hos Laila og Stig, en fin afslutning på en god dag

.

 

 

Onsdag d. 26-9-07

Deltagere: Bent, Christian D, Erik og Kenneth

En dejlig tur fra klubhuset til Stige havn. To timer's sejlads og det var mørkt da vi kom tilbage kl. 20

 

Søndag d. 23-9-07

Fænøtur  Deltagere: Marc, Laila, Stig, Christian Å, Thomas, Jesper, Benny, Bent, Lena, Henrik S, H.S.'ven og  Gitte

Fantastisk tur i stille efterårsvejr 20 grader, 7 m/sek Til Fænø Kalv og spise frokost, kaffepause på Fænø

 

Onsdag d. 19-9-07

Deltagere: Christian, Erik, Thomas og Kenneth

Hasmark: Regn og blæst, en tur for de få rå. Det blev hurtigt mørkt og vi sejlede ikke længere end til kl. 8. farten var til gengæld god,  Fin tur.

 

Onsdag d. 12-9-07

Deltagere: Lene,  Ann-Sofie, Erik, Bent, Christian S, Stig, Karen, Kenneth, Sjak, Palle, Christian D

Vi tog til Klintebjerg og sejlede op langs Vikkelsøs hale og ind i bugten. , Der var dumme bølger ind bagfra, men vi nåede sikkert rundt. Efter pausen disputerede  vi om vi skulle sejle  tilbage eller fortsætte rundt om Vikkelsø.

Lene skar igennem, så vi sejlede rundt, en herlig tur ( godt Lene ikke er radikal ). Det var mørkt da vi nåede i land, dejligt at få tørt tøj på. Vi savnede Kaj og ikke bare pga øllerne.

 

Weekend d. 7/8-9-07 Kajaktræf  Fyns Hoved

Deltagere / fra O H K )  John, Susanne, Jette, Gitte, Erling, Christian Å, Bent, Per B og  Martin

 

Onsdag d. 5-9-07

Deltagere: Rigmor, Lene, Kaj, Palle, Christian, Karen, Jette, Gitte, Susanne John, Sjak ,Christian F Tobias V, Morten V, Andrea, Niels Vagn, Ann-Sofie, Marianne Christian D Charlotte Bjørn, Sune, Erik R, Brian

 

Onsdag d. 29-8-07

Deltagere: Lene, Sjak, Bent, Kaj, Leif, Christian, Ann-Sofie, Benny, Vagn,Kenneth, Stig, Laila, Christian D, Per R, Karen og Hanne

 

Onsdag d.22-8-7

Bøgebjerg med Romsø i sigte  Deltagere: Thomas, Mads, Leif, Kaj, Bent, Sjak og Arne

God vind, men vi havde mod på at tage turen til Romsø. Da vi nåede Bøgebjerg, aftalte vi at prøve de første hundrede meter ud i vandet, om det var forsvarligt. Der var hurtigt enighed om at droppe turen til Romsø og istedet at tage turen langs kysten nordpå.

Det blev en vild og våd tur, for hårde bølger tippede mange rundt og der væltede  regnbyger over os.

Efter sommerhusene var det allerede tid til pause. Thomas gav kage, Kaj igen øl, så vi havde det godt. Turen hjem voksede vinden i styrke og derfor endnu flere kæntringer Stille og roligt måtte de enkelte stoppe og opsamlingerne blev lettet af kystvejen

Desværre blev der givet grønt lys til at enkelte måtte ro alene, det viste med al tydelig at det er vigtigt at holde sammen.

 

Mandag d. 20-8-07

 Kajaktræning ved Kerteminde Nordstrand. Arne, Christian S, Mads, Vagn, Lene Palle, Niels B, Kenneth

Leg i bølger, ca. m/s

 

Turlog fra Gudenåen den 17. - 19. august 2007
 

Årets Grudenå trup bestod af 19 personer: 18 roere og Kajs Lotte.

Stig & Laila sov i det blå telt, Bjørn og Lone i den lille sorte snegl, Christian og Anni i deres nye balsal, turleder Bent og hans harem bestående af Lene, Gitte, Rigmor, Linda og Hanne sov i lavvuen, Karen og Jette delte telt, Kaj og Lotte som i ”kærlighedens favn” i deres lille knaldhytte af en køjehytte og Anne Sofie, Per og Benny sov (så vidt vides..) i egne telte. 

Som ny deltager på den traditionsrige tur til Gudenåen, fandt jeg hurtigt ud af, at der var en meget populær deltager med på turen ved navn ”Plejer”. Plejer har stor magt, og den fordel at stort set alle bare kan slappe af og ikke tænke så meget over, hvordan tingene skal gøres, for det har ”Plejer” styr på. Så med vores kyndige og beslutsomme turleder Bent, kasse- og uddelegeringsmester Jette, ”Plejers” udsøgte vaner og ritualer og alles gode humør og venlige sind blev det en rigtig dejlig weekend på Gudenåen. søerne og Skyttehusets Camping i Svejbæk.

Afgang fra klubhuset blev så præcist som næsten praktisk muligt kl. 17.00 fredag den 17. august. Et par raske folk havde pakket traileren med kajakker, stole, Kajs dåseøl, bordplader og som et nyt forfriskende indslag: INGEN bordben! Vi overvejede et kort øjeblik at sidde i rundkreds med bordpladen på skødet, men det blev slet ikke nødvendigt, da vi fint kunne benytte borde og bænke ved grill-og bålpladsen.

Vi blev hilst velkommen i Svejbæk af en rask lille regnbyge, men det tog ikke livet af grillmaestro Stigs optændte grille, og efter hurtig teltslagning for de fleste og store-fælles-telt-og-slagning-og-holdning-og-moralsk-støtte hos Christian og Anni, som valgte at starte med IKKE at læse instruktionen og derfor slog inderteltet op først, kunne vi bænke os omkring tre rød og hvidternede duge og nyde lækre grillede pølser og kyllingelår, Lottes nostalgiske mormor salat og forrygende frisklavede kartoffelsalat. Jette havde fødselsdag, og det blev fejret med sang, gave og blomster til stor glæde for fødselaren.

Efter middagen og mørkets frembrud startede vi – ikke spor sultne - på 1. etape af turens kageorgie. Bent sagde, at han havde haft svært ved at få nogle til at bage kage, så hvor de 5-6 lækre kager kom fra, er stadig lidt af et mysterium. Men de var rigtig gode, og der var rigeligt – nok til også at byde naboerne ved bålet lørdag aften.

Som lejrchefen plejer, kom han forbi vores bord ved ti-tiden for at tysse lidt på os. Det skræmte dog ikke selskabet, som holdt stand til ca. midnat, hvor nogle gik i soveposen mens andre snakkede stjerner og stjerneskud til blandet fornøjelse for balsalens beboere.

Inden sengetid fredag varslede turlederen fælles afgang for morgenbadning lørdag morgen kl. 7.30 i Slåensø. De friske var Christian, Anni, Karen, Stig, Laila, Bent, Lene, Rigmor, Anne Sofie og Per, som alle var meget begejstrede over søens overraskende varme temperatur. Morgenmaden blev indtaget i det dejligste morgenlys, og da de første morgenfriske kajakker havde roet forbi campingpladsen, mens vi spiste morgenmad, blev turlederen ivrig efter at komme af sted og varslede snarlig afgang. Så kl. 9.30 var der fælles afgang til Klostermølle i det vestlige hjørne af Mossø. Kajakkerne blev båret over vejen og sat i vandet bag det gamle kloster.

Det gik vældigt derudaf i medstrøm på åen, så pause var tiltrængt og blev holdt, da det lykkedes bagtroppen at nå fortroppen, lige inden vi trillede ind i Gudensø. Allerede her først på dagens distance brillerede Lene ved at demonstrere en alternativ udstigning, som kan anbefales til dem, som trænger til at få afkølet numsen og de ædlere dele. Denne udstigning er nu kendt som ”En Lene”. 

Vi fortsatte i fin stil gennem Gudensø til Ry, hvor vi bar over ved ”slisken” og kort tid derefter lagde vi, som vi ”plejer”, til ved Ry Roklub for at spise frokost. Til en forandring fra sidste år blev frokostens mange dåser og ene agurk i år indtaget under stor nydelse i solskin i græsset ved kanolejrpladsen, hvor der, for et kort øjeblik, også indtrådte siesta-agtige tilstande.

Karen og Jettes arm (inkl. Jette) stod af dagens distance i Ry, hvor Karens bil så behændigt var parkeret. Vi andre 16 små cyklister fortsatte videre gennem Birksø og ind i Juelsø, hvor tårnet på Himmelbjerget så smukt rejste sig foran næsen på os. Vi følte os så nær, men turen skulle lige gå rundt om Ringholm Hoved, inden vi kunne sætte kursen direkte mod Hjejlen, som lå til kaj for fulde damp ved foden af Himmelbjerget.

Vi fik møvet os igennem en masse festklædte bryllupsgæster og nåede toppen af ”bjerget” lige i tide til en lille regnbyge. Eliten af Tårnsparkerlauget besteg tårnet, hvorfra Per, Linda, Gitte og Hanne afholdt papirflyvningskonkurrence med de dyrekøbte billetter. Vi kan afsløre, at alle fly nåede jorden i god behold.

Alle vores mange kager havde valgt at blive i lejren, så 2. etape af kageorgiet blev i stedet til ”plejers” is ved p-pladsen. De gjorde godt – især for Kaj og Christian – inden vi fortsatte de sidste tyve minutter, som vist nærmere var 40 minutter, inden vi trætte og godt brugte kom tilbage til lejren ca. kl. 18.30.

Der blev badet, omklædt, snittet salat og skåret bøffer, så det var et ømt men velduftende og meget sultent selskab, der klemte sig sammen under halvtaget og forskudt af hinanden nød de ihærdige grillkvinders store indsats, da det blev spisetid.

Der var musikalsk underholdning på terrassen ved butikken til blandet fornøjelse for nogle men til stor begejstring for Linda, Lene, Gitte, Rigmor og Anni. De slap tøjlerne og sang med stor entusiasme med på diverse gamle giro 413 hits. En pladekontrakt og karriere som korpiger var lige i farvandet, men den faldt desværre i åen med et brag, da guitaristen måtte pakke sammen pga. en sprunget g-streng. Det afholdt dog ikke pigerne fra at fortsætte udskejelserne, og de fik på den måde sat gang i den helt store rundesang ved bordet – og hos naboerne ved bålet… Den helt store oplevelse var at høre Kajs sang til Lotte, som i en vis grad mindede om ”Nina, kære Nina. Nu er du min.” Christian havde været på latterkursus, og det smittede ved hjælp af en enkelt tændstik. Lene delte ud af sine husgeråd, og du skal være velkommen til at prøve om det virkelig hjælper at knibe ballerne sammen for at undgå at fryse i soveposen. Eller var det for ikke at få ondt i ryggen?? Måske det virker mod begge dele?!

Søndag morgen startede på samme friske vis som lørdag med morgenbadning i søen. Der blev spist morgenmad, nulret ømme muskler, kigget på kort og snakket distancer og på den baggrund valgte Lone, Bjørn og Anni ikke at deltage i dagens distance. Kl. 9.30 lagde 15 kajakroere derfor i vandet nedenfor campingpladsen. Vejret var smukt og meget lunt selv så tidligt på dagen. Det havde taget det meste af lørdag aften for Kaj og Bent at få styr på de røde og grønne lys på bådene og retningen mod Silkeborg, men da det nu var på plads(!) tog vi turen venstre om – mod Silkeborg. Første sight på dagens distance blev de smukke Paradisøer i bunden af Borre Sø, hvor der blev taget gruppefoto. Sikken en kulisse! Smukt og meget eksotisk var det.

Turen fortsatte mod Silkeborg til vi kunne dreje fra ad en lille gravet kanal inde til venstre. De nye på turen fik lov til først at tage ”jomfruturen” ind til ”brillerne” i Brassø. Wauu… Skønt at ro så lydløst som muligt og have dette kønne område for sig selv et lille stykke tid. Vi sneg os ind gennem sivene og lagde til helt inde i bunden af søen, hvor frokosten blev indtaget – for nogle oveni et gammelt bålsted. Men det fik kun makrellen i tomat og de mange gode hjemmedyrkede agurker til at smage bedre. Efter kageorgie nr. 4 og inden siestaen i solen, sagde vi farvel til Kaj og Christian, som skulle tidligt hjem. Efter siestaen fortsatte de sidste 13 roere, i mere eller mindre samlet flok, turen – denne gang med næsen hjemad og i noget mere vind end om formiddagen.

I selskab med mange andre både på vandet – bl.a. en ung fyr og hans hjemmebygget grønlandske kajak med meget stor pagaj - krydsede vi søen og lagde til ved broen ind til Slåensø. Og så gik der ellers leg i flokken. Bent lagde for med at smide tøjet, gribe torvet og svinge sig ud over søen, hvor han landede med et stort plask og et endnu større grin. Flokken var ikke længe om at følge i Bents spor, og der blev grinet, lavet mange sjove plask og taget herlige billeder af den nye disciplin ”tov-udspring” i Slåensø.

Kaffen og kage blev indtaget igen igen(!) i solen ved picnicbordet, inden vi for sidste gang satte os i kajakkerne på denne tur. Nu var der ikke langt tilbage til Skyttehuset, hvor vi til Kaj og Christians store overraskelse nåede at vinke farvel til dem, og hvor vi hurtigt fik pakket telte ned, pakket biler og trailer. Kl. 16.20 var vi køreklar og tilpas møre, trætte og veltilpasse kørte vi til Odense efter en rigtig dejlig og smuk weekend ved Gudenåen og søerne.

Turens skribent takker alle, inklusiv Plejer, for en rigtig hyggelig weekend.

Hanne Jørgensen

 

 
 

Dato

Log og beskrivelse

15/8 2007

Hasmark Strand

Christian S., Christian J., Leif, Benny, Hanne, Vagn, Palle, Sjak, Bent, Kaj, Karen, Arne.

 

En fin tur til Hasmark i let fralandsvind. Den gæve gruppe sejlede lystigt mod Tørresø, og efter en god pause med alt godt til maven gik turen tilbage til Hasmark. På tilbageturen lagde vinden sig, og det var en rigtig fin tur tilbage. Efter den obligatoriske badetur gik det atter mod Odense.

8/8 2007

Fuglsang

Kaj, Stig, Laila, Lene, Linda, Christian J., Benny, Arne, Per B., Per R., Rigmor, Thomas, Mads, Bent og Palle.

 

Aftenen blev budt velkommen af Kaj, der efter turen inviterede alle hjem, hvor Lotte ville stå klar med kaffe og brød.

Alle tog vi til Fulgsang, hvor vejret slet ikke var så dårligt som hele denne sommers vejrudsigter ellers har lagt op til.

Vi roede ud mod Æbelø, og nåede skoven efter sommerhusene, hvor vi gjorde velfortjent pause på skråningen med nyhøstede marker i baggrunden.

Der blev lappet lidt kajakker til turen hjem, og så gik det i mange små grupper mod Fuglsang. Vandet var dejligt, så der blev også badet grundigt og længe.

Endelig blev det tid til at vende bilerne på Søhus, hvor Lotte ventede med et overdådigt udbud af mad. Eneste fejl ved arrangementet var, at det ”kun” er en årlig tradition, som Lotte og Kaj har fundet på! :-)

Ingen skyer på himlen, og heller ingen vind, med dejlige grillpølser, masser af ost og pålæg, og skyllet ned med the og kaffe. Jo, Lotte kender vejen til vores hjerter!

Det blev sent, inden kajakkerne var på plads i skuret igen, men alle nød gæstebudet.

Tak for mad. Arne.

1/8 2007

Begyndertur med 29 deltagere!

 

Begyndertur var overskriften i dag – også helt bogstaveligt! I alt 29 deltagere – for mange til at skrive her, henviser til turloggen – hvoraf vist nok 12 var helt nye ansigter.

De ”gamle” og garvede siger, at der ikke tidligere har være 22 både på traileren. Alt grej var i brug.

Sommeren kom tilbage til Danmark i dag, og vi har haft en dejlig tur til Sydstranden i Kerteminde.

En gruppe kompetente instruktører sørgede for at få de mange ny både på og i vandet (...) men heldigvis også op igen. :-) Men kolde blev nogle af dem, så de stoppede efter pausen og hoppede i noget tørt tøj.

Os i ”midtergruppen” fik lov til selv at ro sydpå langs kysten. Efter fælles pause ved parkeringspladsen og toilettet tog alle, der havde lyst en fælles tur forbi havnen og forbi Nordstranden.

En dejlig dag på vandet – som også Kaj var i i dag. Og Lenes små hjemmebagte boller er gode med Kajs syltetøj på.

Hanne kl. 23.02.

25/7 2007

Grønnehave nær Nyborg

Karen, Kaj, Stig, Laila, Anne Sofie, Leif, Christian, Mads, Thomas, Kenneth, Vagn og Linda.

 

Dejligt onsdag aftensvejr til kajaktur. Karen foreslog ny destination, derfor Grønnehave. Og det kan anbefales.! Denne tur blev især gjort mindeværdig af Mads, som hev to flotte lagkager og 2 flasker boblevand op af kajakken. Så sad vi der med udsigt til Storebælt og spiste lækker lagkage.

19/7 2007

Flyvesandet

Martin, Anne Sofie, Leif, John, Susanne, Arne, Janet, Karen, Laila, Stig, Niels B., Mads, Christian S., Kaj og Bent.

 

Flot vejr med gode bølger. John fik hul i kajakken, og måtte gå hjem. Mads' kajak revnede i spidsen.

15/7 2007

Store Legedag, Knudshoved

Brian, Christian S., Rigmor, Lene, Karen, Mads, Per B., Niels B., Erling, Poul.

 

Vi startede fra klubben kl. 09 mod Knudshoved gamle færgeindløb. Vi havde lidt opvarmning, og satte i kajakkerne. Det blev til pagajleg, stafetsejlads, øve kantning. Poul og jeg overkantede og nød fiskene, vandmændene og plankton imellem vores øjne... vi havde derefter stalom, hvor Poul forsøgte at distrahere sin modstander ved at sejle med bunden op. Derefter en leg, hvor vi skulle ligge i flåde, og den yderste hopper i, dykker under de andres kajakker, alt i mens alle flytter en plads. Derefter middag.

Efter middag blev der spillet kajakpolo. Lene, Christian og jeg selv måtte en tur i bølgen (Lenes tur skyldes Brian). Der blev begået nogle ufine tricks fra alle andre end Brian (fløjter uskyldigt). Derefter lagde vi os i flåde med 1,5 meter mellem hinanden, og skiftedes til at hoppe i vandet, dykke under og svømme inder hinandens kajakker. Der blev grinet en del...

Derefter fri leg, hvor man kunne øve, hvad man havde lyst til.

En god tur. Brian.

14/7 2007

Thurø rundt

Kaj, Net, Christian J., Mads, Per B., Brian og Arne.

 

Vi gik mod uret om Thurø, så vi på sydkysten af Thurø vil få vinden ind bagfra. Egentlig var der tre udgaver af turberetningen, da vi var delt op, så nogle tog turen langs Thurø, andre langs Fyn, og endelig dem, der ikke kunne bestemme sig.

Fra broen gik det i samlet flok til Taasinge, hvor vi tog en lille kaffepause. Vi var i god tid, så det blev vedtaget, at vi tog ned til Valdemar Slot, hvor tiden var ind til middagspause.

Derefter langs sydkysten i gode bølger, og endelig en velfortjent kaffepause lige efter Thurø Rev, hvor der i øvrigt lå en del beundringsværdige hvaler på stranden.

Skyerne begyndte nu at trække op, så pausen blev kort nok til, at vi faktisk nåede tilbage til Fyn i tørvejr, hvor regnen så kom.

Igen en fantastisk tur, hvor Kaj som ansvarlig turleder igen havde styr på detaljerne.

Tak for turen. Arne.

11/7 2007

Tur til Bogense

Arne, Simon, Martin, Linda, Lene, Kaj, Palle, Leif, Brian, Martin og Mads.

 

Det var koldt, regnvejr og store bølger. Vi sejlede forbi havnen og den nye badestrand, og Martin væltede og blev reddet op af Arne. Vi gik i land, og fik øl og sodavand. Da vi sejlede hjem, havde vi bølgerne ind bag fra, og det var svært at holde balancen, så både jeg og Martin måtte i vandetm og nogle af Kajs øl sejler nu rundt ude i havet.

Simon Rubæk.

4/7 2007

Kerteminde Sydstrand

Lene, Linda, Palle, Kaj, Tim, Sjak, ent, Leif, Jette, Hanne, Morten, Anne Sofie, Anders, Karen, Mads, Per, Rigmor og Arne.

 

Kerteminde Sydstrand ved Pax, blankt vand me dlidt små dønninger.

Vi holdt pause lidt fra Nordenhuse, hvorefter nogle fortsatte til pynten ved Nordenhuse, andre roede lige hjem til bilerne.

En rigtig god aften, efter nogen dialog blev vi enige om, at vi var 21.

Per

16/6 – 17/6 2007

Det sydfynske øhav

Arne, Kaj, Bent, Per Buus og Mads.

 

Lørdag:

Hjemme ved klubhuset fik Arne en forhåndsaftale med Flemming, Smakkecentret på Strynø, at vi kunne overnatte der. Så behøvede vi ikke at have telte med, det lettede. Det regnede, - også da vi satte kajakkerne i vandet hos Lentze på Taasinge, - og hvad så, - kajakentusiaster er vant til vand.

Hjortø. Ærlig talt, så gjorde vi ikke meget for at udforske øen, men vi var lige ude af kajakkerne ved den meget lille havn på nordkysten, inden vi fortsatte ud omkring odden mod vest, og derefter roede mod Birkholm. Her gik vi i land lige ved siden af den lille havn på sydsiden af øen, og fandt bord og bænke i læ. Efter frokosten en tur op i byen midt på øen. Ikke et menneske at se nogen steder! Måske har et feriehoved løftet gardinet i et af husene, og set de 5 kolde, men friske fyre indtage byen. Man kan købe is i det døgnåbne, selvbetjente slikudsalg i forsamlingshuset, men vi skulle ikke nyde noget. På et hus viste det udendørs termometer 12½ varmegrader.

Det var dejligt at komme i kajakkerne igen, og få den indre varme – også ved at ro.

Græsholmen ligger mellem Birkholm og Strynø Kalv, en flad tange. Ingen landgang der, bortset fra, at Arne var oppe og pisse territoriet af. Videre nord om Bredholm til Strynø Kalv, hvor vi sejlede syd om øen, hvor der var en mågekoloni. De hvide hoveder fulgte os, mens vi sejlede om på østsiden. Mågeungerne stak hovedet ind i græsskrænten og lå helt stille, mens vi gik i land på den stenede strand. Per aede en af dem. Fra luften lød voksne fugles skrig, stødvise ”ha-ha-ha-ha” lyde. ”HA-HA-HA-HA” - og jeg svarede dem med mit eget ”ha-ha-ha” - hvad det så betyder på mågesprog. Nå, men vi fik noget chokolade med vores eftermiddagsøl, inden vi styrede syd om Strynø til havnen på østsiden.

Klokken 18 kom vi til Smakkecentret syd for havnenm solen brød igennem, og fra nu af stod den på hvile og hygge: tænde grillen, rejse det lejede 10-mandstelt, slukke tørsten, forberede maden og i det hele taget ha' det rart på en civiliseret, primitiv måde. Grillstegte bøffer og rødvin. Hvor havde vi det godt, og hvor vi fortjente det. Vi kunne naturligvis ikke lade være med at ringe til Gitte og fortælle, hvad hun gik glip af.

Bagefter gik vi en tur i byen og kom også til kirken og til kroen, der var under ombygning, Kromanden Benny fortalte bl.a. om den muserede af en kro, som han havde overtaget. Og om sin satsning på god, gammel, dansk mad, - læg lige mærke til det, fremtidige Strynøfarere. Han kom selvfølgelig også ind på det tragiske dobbeltmord på det ældre ægtepar fra øen.

 

 

Søndag:

Tidlig morgen – fuglelyde – fylder det hele.

Solskin.

Bent er i gang med Bannockbrødet.

Duften af nybagt.

Der er ikke noget som en god start. Grejet er tørt, vi er mætte og kajakkerne er pakket. Et par stykker er kommet i vandet, og selv klemmer man sig ned og tjekker, at skørtet sidder rigtigt. Sol. Bent foreslog at holde retningen mod de 2 vindmøler på Stjovl Knude. Det er stik nord, afstanden er ca. 5 km. Hele vejen sejler vi henover Tåsinge Grund med vanddybde på ca. 1 m. Vandet er lysegrønt og indbydende, solskin og sandbund. Formiddagshvil, og herefter fortsatte vi turen hjemad mod vest, forbi Langodde og de store runde sten i strandkanten, inden vi gik i land på Vårø Knude.

Rugbrødsklemmer og sort guld fortsatte umærkeligt i en middagsdøs. Hvem opdagede først den blygrå himmel og de dramatiske skyformationer i sydvest?

Det blæste op og begyndte at regne, og vi fik hurtigt pakket sammen og sejlede afsted på det sidste stykke mod Skovballe. Uvejret blev imidlertid ikke til noget mpå Tåsinge, men bygerne gav vand i Odense. Midtvejs – det kan have været lidt indenfor Knudedybets måske 9 m – fik vi en overraskelse: Det blæste lidt, og bølgerne kom skråt bagfra, men pludselig blev bølgerne dobbelt så store – så man skulle lige tage og passe lidt på!

Man skal ikke altid tro fjernsynets vejrudsigter, vi havde godt vejr, og så er det guld værd med en backinggruppe som Kajs Lotte. En rigtig dejlig tur, efter ca. 22 km lørdag og 12 om søndagen. Men vi var slappe i koderne på vejen hjem.

Mads

13/6 2007

Kerteminde Nordstrand

Susanne, John, Martin, Anne Sofie, Arne, Hanne, Christian S., Christian J., Kenneth, Per, Bent, Brian, Tim, Vagn, Kaj, Karen, Sjak og Mads.

 

Jævn vind i ryggen

gav fart til de

knapt 4 km til

stedet ved stavre

den stenede strand

på hælen ved Hindsholm

hvor vi gik i land.

Tæt sat vi:

Susanne, John, Martin, Ann-sofie,

Arne, Hanne, Christian og Christian,

Kenneth, Per, Bent og Brian,

tim, Vagn, Kaj, (Karen, Sjak og Mads)

-         med øl og kiks og historier.

På hjemturen hev vi

lidt mere i pagajerne

Pas på de store bølger

aller for det følger

-         det fik det faktisk for to

og der var selvfølgelig

hjælpere og makkerreddere tæt ved.

 

Badning på stranden og samvær i klubben

sluttede denne gode onsdag.

Mads.

6/6 2007

Kerteminde Sydstrand

Anne Sofie, Christian S., Susanne, John, Sjak, Niels Boye, Niels D., Lene, Bjarne, Gitte, Bjørn, Lone, Jette, Stig, Laila, Bent, Brian, Kaj, Mads, Rigmor og Thomas.

 

Ingen vind – ingen bølger. Begynderne øvede med instruktørerne, medens resten sejlede en tur langs stranden. Efter en kort ølpause en tur i vandet. En god aften sluttede med badning – og kaffe i klubhuset.

3/6 2007

Æbelø

John, Arne, Bent, Anne Sofie, Lene, Gitte, Hanne, Palle, Mads, Stig, Laila, Egon, Henrik Sten, Susan og Benny.

 

Dejlig tur i flot vej. Lidt store bølger ved Nordkysten.

30/5 2007