Instruktion i kajakbygning, af John Weiss Andersen

Der er utallige udbydere af kajakbygningskurser rundt omkring i Danmark, som benytter byggemetoder, som overhovedet ikke kendes i de kajakker, som findes på de grønlandske museer.

Vores udgangspunkt for instruktionen er en vidunderlig lille bog:

Qaanniornermut ilitsersuut : Instruktion i kajakbygning : Instruction in kayak building, som højskoleforstander H. C. Petersen fra Sisimiut i sin tid udgav i et samarbejde mellem Grønlands Landsmuseum og Vikingeskibshallen i Roskilde. Bogen er skrevet på grønlandsk, dansk og engelsk, så afsnittene kommer skiftevis.

Bogen er desværre trukket tilbage fra dansk handel efter pres fra en anden instruktør i kajakbygning, men den kan lånes på biblioteket under registreringsnummer 62.83.

Den kan også købe i Grønland på hjemmesiden: www.atuagkat.gl. Vælg dansk, og søg på kajakbygning.

Af hensyn til lovgivning om ophavsrettigheder må H. C. Petersens tekst til instruktionen ikke vises på hjemmesiden, men jeg mener, at det er meget væsentligt at kunne finde tilbage til det oprindelige kildemateriale, så jeg har skrevet mine kommentarer med henvisning til de respektive sider i bogen. Det er en lidt besværlig måde at læse på, men det gør denne bog praktisk anvendelig.

Mine kommentarer beskriver de ændringer, som vore skandinaviske proportioner samt vores mere moderne værktøj og udvalg af materialer giver anledning til. Nogle fundamentalister vil nok mene, at det er forkert at benytte moderne værktøj og industrielt fremstillet maling, men vi mener tværtimod, at et naturfolk til hver en tid vil benytte den ypperste teknologi, de har til rådighed, og desuden har vi selv konstateret, at qajaqklubben i Sisimiut benytter samme metoder, så vi er ikke røget helt af sporet. Der er stadig små detaljer, som jeg ikke beskriver, for den fornemmelse, man får ved at have hænderne på materialet sammen med en erfaren kajakbygger, kan ikke udtrykkes skriftligt.

De følgende beskrivelser er: En lyninstruks på en A4-side, som nybyggerne får ved starten for at klare de evigt tilbagevendende spørgsmål, som altid forekommer de første byggeaftener.

En mere detaljeret beskrivelse, som hænger sammen med ovennævnte bog.

Hvis denne skriftlige smagsprøve vækker din interesse for at bygge kajak på denne traditionelle måde, kan du henvende dig enten telefonisk eller via E-mail.

John Weiss Andersen

Formand

DETALJERET BESKRIVELSE:

KOMMENTAR side 7:

Efter at have bygget flere kajakker sammen med folk, der har bedre håndværksmæssig baggrund end jeg selv, har jeg på enkelte områder supplerende kommentarer. Jeg vil stadig henvise til den originale byggevejledning, men har planer om at lave en ny byggebeskrivelse, som passer til den måde, som vi i klubben bygger på.

KOMMENTAR side 8:

Til er person på 180 cm. skal brædtet være 510 cm., og bredden kan man godt spare lidt på. Hvis man tager et første sorterings brædt 125 X 19 mm., og deler det til 2 rælingslister på ca. 45 X 19 mm. samt en køl på ca. 19X19 mm., som bagefter høvles, er det faktisk tilstrækkeligt.

KOMMENTAR side 12:

Den bugtede facon, der giver en flot profil med løftede stævne, kan væsentligt lettere laves ved at lime og dyvle kileformede træstykker med længden 130 cm. og den største højde 4 cm. på oversiden af rælingsbrædderne, det er ikke nødvendigt at lave rælingsbrædderne højere på midten. Det er en fordel at vente med at høvle vinklen, til taphullerne er lavet, og hele dækket er samlet, så skal den afhøvlede flade blot være vandret.

KOMMENTAR side 13:

Til personer med "skandinaviske proportioner" skal lændetværtræet afsættes anderledes: Som en tommelfingerregel kan man sige, at lændetræet til en stor person skal være 50 cm. bagved midten, medens det til en mindre person skal være 40 cm. bagved midten, da vægten ellers kommer til at ligge for langt fremme, hvis man følger bogens opskrift slavisk. Ellers vil kajakken blive luvgirig.

KOMMENTAR side 14:

Det er lettere at måle længden ved at sætte sig på gulvet op ad en væg, og få en hjælper til at måle afstanden fra væggen til tæerne.

Det allersikreste er dog at prøve en færdig kajak og notere, hvor meget afstanden skal ændres i forhold til den, for at få den perfekte afstand. Vi bruger skelettet fra en gammel kajak, der er så stor, at alle personer kan måles i den.

KOMMENTAR side 16:

Vi måler i praksis bredden ved at sætte en knytnæve i hver side på hoftens bredeste sted. Dette mål svarer til rælingslisternes yderside på det bredeste sted. Til "fuldvoksne" skandinaver vil den korrekte bredde således sjældent være mindre end 55 cm. Unge veltrænede folk vil ofte få en bredde på 51 - 53 cm. Til ret små børn vil denne metode dog give en alt for smal kajak.

KOMMENTAR side 19:

Tværtræernes taphuller laves sikrest med en "borelære", som styrer boret i en vinkel på 70 grader i forhold til rælingsbrædtets yderside. Hvis man borer 3 stk 10 mm huller for hvert taphul, er der ikke meget at rette af med stemmejern. Vi har desuden lavet hjælpeværktøj til en fræser, der kan lave taphullerne endnu hurtigere og mere præcist.

Vi har erhvervet en gammel langhulsboremaskine, så nu kan taphullerne laves hurtigere, mere præcist og mindre larmende. Dette har hjulpet på vores arbejdsmiljø de første byggeaftener, for nu er der ikke det samme støjniveau som før, når 8-9 kajakker skal have taphuller. Langhulsboremaskinen har også fået en borelære, hvorfor de 70 graders hældning altid sikres.

Placeringen af knæstøtten er opmålt i et gammelt kajakskelet på samme måde som fodstøtten.

Knæstøtten skal helst sidde på låret ved knæskallen.

Ribbernes (spanternes) taphuller har jeg lavet 25 x 7 mm og 25 mm dybe, da jeg bruger kraftigere ribber (spanter) men til gengæld kun 14 - 16 stk. Man skal være opmærksom på, at der skal være et par spanter nede i mandehullet til at bære et sæde, og der må absolut ikke være et spant umiddelbart bagved fodstøtten, hvor man skal hvile hælene.

Der er ingen grund til at lave forreste og bageste spantehul så tæt på enderne, da stævnstykkerne ofte ligger så fladt, at disse spanthuller ikke kan benyttes.

KOMMENTAR side 21:

I første omgang laver jeg blot alle tværtræerne lige.

Lændestøtten og knæstøtten laves først. Hvis knæstøtten laves 5 cm. mindre end hoftemålet med tillæg af 2 knytnæver, og lændestøtten laves 2 cm. kortere end knæstøtten, vil det bredeste sted ligge præcis på midten og være i overensstemmelse med hovedreglen, som passer for en urutineret kajakroer. Den rutinerede kan ofte trække 2 - 3 cm. fra bredden. Det bredeste sted kan flyttes fremad ved at lave forskellen større end 2 cm. Når man har monteret lænde- og knæstøtte, kan man ved hjælp af træklamper i enderne tildanne den ønskede facon på dækket. De øvrige tværtræers længde måles med en tommestok stukket på tværs gennem taphullerne. Man kan opnå større bæreevne i forhold til den største bredde samt et bedre glid i vandet ved at strække bredden over et længere stykke, som jeg har beskrevet på måleskemaet. Efter den oprindelige beskrivelse skal tapperne laves midt i tværtræernes endetræ, men hvis man i stedet laver dem i tværtræets overside, kan man uden håndværksmæssige færdigheder lave et mere sikkert resultat. Dette sikrer samtidig, at dugen ikke så nemt kommer i kontakt med tværtræerne. Lændetræ, knæstøtte og det tværtræ umiddelbart foran skal dog have tapperne i bunden, da det letter det videre arbejde. Når det hele er lavet færdigt, og kajakkens dæk har den endelige profil, kan tværtræ nr. 5 og 6 (knæstøtten) forhøjes ved at lime et eller to brædder ovenpå. Herefter kan det overskydende træ saves og høvles bort, så slutresultatet er de forhøjede tværtræer.

KOMMENTAR side 23:

Træklamperne kan med fordel saves ud af et stykke kraftig krydsfiner, så de danner en trapezformet ramme. Hvis de laves efter bogens opskrift, flækker de præcis på det tidspunkt, hvor de strammer tilstrækkeligt (træet er måske for ringe).

Snorene kan med fordel erstattes af bagageremme, som kan strammes enormt uden at trykke voldsomme hakker i rælingerne.

KOMMENTAR side 25:

Når taphullerne laves med borelære, passer de lodrette vinkler altid.

Man kan nu sikre tværtræerne ved at slå en lille trædyvel fra oversiden af rælingslisten gennem tværtræets tap, medens rælingslisterne holdes stramt ind med en bagagerem, som herefter kan flyttes til den næste samling. Samlingen foretages fra midten og ud mod enderne. En eventuel mindre skævhed kan stadig rettes ved at forskyde rælingslisterne lidt i forhold til hinanden.

Et billigt trick til dyvler er de store mikadopinde. Tykkelsen varierer dog en smule, så tykkelsen skal lige checkes, så boret passer. Hvis hullet er for lille, kan rælingslisten revne.

KOMMENTAR side 27:

For at kontrollere, om kajakken er symmetrisk, kan man opmærke midten på alle tværtræerne og spænde en snor fra ende til ende mellem rælingslisterne. Ved at sigte fra snoren til mærkerne på tværtræerne, kan man måle, om kajakken er symmetrisk. Skævheder op til et par mm. kan ikke undgås, og de er uden betydning. Hvis en eventuel skævhed ikke umiddelbart kan lokaliseres, kan man i stedet trække snore fra lændetræets midte ud til hver ende.

Metoden med at skære i rælingslisterne har jeg ikke haft behov for, da begge rælinger altid er lavet af samme brædt.

KOMMENTAR side 28:

Det er tilstrækkeligt stærkt at lave samlingen med 6 mm. dyvler, da denne samling kun skal sikre symmetrien ved, at rælingslisterne ikke forskydes i forhold til hindanden.

KOMMENTAR side 29:

Det skulle ikke være nødvendigt at tilpasse hældningen, da den er fastlåst af taphullerne. Kiler er desuden tilbøjelige til at flække rælingsbrædderne ved taphullerne.

KOMMENTAR side 31:

Surringerne er unødvendige, når man benytter borelære, da rælingsbræddernes hældning ikke kan tvinges 1 mm., desuden er faconen fastlåst af trædyvlerne gennem tapperne.

KOMMENTAR sidee 35:

Her er jeg nødt til at springe lidt i rækkefølgen, da jeg monterer stævne og køl på dette tidspunkt.

Jeg måler med fingrene, hvor dyb kajakken skal være ved lændetræet, skærer et stykke træ på dette mål og sømmer kølen fast herpå.

Vi giver oftest kølen en let buet facon, men det er mest en smags skyld. Der er ikke nævneværdigt forskel på sødygtigheden.

Herefter beslutter jeg, i hvilket omfang kølen skal være lige eller krum. På 2. tværtræ i hver ende fæstner jeg træstykker, som kølen holdes fast på med gummistropper.

Når kølen er strakt, kan der streges op til stævnstykkerne, så de passer først på rælingslisterne og siden på kølen.

Køl og stævnstykker samles til en helhed med lim og dyvler.

Når samlingerne er tørre, monteres enheden midlertidigt på dækket med besnøringer af gummistrop. For at stævnstykkerne ikke skal forskyde sig, er det en fordel at låse dem med en "knast", der passer i udskæringer. Når de yderste ribber i enderne skal monteres, er det en fordel, at kølen kan fjernes midlertidigt, så er der ikke så stor risiko for, at ribberne knækker.

Det er under samlingen vigtigt at kontrollere hele vejen langs kajakken, om kølen er rimeligt præcist på midten (tolerance 1 cm.).

Ribberne udskæres af asketræ med en lige åretegning ca. 2,5 cm. brede og 7-8 mm. tykke.

Ribbernes længde måles med en tommestok af plastic eller en strimmel kraftig blød plast, som sættes mod bunden af taphullet i den ene side, føres under kølen i den bue, som ribben skal have, og målet aflæses ved den modsatte side, hvor taphullet er 2,5 cm dybt.

Der skrives længde på ribbernes yderside med en fed blyant, og de lægges i blød i mindst 3 dage (helst en uge). Ved monteringen skal ribberne dampes til de bløde og bøjelige. Jeg foretrækker at dampe 3 ribber ad gangen i 10 minutter, så kan jeg følge med i et behersket tempo. Det skal bemærkes, at for lang tid i dampen kan medføre, at træet pludselig bliver sprødt.

Hvis ribbematerialet er svært at bukke, kan den forreste respektive bageste ribbe eventuelt laves af to stykker ribbemateriale, som fra bunden af taphullet netop når til kølen, stykkerne samles med en mellemlægsklods, lim og besnøring. Samlingen surres fast til kølen gennem borede huller. Når ribberne er bukket i korrekt facon, låses de fast i rælingslisterne med dyvler. Nu kan kølen surres fast på ribberne, og nu er tolerancen helt nede på 1 mm., da det efterfølgende arbejde bliver meget nemmere, når udgangspunktet er helt præcist.

De seneste år er vi begyndt at lave et indvendigt skeg (efter engelsk: stabilisatorfinne) i agterenden af kølen. Dette giver noget mere retningsstabilitet ved roning ligeud. Skeggets udformning er bestemt af den enkeltes humør, men bør være mindst 5 cm dyb. Skegget laves af lister med samme materialetykkelse som køllisten. Disse limes og dyvles på køllisten, og hele afrundingen af stævn/køl og skæg høvles derefter til. Et indvendigt skeg vil typisk have en samlet længde på ca. 70 cm fra agterstavnen og fremad.

KOMMENTAR side 41:

Den angivne metode giver et meget stort spild af træ, og det er næsten umuligt at få et brædt i de nævnte dimensioner, uden at det er meget skævt. Desuden er det uhyggeligt dyrt.

Derfor er det mere fordelagtigt at lave samlingerne med lim og dyvler, hvor kølen går over i endepladerne (stævnstykkerne), så kan man benytte en liste af 22 x 22 mm træ til køl og to stykker 22 x 100 mm træ til stævnstykker. Metoden er beskrevet i foregående kommentar.

KOMMENTAR side 42:

Man opnår en mere sikker surring ved at udføre den som en vinkelsurring på samtlige punkter, hvor ribber krydser køl og sidelægter. Surringen afsluttes hver gang og strammes yderligere med en surring rundt om vinkelsurringen.

Hvis ribberne ikke passer helt i forhold til hinanden, kan det være nødvendigt at tilpasse nogle små klodser, som lægges imellem ribbe og køl/sidelægte. Det er vigtigt, at man ikke tvinger køl/sidelægte, da de skal forløbe harmonisk.

KOMMENTAR side 45:

Jeg har lavet sidelægterne i væsentlig mindre dimensioner 15 x 22 mm. eller 19X19 mm., så er de meget lettere at bøje på plads, men det er selvfølgelig sværere at undgå, at ribberne rammer betrækket.

De forskellige forfattere er vildt uenige om, hvorvidt sidelægterne behøver at nå helt ud til stævnstykkerne, men jeg tillægger det ingen væsentlig betydning, da det yderste stykke af dem alligevel ikke rammer lærredet.

KOMMENTAR side 46:

Jeg har blot limet små kiler på siderne af stævnstykkerne for at fortsætte et pænt forløb af rælingsbrædderne ud mod stævnene. En anden metode består i, at man saver et hak ned i de yderste 5 cm. af rælingslisterne og i stævnstykkerne, så et stykke træ kan limes og dyvles fast. Dette stykke træ kan så tildannes som en kile, der giver en pæn afslutning, som samtidig afstiver samlingen.

KOMMENTAR side 48:

Hvis man laminerer 2 stk. 60 cm. brædder 19 X 125 mm, kan man skære masikken af dette tykke brædt til en godstykkelse på 15 mm på midten, da lamineret træ ikke er så tilbøjeligt til at flække.

KOMMENTAR side 50:

Listerne til dækslister og "bagagebærer" kan laves af asketræ ca. 8 mm tykke. Hvis de forreste bliver forsænket i masikken og fæstnet med trædyvler, giver det den pæneste overgang. Da vi generelt skal have plads til ret store fødder, er det normalt bedst at lade dækslisterne ende på det tværtræ foran fodstøtten.

KOMMENTAR side 51:

Hvis der benyttes snore af 6 mm manillahamp eller flagline til tværremme, kan de blot fæstnes i borede huller, når betrækket er malet færdigt.

KOMMENTAR side 54:

Ringen kan laves af asketræ i dimensionen 3 cm x 8 mm, som høvles skråt af i den ene ende over ca. 10 cm, herefter lægges det i blød i vand mindst en uge eller dampes. Det blødgjorte træ spændes med skruetvinger omkring en skabelon formet som mandehullets indvendige form og limes med opskummende uretanlim. Efter en dag, når limen er hærdet, høvles og slibes det overskydende træ bort. En liste på 5 x 10 mm høvles ligeledes i enden og limes omkring langs toppen af ringen hele vejen rundt. Efter hærdning høvles og slibes også denne ring, og der bores 3,5 mm huller med 1,6 cm's afstand hele vejen rundt umiddelbart under listen.

Ringen lakeres med flere lag skibslak.

KOMMENTAR side 60:

Da vi har adgang til ren bomuldslærred i bredden 140 cm. som er meget mere velegnet end ravndug, benyttes en anden metode.

Lærredet skæres af i en længde svarende til kajakken målt på kølen med et fradrag af 15 cm. Lærredet foldes, og midten markeres med blyantstreger. I den ene ende syes et par grove sting gennem det foldede lærred, så det kan hægtes på stævnen. Herefter lægges lærredet op på skelettet, som ligger med bunden i vejret. Medens en person trækker kraftigt i lærredet med en gjordstrammer. Når det er tilstrækkeligt stramt, hæftes det på kølen, så hæfteklammerne følger blyantstregerne. Nu kan man vende kajakken og strække lærredet med et lille primitivt værktøj, hvorefter det hæftes på rælingslisterne med klammer. Midten markeres, og overskydende lærred klippes af. Ved hjælp af tætsiddende kødnåle hæftes sømmen op, så det er klar til syning.

Sammensyningen startes fra mandehullet mod forstavnen med skjulte sting, som kan stramme lærredet yderligere for hvert sting.

Samme fremgangsmåde benyttes på agterdækket, her skal man dog være opmærksom på, at der ofte er et skarpere knæk, hvor kølen går over i agterstavnen, så det er lidt sværere at strække lærredet pænt uden rynker.

KOMMENTAR side 66:

Når man benytter bredt bomuldslærred, er dæksbetrækket en del af det samlede betræk, som det er beskrevet tidligere.

KOMMENTAR side 68:

Den letteste metode er at trække lærredet op indvendigt i mandehullet inden syningen med 2 nåle. For at få en pæn afslutning kan man starte med at montere en strimmel lærred indvendig i mandehullet, som efterfølgende bukkes ned og syes fast, så det dækker alle de flossede kanter. De forreste 15 cm. syes, og lærredet omkring resten af mandehullet trækkes op med strammere og fastholdes midlertidigt med kraftige tæppenåle. Eventuelle rynker i lærredet kan fjernes ved opstramning forinden syningen.

Herefter sættes to stropper i den bageste del af mandehullet. En kraftig tovløkke sættes omkring agterstavnen, og en bagagestrop trækkes gennem den og de to stropper. Nu strammes mandehullet agterud. Der spændes også en bagagestrop omkring kajakken, så mandehullet spændes hårdt ned mod lændetværtræet. Nu kan syningen fortsættes, indtil vi når de to stropper. Den første del af syningen holder mandehullet tilstrækkeligt på plads til, at man kan skære stropperne over og sy resten.

Eventuelle resterende rynker kan fjernes med vand, som opløser lærredets appretur samtidig med, at det får lærredet til at krybe en anelse.

KOMMENTAR side 71:

Vi sætter ofte lister hele vejen under kølen, da vi ofte sætter kajakken i vandet fra en strandbred. Lister af asketræ i dimensionen 2 cm x 7 mm skrues fast i stævn og køl. Da listerne sandsynligvis ikke er lange nok, kan de øges ved skrå snit, som limes. Når skruerne har tvunget listerne i facon, kan hveranden skrue fjernes og erstattes af 6 mm asketræsdyvler, som limes. Efter to dages hærdning kan de resterende skruer erstattes med asketræsdyvler. Beskyttelseslisten lakeres med flere lag skibslak.

Har man en ældre kajak, kan man sætte et udvendigt skeg fast på skurelisten, enten som løs model, vist på flere modeller i bogen, eller limet og dyvlet på samme måde som et indvendigt skeg.

KOMMENTAR side 72:

Vi har efterhånden fået en del uheldige erfaringer med linoliefernis, som ikke altid hærder korrekt, og trækker i blærer ud gennem oliemalingen, ligesom oliemalingen ikke altid hæfter perfekt til linoliefernissen. For at undgå usikkerheden om linoliefernissens hærdning, kan man blot benytte Hempels kuttermaling fortyndet med 25% terpentin til mætning.

Den bedste oliemaling er Hempels Kuttermaling "Farvolin" 5112, som altid fortyndes med mindst 10% terpentin. Første og andet lag trækkes så tyndt som muligt, og efter let slibning trækkes tredie lag lidt mere fyldigt.

KOMMENTAR side 74:

Jeg har netop hørt, at man nu i Grønland benytter Oregonpine til åre, harpuner m.v., da denne træsort ikke er så tilbøjelig til at flække som almindeligt fyrretræ. Vi har for det meste lamineret åren med asketræ på håndtaget og lidt ud på bladene, og som et forsøg har vi lamineret (stavlimet) af rent fyrretræ, så håndtaget består af 2 brædder og årebladene består af op til 6 brædder (lister). Denne metode giver meget stærkt træ i forhold til vægten. For at undgå at træet flækker i enderne, kan der støbes med hvid epoxy, som er enormt stærkt, og det ligner også de oprindelige benforstærkninger.

I denne sæson har vi også lavet pagajer i douglasgran, og trods en højere massefylde (og derved højere vægt) giver den øgede styrke mulighed for en slankere pagaj, og derved reduktion i den samlede vægt.

Pagajerne må ikke være for bredbladede, da det giver et stort trækarbejde gennem vandet. Når først kajakken er i fart, vil en smallere pagaj betyde, at arbejdet med at holde kajakken i fart ikke bliver så hårdt.

Vi bruger blandt andet en udmærket (men engelsksproget) vejledning af Chuck Holst, som er linket fra qajagusa.org. (http://www.qajaqusa.org/QK/makegreen2.pdf).

Selve pudsearbejdet efter høvlearbejdet er et kapitel for sig selv, og bør for den endelige rokomfort tillægges stor vægt. Først fjernes større buler med grovere sandpapir, derefter pudses med finere, og til sidst meget fint.

Det kan være en fordel at rejse årene ved første behandling af pagajen med noget træbeskyttelse, og derefter yderligere pudse pagajen fint.

Vi bruger ikke lak på pagajen, da det vil give en for glat overflade, og det er vigtigt at være sikker på sin pagaj ved ubalance eller hårdt vejr.

Navn                                  Højde                  cm.

Længde på rælingstræ                                                         cm.

Lændestøtte                cm. bag midten   Knæstøtte     cm. foran lændestøtten  Tåstøtte      cm. foran lændestøtten  

Afsætning af mål: Medens rælingslisterne er sømmet sammen, opmåles midten og vinkles hele vejen rundt med speedmarker. Øvrige mål jfr. nedenstående vinkles med blyant på oversiden og begge ydersider. Til alle tværtræer opmåles taphuller i 3 cm's bredde.

Fordæk: Midt mellem knæstøtte og tåstøtte afsættes mål til et tværtræ. Forreste tværtræ afsættes 65 cm. fra enden, og yderligere 2 tværtræer fordeles jævnt mellem det forreste og tåstøtten.

Agterdæk: Bagerste tværtræ afsættes 65 cm fra enden, og yderligere 3 tværtræer fordeles jævnt mellem det bagerste og lændestøtten.

Taphuller: Hullerne fræses i rælingslisternes ydersider med 10 mm. fræser.

Spantehuller: I rælingslisternes undersider afsættes mål til spantehuller med højst 25 cm's afstand. Der er 3 ting, som er meget væsentlig ved afsætning af målene:

v      Spantehuller må ikke kollidere med taphuller.

v      En siddeplads  skal kunne bæres af spanterne i mandehullet.

v      Et spant må ikke sidde, hvor man hviler hælene under roning.

Den nøjagtige afstand er ikke så væsentlig. Hullerne bores i 25 mm's dybde med et 6,5 mm eller 7 mm bor.

Udformning af rælingslisterne: I hver ende skæres en 20 cm kile af undersiden til midt på endefladen. For at rejse stævnene ekstra kan der senere limes og dyvles en liste ovenpå, som høvles til.

Tværtræer: Lændestøtten laves af 25 X 100 mm træ af god kvalitet, knæstøtten og den næste af 25 x 50 mm medens de øvrige laves af ca. 20 x 50 mm træ, hvor kvaliteten er ret underordnet. Tappene skæres i undersiden af lændetræet, knæstøtten og det tværtræ umiddelbart foran knæstøtten. På alle øvrige tværtræer skæres tappene i oversiden.

Opmåling af bredden: Den udvendige bredde på midten skal som udgangspunkt svare til din hoftebredde med tillæg af en knytnæve på hver side. Du skal starte med lændetræ og knæstøtte. Hvis du skærer knæstøtten i forhold til nedenstående skema, vil du få det bredeste sted på midten. Kajakkens bredeste sted kan rykkes fremad ved at gøre forskellen på knæstøtte og lændestøtte større. Bredden kan justeres lidt efter, om man vil have en smal sportspræget kajak eller en lidt bredere turkajak.

Bredde Udv. 52 53 54 55 56 57 58
Lænd 45,5 46,5 47,5 48,5 49,5 50,5 51,5
Knæ 47,5 48,5 49,5 50,5 51,5 52,5 53,5

Rælingslisternes ender samles med klamper. De trærtræer, der er ca. 120 cm. på hver side af midten, laves 15 mm bredere end det naturlige mål for at give et bedre glid i vandet. Når disse 2 tværtræer er monteret, kan de øvrige tværtræer umiddelbart opmåles.

Gå til toppen